Klumme i Jyllands-Posten 15.10.2018
Af Lars Olsen
»I et komplekst og præstationsorienteret samfund anno 2018 kan det synes simpelt, når min datters folkeskoleklasse en aften i september sidder omkring et bål ved en spejderhytte lidt uden for Holstebro. De sidder sammen om bålets flammer, leger hviskelege, griner, laver sjov og hopper i soveposen, da det er tid til at lukke øjnene under shelterens mosbelagte tag. Det kan synes simpelt, når deres skoledag veksles til en skoleaften i skoven, hvor de sammen kan opleve kronhjortene brøle.«
For nylig beskrev Lene Sønderkjær Værge i en kronik i JP, hvordan hendes familie fravalgte fri- og privatskoler og tilvalgte folkeskolen. De foretrak et fællesskab, hvor børn lærer og dannes på tværs af forskellige forudsætninger og sociale miljøer. Et fællesskab, der skaber empati og social rummelighed.
Lene Sønderkjær Værge beklager som jeg, at stadig flere forældre sætter deres børn i fri- og privatskoler: »Samfundet er blevet endnu mere fragmenteret med flere afgrænsede fællesskaber, som en privat- eller friskole jo er. Det betyder en anden virkelighed. En virkelighed, hvor børnene i vores parcelhuskvarter, ligesom i mange andre lokale boligkvarterer, om morgenen cykler eller køres i forskellige retninger og ikke længere med samme naturlighed mødes i det store fællesskabs skole.«
I 1970’erne gik kun 7 pct. af en årgang i fri- og privatskole, i dag er det 18 pct. – i nogle områder op mod hver tredje. Og desværre: Tallene dokumenterer med stadig større tydelighed, at skoleverdenen deles i et A-hold og et B-hold.
I de sidste ti år har privatskolerne fået flere børn fra højindkomst-familier, mens andelen med lave indkomster er skrumpet. Det viser en analyse i nyhedsbrevet Momentum. Hertil kommer, at det især er socialt svage elever, der sendes den anden vej og skifter fra private til offentlige skoler.
Formanden for privatskolernes forældre siger direkte, at skolerne »groft sorterer« i svage elever: »Hvis ikke før, så ser vi meget ofte ved 6. klasse – når man starter med nationale test – en begyndende sortering. Hvis du har et barn, der er krævende intellektuelt, socialt, fysisk eller på anden vis, så ryger de ofte ud (…) Det foregår formelt set frivilligt. Reelt er der tale om tvang på barnets bekostning,« siger Christiane Schaumburg fra Foreningen for Forældre til Elever på Fri- og Privatskoler til Netavisen Pio.
Privatskolerne henviser til, at de ikke altid har ekspertise til at hjælpe børn med meget specielle diagnoser. Men ifølge forældrene er det et langt bredere uformelt pres, hvor skolerne lemper alskens besværlige elever ud. Det samme siger adskillige skoleledere i folkeskolen, som jeg har talt med – privatskolerne skummer fløden og overlader problembørnene til folkeskolen.
Folkeskolen er en af velfærdssamfundets kronjuveler. Den fælles skole har haft uvurderlig betydning for Danmarks sammenhængskraft. Og det var meningen. Almenskoleloven af 1903 var det første store lovkompleks fra Venstre og Socialdemokratiet efter det demokratiske »systemskifte« i 1901. Socialdemokratiet ville især mindske klasseskellene, mens Venstre – inspireret af Grundtvig – ville skabe et folk gennem fælles oplysning og dannelse. Venstres stovte leder, I .C. Christensen, var selv landsbylærer fra Stadil i Vestjylland.
Dagens Venstre-folk har glemt deres historie. Skolepolitikken overlades til Liberal Alliance, der drømmer om et andet skolesystem og et andet samfund. Privatskolerne forgyldes, mens der spares på folkeskolen. I. C. Christensen må vende sig i sin grav.
