Klumme i Jyllands-Posten 7.10.2019
Af Lars Olsen
Sidste søndag så vi det igen: Valget i Østrig blev endnu en nedtur for socialdemokratierne i Nordeuropa; de kan åbenlyst ikke håndtere disse års stærke folkelige understrømme. Det østrigske SPÖ har historisk været stærkere end Socialdemokratiet i Danmark – i regering 61 af 74 år siden 2.verdenskrig. Nu fik SPÖ det dårligste valg i over hundrede år.
Det konservative ÖVP er under kansler Sebastian Kurz fortsat et folkeparti med 37 pct. Nok så interessante er imidlertid de to mellemstore partier, der ifølge en kortlægning i Der Standard har fat i hver sin stærke understrøm blandt vælgerne i Nordeuropa:
Det højrepopulistiske FPÖ gik massivt tilbage efter opsigtsvækkende skandaler, men er fortsat Østrigs store arbejderparti med næsten hver anden arbejderstemme. Samtidig presses SPÖ af De Grønne, der blev størst blandt de unge og folk med lange uddannelser.
Østrig viste atter de to meta-bevægelser, vi ser mange steder: En grøn bølge med epicenter blandt de unge og veluddannede – og en arbejderprotest, rettet imod stigende utryghed, udenlandsk konkurrence om jobbene, og at arbejderklassen overses af de etablerede partier.
De to vælgeropbrud er der også i Danmark, men med helt andre politiske resultater. Tirsdag åbnede statsminister Mette Frederiksen et Folketing med solidt flertal til de røde og grønne partier.
Den grønne bølge er især samlet op af venstrefløjen, Radikale – og blandt borgerlige vælgere af Konservative. Samtidig er Socialdemokratiet igen det suverænt største arbejderparti. Jeg har tidligere i JP skitseret den succesrige recept: Stram udlændingepolitik hånd i hånd med venstreorienteret fordelingspolitik – tidlig pension til arbejdergrupper, opgør med centralisering og New Public Management.
Traditionen tro vakte statsministerens åbningstale debat. Talen blev kritiseret for at være »dyster« – fra Jacob Ellemann-Jensen og Søren Pape til Politikens forside. Venstres Sophie Løhde faldt ind i koret: »Danmark er i topform med stort økonomisk råderum, rekordhøj beskæftigelse, styr på udlændingepolitikken og vækst i hele landet«.
Ufrivilligt forklarer Sophie Løhde, hvorfor »blå blok« tabte valget. Trods gode økonomiske nøgletal oplever mange danskere en langt mere dyster virkelighed end velbjærgede politikere og meningsdannere. Og Mette Frederiksen talte til denne del af danskerne:
Folk med fysisk arbejde, der er utrygge ved fremtiden for dem og deres børn.
Offentligt ansatte, der stresses af bureaukrati, dokumentation og mange års nedskæringer.
Borgere, der er utrygge ved vanvidskørsel, bandeopgør og eksplosioner, læs: utilpassede indvandrere.
Grupper, der i andre lande føler sig tilsidesat af de etablerede politikere og stemmer på populistiske partier.
Langt alvorligere for Mette Frederiksen & Co. er den skuffelse, onsdagens finanslovsforslag udløste blandt pædagoger og forældre. De meget omtalte minimumsnormeringer indgår i en forhandlingspulje på 2,1 mia., som også omfatter uddannelse, kultur og det grønne.
Strategien er logisk: Regeringen vil tvinge støttepartierne til at prioritere og finansiere deres mange dyre krav, men dilemmaet stikker dybere. Det nye flertals store svaghed er pengene – eller mangel på samme.
Indkomster og formuer er mere skævt fordelt, samtidig har de velstillede fået store skattelettelser. Socialdemokratiet og venstrefløjen vil af gode grunde øge skatterne i toppen, men Radikale holder igen. Uenigheden om en social fordelingspolitik bliver det store drama – og Mette Frederiksens folkelige akilleshæl.
