Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 14.9.2015
Af Lars Olsen
Mine naboer og jeg har fået ny minister – det samme har én million andre beboere i almene boliger. Vi sorterer nu under Inger Støjberg. Hun er kendt som skarp udlændingeminister, men er egentlig chef for Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Dét med boligerne har hun vist ikke meget tid til.
Baggrunden for det nye ministerium er Venstres forsimplede valgkamp: Når Inger Støjberg får sat skik på udlændingene, kan hun også lige ordne ghettoerne. Langt det meste almene er godt nok velfungerende boligområder, og tre ud af fire beboere er »gammeldanskere«. Alligevel er vi havnet i dét, onde tunger kalder et »ghettoministerium«.
Nok så alvorlig er dog en anden konsekvens: Det nye ministerium er langt snævrere end By- og Boligministeriet under tidligere regeringer. Støjbergs ministerium tager sig kun af almene boliger, privat udlejning og byfornyelse. Det brede blik på byen og boligpolitikken er væk. Og dermed bliver det sværere at få bugt med ghettoerne.
Med det nye ministerium sorterer vi tillige under et andet udvalg i Folketinget: Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget. Det er overbefolket med »værdikrigere« som Zenia Stampe ® og Marie Krarup (DF) – folk, der er mere optaget af udlændingepolitik og krigsdeltagelse end af noget så jordnært som boligforhold. Med flygtninge- og migrantkrisen får de rigeligt at værdikriges om.
Langt de fleste MF’ere bor i ejerbolig – det samme gør de fleste mediefolk. Uge efter uge kan en journalist på TV2 News, der selv bor i ejerbolig, interviewe den konservative Brian Mikkelsen, der også bor i ejerbolig. At velbjærgede husejere i hovedstaden betaler for meget i grundskyld bliver de hurtigt enige om … Lejerne havner som regel under radarskærmen.
Et lille blik tilbage: Boligministeriet var en vigtig institution i årtierne efter 2. verdenskrig, hvor »bolignød« var et stort samfundsproblem. Det fik vi efterhånden bugt med, og i 1990’erne oprettedes By- og Boligministeriet. Danmark havde fået ghettoproblemer, og den nye erkendelse var, at byens kvarterer må ses som en helhed.
By- og Boligministeriet blev nedlagt af VK-regeringen i 2001. Boligområdet blev en vandrepokal, der skiftede ministerium flere gange. By- og Boligministeriet vendte imidlertid tilbage med Thorning-regeringen i 2011 og fik tillige ansvar for landdistrikterne.
Dét var ikke nogen succes. Carsten Hansen var en svag minister og blev holdt i kort snor af Finansministeriet. Ikke desto mindre havde ministeriet betydning for mange, der til daglig arbejder med byen – kommunale forvaltninger, boligselskaber, byggefirmaer m.v.
Samtidig opnåede Carsten Hansen sidste år et vigtigt resultat i finanslovsaftalen med venstrefløjen. Kommunerne i de store byer kan nu kræve i lokalplanen, at hver fjerde nye bolig er almen. Samtidig kan der ydes tilskud til at holde huslejen nede.
Især Københavns Kommune arbejder målbevidst med dette. Der bygges almene boliger i velhavende skoledistrikter, som kun har få socialt udsatte – derimod holdes belastede skoledistrikter fri. Bankdirektørens datter skal møde butiksassistentens søn, siger overborgmester Frank Jensen. Dét er også den bedste kur mod ghettoer.
Almene boliger er mere politisk reguleret end andre boligformer: Er der penge til at renovere tage og vinduer? Hvor mange socialt udsatte naboer skal vi integrere? Alt sammen er bestemt af love og politiske aftaler.
Det kræver politikere, som engagerer sig i boligpolitik og beboernes dagligdag. Med det nye ministerium er vi havnet under punktet »eventuelt« i den udlændingepolitiske værdikrig.
