Kommentar i Piopio januar 2024
Af Lars Olsen
Mexicos præsident kaldes socialdemokrat og venstrepopulist. De store USA-dominerede medier hader ham, men for jævne mexicanere er han »min præsident«. Forfatteren Lars Olsen beretter fra Mexico, hvor venstrefløjen nyder usædvanlig folkelig opbakning.
Teodila Faustino fra Mexico City er 69. Hun er gået på pension efter at have serveret i et af de utallige tacos-steder, hvor mexicanere og turister nyder et billigt og som regel godt krydret måltid.
Her fik Teodila Faustino en løn svarende til 340 kroner om ugen og har ingen pensionsordning. Heldigvis modtager hun nu 1890 kroner hver anden måned i den nye folkepension, som det venstreorienterede styre indførte efter valgsejren i 2018.
»Ingen anden præsident har nogensinde gjort det, som han gør. Jeg er, hvor jeg er, takket være ham. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke ham«, siger hun til det britiske Guardian.
Obrador er Mexicos første venstreorienterede præsident siden 1930’erne. Op gennem 10’erne skete en markant omorganisering og fornyelse af venstrefløjen. Det nye centrum-venstre-parti, Morena, blev landets stærkeste, og ved præsidentvalget opbyggedes en endnu bredere koalition, der spænder fra marxister til socialkonservative kristne.
Egentlig hedder han Andrés Manuel Lōpez Obrador, men med mexicanernes glæde for forkortelser blot AMLO. De store amerikansk dominerede medier beskriver ham som en magtfuldkommen populist og demagog; 70 procent af mexicanerne mener imidlertid, at han gør det godt, og Morena er fortsat landets dominerende politiske kraft.
Det er et paradoks – men kun tilsyneladende. Den mexicanske forfatter og ekspert i socialpolitik, Viri Rios, peger i Americas Quarterly på flere årsager til AMLO’s popularitet. At behandle hans folkelige styrke som et kæmpe svindelnummer er at »tage fejl af et historisk afgørende øjeblik i Mexicos unge demokrati«:
»AMLO’s regering har leveret afgørende indenrigspolitiske resultater til gavn for de fattige. Han forøgede mindstelønnen med 85 procent ud over inflationen og gennemførte arbejdsmarkedsreformer, der styrkede en ny generation af demokratiske og uafhængige fagforeninger. Lønningerne udgør derfor den største andel af indkomsterne nogensinde«, skriver Viri Rios, der er ph.d. fra Harvard og kommentator ved det store spanske dagblad El Pais.
Lige nu behandler kongressen et forslag fra regeringen om massiv udbygning af ferieloven. Efter fire års ansættelse øges retten til ferie f.eks. fra 12 til 18 dage. Fra fagforeningskontorerne opfordrer højtalere og transparenter til at støtte forslaget. »Alle her ret til en værdig ferie«.
Efter en måneds rundrejse er fattigdommen tydelig. Hjemløse sover på gaderne – især i storbyerne. Børn tigger på gader og tacos-barer. En voksen leder efter madrester i en skraldespand – og spiser dem øjeblikkelig.
Men: for første gang har Mexico en regering, der gør noget ved det. Da den nye regering kom til, var 42 procent under den officielle fattigdomsgrænse, nu er det 36 procent. 5 millioner er på få år løftet ud af fattigdom – men der er langt igen.
Regeringen satser på høj økonomisk vækst, som især har fået de fattige sydlige regioner til at boome. Og så udbygges pension, sociale programmer og mindsteløn. Nogle af pengene kommer fra en populær indsats imod skatteunddragelse i store virksomheder, men andre offentlige udgifter er også hårdt beskåret.
Da Acapulco i efteråret blev ødelagt af en orkan, gik genopbygningen uendelig langsomt på grund af besparelser på beredskabet. AMLO måtte sætte militæret ind for at hjælpe de nødstedte, og det blev naturligvis en stor politisk sag. Ikke desto mindre støttes de sociale programmer af 72 procent, kun 14 procent er imod.
Med til billedet hører den geografiske ulighed. AMLO’s regeringer har gennemført store investeringer i de fattige sydlige regioner, hvor han selv kommer fra. Læg dertil en form for politik, der er helt forskellig fra tidligere administrationer, rekrutteret blandt landets sociale og teknokratiske elite:
»AMLO tager bussen, stopper ved afsides dagligvarebutikker for at købe sin mad og taler et folkeligt spansk (…) Gennem årtier har han besøgt små lokalsamfund, der tidligere var totalt uinteressante for de centrale myndigheder. Folk i disse lokalsamfund husker ham som et af de få ordentlige møder med den mexicanske stat,« påpeger Viri Rios.
Det er tiltag som disse, velbjærgede mediefolk afskriver som populisme. Det samme sker med salget af den store private Boing 787, der af hans forgænger blev købt som modstykke til USAs Air Force One. AMLO nægtede at bruge jetflyet, der nu er solgt.
Den folkelige succes handler således både om politikkens indhold og et styre, der er tættere på jævne folk og deres værdier. I kioskerne kunne man omkring nytår købe en 2024-kalender med en lun karikatur af AMLO: »Dét er min præsident«.
Til juni skal Mexico på ny til valg. Præsidenten vælges kun én gang for seks år, og den brede koalitions bud på efterfølger er Claudia Sheinbaum, barnebarn af jødiske flygtninge der kom til Mexico i kølvandet på nazismen. Claudia Sheinbaum var den første kvindelige overborgmester i Mexico City, men har nu trukket sig for at hellige sig valgkampen.
I sin akademiske karriere var Sheinbaum ekspert i energiplanlægning og bidrog til FN’s klimapanel. Som præsident vil hun formentlig lægge en ny linje på et område, der springer i øjnene fra et dansk perspektiv: klimapolitikken.
Mexico er en af de største olieproducenter i den demokratiske verden, og indtægterne fra olien er afgørende for statsfinanserne. AMLO har især været optaget af opgøret med neoliberale forgængeres forsøg på privatisering af olieindustrien, det afgørende var at gøre det statslige olieselskab Pemex til et stærkt anker i energipolitikken. Med Sheinbaum kan der komme et bredere perspektiv med stærkere betoning af klimaet.
Hun skal imidlertid vælges først. De amerikanske medier er allerede fyldt med spekulationer om, at valget vil ændre det politiske landkort, men tallene tyder ikke på det: i følge målingerne står Sheinbaum til 52 procent, mens centrum-højres Xothitl Gálvez opnår 30 procent.
Meget tyder på, at valget bekræfter Latinamerikas “rosa bølge”, der har bragt det reformistiske venstre til magten i flere af de toneangivende lande: Mexico, Lula i Brasilien, Gabriel Boric i Chile…
Vi var også på længere rejse i Brasilien i 2006 under Lula’s første periode. Også dengang oplevede vi den særlige optimisme, hvor folk flest får nye muligheder og millioner løftes ud af fattigdom.
Som dansker skal man sikkert tilbage til Stauning og 1930’erne for at opleve noget lignende: Følelsen af et historisk skifte, hvor jævne mennesker omsider kommer til magt og værdighed – og der pø om pø bliver plads til alle omkring samfundets bord.
