Kronik i Weekendavisen april 2025:
Af Lars Olsen
Operationen lykkedes, men patienten døde. Talemåden blev født i 1941, da penicillin blev anvendt første gang til behandling af mennesker. Patienten blomstrede kortvarigt op – men døde nogle dage efter.
Er vi ved at gentage »succesen« i disse år? Langt de fleste er bekymrede over de nye trusler mod fred og sikkerhed i Europa, vi er også villige til at ruste op, men Danmarks sikkerhed handler ikke kun om militært forsvar, det afhænger også af samfundets folkelige sammenhold og sammenhængskraft.
Det er åbenlyst, at vi med den nye sikkerhedspolitiske situation står foran svære økonomiske valg. Danskerne prioriteter imidlertid ikke det samme som store dele af parnasset. I en Verian-måling i Berlingske tidligere på ugen tilkendegav 58 procent, at øgede forsvarsudgifter ikke skal betales med ringere velfærd, kun 35 procent var rede til offentlige besparelser.
Kløften var endnu tydeligere, da Wilke for nogle måneder siden spurgte for Jyllands-Posten, hvad der er vigtigst at bruge statens penge på: 36 procent pegede på forsvar, men hele 50 procent foretrak i stedet en mere lempelig stigning i pensionsalderen.
Valgforskeren Rune Stubager fandt det »overraskende, at sikkerhedstruslen ikke fylder mere«. Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensen, var ligefrem ude med riven overfor danskerne – flertallet indtog »et letkøbt synspunkt«, og han henviste til fodnotepolitikken under den kolde krig.
Er det nu rigtigt? Har befolkningen ikke forstået truslerne mod vores sikkerhed – eller tænker de bare samfund og levevilkår i et bredere perspektiv?
Et godt fingerpeg findes i en ny analyse af ukrainerne. De befinder sig under langt alvorligere pres end os, Ukraine er ude i en national eksistenskamp; alligevel har staten stadig sværere ved at mobilisere den nødvendige offervilje. Ifølge en ny lov fra april 2024 skulle alle mænd opdatere deres kontaktinfo med henblik på mobilisering. Men kun fire millioner gjorde det, seks millioner gjorde det ikke, selv om de risikerer store bøder og siden yderligere sanktioner.
En ukrainsk sociolog ved Freie Universität i Berlin har med sit team undersøgt hvorfor. Den vigtigste forklaring er, at samfundskontrakten over årene blev stadig mere tyndslidt – især arbejderklassen oplever, at staten »giver mindre og mindre, når det gælder pensioner, sundhed og infrastruktur«, siger Volodomyr Isjsjenko.
Ukraine oplevede i 2022, lige efter Ruslands overfald og de første ukrainske sejre, en bølge af folkelig patriotisme. Men siden er den lave tillid til staten slået igennem igen, og i dag er der et tydeligt klasseskel:
»Mens de fattige i landsbyerne tvinges til at kæmpe ved fronten, findes der en velstående minoritet, som lever et relativ beskyttet og komfortabelt liv i Kyiv og Lviv. Denne ”krigerelite” – bestående af aktivister, intellektuelle, journalister og NGO-arbejdere – opretholder den patriotiske fortælling om, at Ukraine må kæmpe til sejren,« siger Volodomyr Isjsjenko til det norske Klassekampen (bred venstrefløjsavis der er Norges næstmest læste dagblad).
Heldigvis er der i Danmark bred enighed om at styrke forsvaret – både i befolkningen og på Christiansborg. Derimod bliver skellet stadig tydeligere omkring, hvordan det skal finansieres.
Centrum-højre-partierne vil finde forsvarsmilliarderne gennem sociale nedskæringer. Liberal Alliance foreslog for nylig en halvering af dagpengeperioden, så arbejdsløse kun kan modtage dagpenge ét år. Radikale vil skære i Arne-pension og efterløn. Og SVM-regeringen? Den træder vande.
Problemet er ikke kun, at forringelser af dagpenge, Arne-pension og efterløn vender den tunge ende nedad – det er også sikkerhedspolitisk kontraproduktivt. Sociale nedskæringer skaber folkelig utryghed, det svækker Danmarks politiske stabilitet og styrker i værste fald det populistiske højre.
Læren fra andre lande burde ellers gøre os klogere. Tag blot sidste måneds valg i Tyskland. Det Trump- og Putin-venlige AfD hentede især opbakning blandt vælgere, der er utilfredse med demokratiet og ikke oplever at få den andel i økonomien de fortjener. Ifølge en analyse fra Konrad Adenauer Stiftung mener 85 procent af AfD’s vælgere, at Tyskland »alt i alt er uretfærdigt«, blandt de mere velstillede Grønne vælgere er det blot 31 procent.
Heldigvis kan vi skimte en koalition, der vil en mere socialt balanceret finansiering af oprustningen, så der også er råd til investeringer i velfærd og en mere lempelig stigning i pensionsalderen, især for dem med mange år på arbejdsmarkedet. I Socialdemokratiet, venstrefløjen, fagbevægelsen og dele af offentligheden tales der med voksende styrke om en progressiv »krigsskat«, der kan skabe større økonomisk råderum.
Med den nye sikkerhedspolitiske situation står Danmark overfor et afgørende valg: Vil vi finansiere den nødvendige oprustning gennem ringere velfærd og sociale rettigheder – eller vil vi opruste med social retfærdighed og folkeligt sammenhold? Dette er et retningsvalg for Danmark, der ikke bør afgøres ved en lokumsaftale i SVM-regeringen, men af danskerne ved næste folketingsvalg.
En »krigsskat« – eller en anden form for solidarisk finansiering – er nøglen til et større råderum. Og dette er ikke kun socialt retfærdigt, men også klog sikkerhedspolitik.
De tredive år efter Murens fald har ikke kun fået os til at nedprioritere forsvaret, vi har tilsyneladende også glemt, hvad der skabte sikkerhed under den kolde krig. En nu afdød konservativ nationalbankdirektør kaldte det »kommunistforsikringen«, siden blev det en bred erkendelse blandt historikere og mere tænksomme borgerlige: at velfærdsstaten var afgørende for at integrere arbejderklassen i samfundet.
Den brede tilgang til sikkerhedspolitik havde især succes i Nordvesteuropa. Men måske skal der tilbydes et par historietimer til den meningsdannende elite og de borgerlige politikere? Danmark skal ikke have det skel mellem arbejderklassen og »krigereliten«, som Volodomyr Isjsjenko peger på. Der skal ikke være plads til vore dages trussel imod den politiske stabilitet: de autoritære og højrepopulistiske kræfter, vi ser i andre lande. Dét er også sikkerhedspolitik.
