Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 5.6.2017
Af Lars Olsen
Myter kan være sejlivede. Det er en udbredt forestilling, at det stigende antal komplicerede job løses bedst af folk med lang teoretisk uddannelse. Sådan er virkeligheden bare ikke. Bemærkelsesværdig mange højt kvalificerede job varetages af folk, der ikke er akademikere, men har praktisk uddannelse, ofte suppleret med efteruddannelse.
Det fremgår af tal fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), som HK/Privat har fremlagt. Kun 16 pct. af lederne indenfor Arbejdsgiverforeningens område er akademikere. Mange har i stedet en kortere videregående uddannelse, og den største gruppe – 37 pct. – er erhvervsuddannede.
Det samme gælder såkaldte lønmodtagere på højt kvalifikationsniveau. Hér er 32 pct. akademikere (jurister, økonomer, akademiingeniører m.v.), men to tredjedele er ikke akademikere. For eksempel den faglærte maskinarbejder eller bogholder, som er avanceret på jobbet i kraft af erfaring og efteruddannelse.
De nye tal viser også noget andet: Over 30 pct. af akademikerne i det private er hverken ledere eller i højt kvalificerede job. For eksempel laver 8 pct. almindeligt kontorarbejde. Noget, der tyder på at mange akademikere i dag er overuddannede.
Det seneste tiårs eksplosion i akademisk uddannelse er til debat i kølvandet på S-folketingsmedlem Kaare Dybvad Beks bog ”De lærdes tyranni”. Dybvad kritiserer, at næsten 30 pct. af de unge nu går den akademiske vej. Det er »omvendt Robin Hood«, hvor jævne danskere betaler for overuddannelse af de velstilledes børn. Dybvad har fået akademikerorganisationerne og røster i medieparnasset på nakken. Blandt andet for at fokusere på den høje arbejdsløshed blandt nyuddannede:
»Akademikerne er en gigantisk succes på arbejdsmarkedet (…) Mange akademiske uddannelser retter sig imod et bredt arbejdsmarked, og det tager lidt længere tid at komme i job. Men de kommer i job,« skriver formanden for Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen, i Weekendavisen.
Jeg læste indlægget i et sommerhus, vi låner fra tid til anden. I en turistbrochure så jeg, at den flinke lokale vinhandler var arbejdsløs cand.mag. i fransk og historie. Så ja, han kom i job og kan læse vinetiketterne på fransk, men mindre end 5-7 år på universitetet kunne måske gøre det …
Jeg var i 2014 blandt forfatterne til bogen ”Klassekamp fra Oven”. Hér undersøgte vi topledere og selvstændige, som er i overklassen eller den højere middelklasse. Tendensen er den samme som DA’s tal: To tredjedele er ikke akademikere.
Ifølge undersøgelsen er det klassebestemt, om man gør karriere gennem akademisk uddannelse eller via job og efteruddannelse. I den højere middelklasse, hvor forældrene har lange uddannelser, går vejen som regel gennem uddannelsessystemet, mens arbejderklassens børn oftere tager erhvervsuddannelse og avancerer på jobbet.
Dette skal huskes, når vi diskuterer adgangsbegrænsning til de lange uddannelser. »I skader den sociale mobilitet«, lyder anklagen fra studenter- og akademikerorganisationerne. Tre fjerdele af de studerende kommer fra over- og middelklassen, men en mindre gruppe arbejderbørn skubbes foran for at legitimere de oppustede akademiske uddannelser.
Hvis politikerne vil have social mobilitet, skal de gøre op med den førte uddannelsespolitik: Pengene skal flyttes fra universiteter og lignende til erhvervs-, professions- og især efteruddannelse. Det vil også skabe et sundere arbejdsliv. Folk med praktisk uddannelse og erfaring er tættere på folkene på gulvet. Virksomhederne får en stærkere sammenhængskraft.
