Manuskript til kommentar i Altinget 4.5.2022
Af Lars Olsen
Arkitekten bag opgøret med centraliseringen, Kaare Dybvad, er sat til andet arbejde. Den ”nye” Mette Frederiksen er grøn krisemanager og storbylækker, men åbner folkelige brudflader, som den ”gamle” Mette Frederiksen byggede bro over.
»En forfremmelse«. Sådan tolkes rokaden, hvor Kaare Dybvad forlader indenrigs- og boligministeriet og bliver ny udlændingeminister. Statsministeren vil teste en dygtig minister på et nyt område.
Det er måske også rigtigt. Set i et bredere perspektiv er det imidlertid også noget andet: det seneste i et skifte, hvor Mette Frederiksen omkalfatrer store dele af sin hidtidige strategi og profil. Et skred, der åbner for mange af de brudflader, som den ”gamle” Mette Frederiksen byggede bro over.
Kaare Dybvad var arkitekten bag det opgør med centraliseringen, der hidtil har kendetegnet Mette Frederiksen og regeringen. Med bøgerne ”Udkantsmyten” og ”De lærdes tyranni” gjorde han op med det fokus på storbyerne og deres »kreative klasse«, som kendetegnede 00’erne og meget af 10’erne.
Og analyserne faldt på et tørt sted. Kløften mellem storby og provins blev for alvor tydelig efter »det gule Danmark« i 2015, hvor Dansk Folkeparti blev største parti på Vest- og Sydsjælland og i hele det sydlige Jylland. Ganske betegnede kaldte forskerne deres valganalyse for ”Oprør fra Udkanten”, som også omfattede Enhedslistens mobilisering af socialt utilfredse S- og SF-vælgere.
For den ”gamle” Mette Frederiksen var det afgørende at bygge bro over denne kløft. Fra 2015-19 forandredes Socialdemokratiet systematisk til et parti for arbejderklassen og den lavere middelklasse – grupper der især er koncentreret i købstæder og stationsbyer landet over. Det var S-fremgangen i provinsen, som i 2019 sikrede regeringsmagten – partiets tilbagegang blandt veluddannede i storbyerne gik til støttepartierne, og samlet blev der rød-grønt flertal.
Den ”nye” Mette Frederiksen udfordrer på flere områder disse vælgere. Regeringen brugte krigen i Ukraine til sit mest ambitiøse grønne tiltag: at firdoble sol- og vindenergi på land frem til 2030. En plan, der blev legitimeret som »uafhængighed af Putins gas«.
Udspillet blev positivt modtaget af hovedstadsmedier og støttepartier, men udløser ballade ude i landet. Vindmøller og store solcelleanlæg har allerede skabt mange protester fra naboer og organisationer, og firdobling på få år gør det for alvor til et issue. Der er stort set ingen landvindmøller i København og Nordsjælland, og lur mig: de nye bliver også placeret i Jylland, Fyn og Vest-/Sydsjælland.
Læg dertil at hundredtusinder af husstande presses til nye omkostningstunge energikilder, og at vi risikerer lukning af produktionsarbejdspladser i provinsen som følge af den nye CO2-afgift.
Alt sammen kan blive gefundenes fressen for et nyt ”provinsparti” med Inger Støjberg og Kristian Thulesen Dahl som frontfigurer. Inger Støjberg har med stor effekt svunget krabasken over de selvfede cafemiljøer på Østerbro, nu kan hun med en vis ret sige, at de klimaengagerede københavnere kører på fribillet og tørrer problemerne af i provinsen.
Med krigen i Ukraine er Mette Frederiksen igen sprunget ud som nationens krisemanager. Lige nu giver det lidt fremgang – valgforskerne kalder den slags »rally around the flag« – men dynamikken bliver en anden på bare lidt længere sigt. Flere af de beslutninger, der i dag demonstrerer handlekraft, udfordrer afgørende vælgergrupper, som er tungen på vægtskålen mellem ”rød” og ”blå”.
Mange af dem ser med skepsis på EU; selv hvis afstemningen om forsvarsforbeholdet den 1.juni bliver et ja, vil EU-opgøret uundgåeligt efterlade en betydelig og frustreret nej-fløj. Også de vil være til fals for Morten Messerschmidt, Nye Borgerlige og et evt. Støjberg-parti.
Hertil kommer økonomien. Klima, krudt og kugler har på få måneder spist størstedelen af det økonomiske råderum, det bliver sværere at skabe de velfærdsforbedringer, som mange med rette forventer af en ”rød” regering. Med hertil hører også stigende leveomkostninger, der øger skellene i samfundet. Dette kan også bidrage til folkelig misnøje – og blive bagtæppe for populistisk protest.
”Danmark kan mere II” skulle oprindelig konkretisere den ti-års-reformskitse, som Mette Frederiksen søsatte på sidste sommers store konference om ”Fremtidens Danmark”. Reformer, der skulle styrke Produktions-Danmark og gøre op med »uddannelsessnobberiet« – som statsministeren udtrykte det.
Reformkommissionen ledet af Nina Smith har da også fremlagt en skitse til ændringer af uddannelsessystemet, så mere uddannelse tages i de voksne år – ”Danmark kan mere II” skulle følge op herpå. Regeringen var langt inde i overvejelser om omprioritering, så færre går den universitære vej, og flere tager velfærds- eller erhvervsuddannelser.
Nu er slagsmålet skudt til efter sommerferien, og spørgsmålet er, om det overhovedet bliver til noget. Danmark har skrigende mangel på faglærte og velfærdsarbejdere som sygeplejersker og pædagoger, men universitetsbureaukratier og studerende har vist sig som stærke lobbyister, med solide bånd til Politiken, Berlingske og DR. ”Danmark kan mere II” handlede i stedet om grøn omstilling og uafhængighed af russisk gas – det rammer folk længere væk fra hovedstadseliten.
Putins brutale overfald på Ukraine har af gode grunde domineret dagsordenen, og lige nu er der stor folkelig forståelse for at ”gøre noget”. Jeg stemmer selv ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet – Europa må nødvendigvis tage større ansvar for egen sikkerhed. Men hvordan ser det ud på bare lidt længere sigt? Også krige bliver hverdag eller stoppes gennem våbenhviler og lignende.
Valget i Frankrig viste endnu engang en afgørende brudflade: kløften mellem toneangivende storbyer, domineret af folk med lange uddannelser og pæne indkomster, og det brede land, hvor mange føler sig overset og tilsidesat. Disse brudflader var indtil for få måneder siden bærende i Mette Frederiksens samfundsanalyse og politiske projekt, men er nu skubbet i baggrunden i vigtige beslutninger.
Kommentatorer forklarer det markante politikskifte med Socialdemokratiets dårlige kommunalvalg i de største byer. Mette Frederiksen og Kaare Dybvad blev identificeret med »storbybashing«, siges det. Socialdemokratiets egne analyser peger dog nok så meget på andre faktorer:
Kommunalvalget faldt sammen med højdepunktet i mink- og sms-krisen. Det kostede ikke kun stemmer i storbyerne, men også fremgangen i en del provinskommuner, som kunne have opvejet byvælgerne.
Læg dertil lokale emner som utilfredshed med højhuse, skæv byudvikling og nedlæggelse af parkeringspladser i København, der især kostede vælgere blandt mænd og kortuddannede. Med til billedet hører også klima- og miljøpolitikken, hvor der manglede en tydeligere socialdemokratisk profil.
Det var et usædvanlig velforberedt socialdemokrati, der i 2019 igen blev det store arbejderparti og erobrede regeringsmagten. Bag skiftet lå solide analyser af samfundets sociale og geografiske skel og af de folkelige brudflader, som skellene udløser.
Dette kan ikke bare erstattes af mediebåret krisemanagement og lederskab. Mette Frederiksen & Co. balancerer på en knivsæg, hvor afgørene vælgergrupper kan komme i skred.