Klumme i Jyllands-Posten 25.9.2023
Af Lars Olsen
Kommuner landet over er i gang med drakoniske nedskæringer i kernevelfærden – samtidig har de aldrig haft så mange højtlønnede uden direkte borgerkontakt. I de seneste femten år er chefer og konsulenter skudt op i forvaltningerne som paddehatte efter regn.
Det startede med indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens kommunalreform i 2007. Antallet af kommuner blev skåret ned til en tredjedel, det skulle skabe ”stordriftsfordele” og frigøre midler til den nære velfærd. Men der skete det modsatte: der blev langt flere chefer og akademikere. Og det er fortsat siden. Kommunerne har i dag 74 pct. flere akademikere, 198 pct. flere journalister og 739 pct. flere chef- og specialkonsulenter (sidstnævnte fra 2011 til 2023).
Tallene fremgår af en opgørelse, som Altinget har indhentet hos Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. Løkkes kommunalreform medførte således snarere ”stordriftsulemper”, hvor større og mere komplekse forvaltninger krævede mere ledelse og koordination. Samtidig udsættes kommunerne for stadig flere krav fra staten, der har været inde i samme udvikling med flere Djøf’ere:
»Når staten ansætter en masse håbefulde unge akademikere i styrelser og andre steder, så efterspørger de jo noget ude hos os. Og så skal vi have nogen til at svare. Og så bliver systemet selvforstærkende,« siger formanden for KL, Martin Damm, der betragter det et »våbenkapløb« mellem kommunerne og staten. Ingen kan som Djøf’ere og akademikere skabe nye procedurer, der kræver flere Djøf’ere og akademikere.
Skreddet bunder i forestillinger fra 00’erne, som vi ikke har gjort os helt fri af. New Public Management byggede på mistillid til velfærdens frontpersonale, de skulle tugtes med mere ledelse, dokumentation og udlicitering. Samtidig blev Danmark betragtet som et ”videnssamfund”, mere end hver fjerde skulle være akademiker – hertil hørte også centralisering og ”stordrift” med stærke ledere og stabe af akademikere.
Alt sammen udløste tusindvis af skrivebordsjob, mens respekten for praktisk arbejde og uddannelse kom i frit fald. For nylig beskrev en pædagog, hvordan samfundsengagerede unge søger om bag skrivebordene lokket af høj løn og status:
»Det at tale og skrive om, hvordan man bedst arbejder med børn og unge i mistrivsel, er mere attraktivt end rent faktisk selv at arbejde med at styrke børn og unge (…) Det at analysere sundhedsvæsenet giver mere prestige end at stå midt i virvaret på operationsgangen,« påpegede Mette Skovhus Larsen i Information.
På det seneste har regeringen omsider trukket den anden vej: Færre skal på universitetet, erhvervsuddannelserne styrkes, folkeskolen skal være mere praktisk, en del velfærdsmedarbejdere får mere i løn… Der tales også om afbureaukratisering og »frisættelse,« men hvordan er stadig uklart. I kulissen lurer yderligere privatisering og dermed skarer af jurister og økonomer, der kan regulere og evaluere det.
Den nære velfærd – børnehaver, skoler, ældrepleje etc. – er i en akut dobbelt klemme: Velfærden er siden 2015 underfinansieret med 23 mia. kr., hvis den skulle have fulgt øget velstand og flere børn/ældre – i JP’s kronik torsdag pegede Mette Frederiksen og en stribe S-borgmestre også på 10’ernes »underinvestering.« Samtidig går stadig flere velfærdsmilliarder til et fedtlag af chefer og Djøf’ere. Resultatet er en velfærdskrise, der truer selve vores samfundsmodel.
