Klumme i Jyllands-Posten 16.8.2021
Af Lars Olsen
Jeg er vokset op med medier. Politiken og Radioavisen var faste holdepunkter i mit barndomshjem, som ung var jeg redaktør af Gymnasiebladet, og i år fejrer jeg 36 år i Journalistforbundet. I de senere år er mit blik på medierne imidlertid blevet et andet.
Regionale medier er stadig forbundet med lokale miljøer, men de store landsmedier har ændret sig. Toneangivende dagblade er ikke længere omnibusaviser, men skriver for hver deres målgruppe, og værst af alt: Nyhederne på DR og tv2, der er mere eller mindre betalt af skatteyderne, fungerer ikke længere som fælles offentlighed, men som kampagnemaskiner for medieelitens egen dagsorden.
Dét står jeg ikke alene med. I valgforskernes kortlægning af 2019-valget stilles spørgsmålet: »Jeg har tillid til, at danske medier giver et korrekt billede af, hvad der sker«. Kun 7 pct. af de adspurgte er helt enige i dette, 31 pct. er nærmest enige, men næsten lige så mange – 34 pct. – er helt eller næsten uenige. Og bemærk: Resten er i tvivl om, hvorvidt medierne giver et korrekt billede.
Den udbredte folkelige skepsis undrer mig ikke. I ”Rige børn leger bedst” har vi en anden kortlægning – fra Aalborg Universitet. Den viser store klasseforskelle i, hvilke offentlige områder vi finder vigtige. Klima, uddannelse, ulande og flygtninge hitter i den højere middelklasse, men arbejderklassen og grupper på kanten af arbejdsmarkedet har ofte andre prioriteter: Sygehuse. Hjemmehjælp. Ordentlige daginstitutioner. Retfærdig fordeling af samfundets goder.
Man skal ikke se mange tv-nyheder for at se få øje på prioriteringen. Tre temaer har i det seneste halve år taget tophistorierne: Klima. Mindre grupper, der udfordrer udlændingepolitikken – børn i syriske lejre, tolke i Afghanistan m.v. Og så Corona-restriktionerne, som medier og visse politikere elsker at hade, men ifølge Trygfonden har haft folkelig støtte.
Derimod er der langt mellem tophistorier og kampagner om almindelige danskeres problemer. Den udbredte folkelige utryghed ved stigende pensionsalder blev først for alvor et issue, da Socialdemokratiet i 2019 foreslog Arne-pensionen. Redaktører og journalister er simpelthen bedre til at reflektere deres egne socialgrupper end til at dække bekymringerne længere nede ad klassestigen.
De vestlige samfund hjemsøges af en tillidskrise. Store samfundsgrupper føler sig tilsidesat, og det har blandt andet ført til Trump og Gule Veste. I begge tilfælde mobiliseredes også imod medierne, der angiveligt er del af »eliten«, i kølvandet fulgte så en sump af konspirationsteorier og fake news på de sociale medier.
Danskerne er ikke på mirakuløs vis vaccineret imod den slags. I valgforskernes bog, ”Klimavalget”, kortlægger professor Rune Stubager »tilsidesatte« danskeres mistillid til det politiske system. Mistillid næres ikke kun af frustrerede udkantsområder, social utryghed og andet, men også af skepsis overfor medierne og deres evne til at dække virkeligheden. Folk føler sig overset.
Med Arne-pensionen og udflytning af arbejdspladser og uddannelser har skiftende regeringer søgt at lytte til de »tilsidesatte«. De store medier er derimod virkeligheds-resistente – alt fortsætter som hidtil, med egen næsetip som pejlemærke. Danmark har endnu ikke en Trump, der mobiliserer imod medierne og næres af fake news, men det kan komme. I så fald har medieeliten kun sig selv at takke.
