Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 5.3.2018
Af Lars Olsen
Danskerne sukker under den iskolde vind. For denne skribent er der dog ét lyspunkt: Vindretningen er nordøst. En søndenvind står lige ind ad de utætte vinduer på mit arbejdsværelse, og det kan blive hundekoldt. Vores almene rækkehus er bygget tilbage i 1972, men tagvinduerne bliver tidligst renoveret i 2021.
Boligselskabet er i gang med et stort projekt: Nye vinduer, tage, badeværelser og andet. Det løber op i over 100 millioner, men indtil videre er der kun afsat 23 millioner fra Landsbyggefonden. Måske kommer der mere undervejs – det må vi håbe, resten betales nemlig gennem huslejestigninger.
Meget tyder på, at vi og andre beboere kommer til at vente længe. Løkke & Co. offentliggjorde i torsdags det længe ventede ghettoudspil: Landsbyggefonden skal frem til 2026 afsætte 12 mia. kroner til renovering og nedrivning af udsatte boligområder. Til resten af de over én million almene beboere er kun 9 mia. kroner. Over halvdelen af pengene går således til de kun 12 pct., der er defineret som »huller i Danmarkskortet«.
Det er tyveri. Landsbyggefonden er lejernes – ikke Løkkes – penge. Fonden svarer på sin vis til ejerboligernes friværdi. Når lånene i et byggeri er betalt ud efter 30 år, så fortsætter vi med at betale husleje, og en del af vores opsparing sker i Landsbyggefonden. Den blev oprettet i 1967 for at sikre tidssvarende boliger, når vinduer, tage og andet trænger til det, sådan som de gør hos os. I de senere år er Landsbyggefonden imidlertid blevet en tag-selv-kasse for markeringsivrige politikere, med torsdagens udspil som det hidtil frækkeste.
Jeg har deltaget i ghettodebatten i årevis. I tretten år – fra 1985 til 1998 – boede jeg i Blågården på Nørrebro, som er på regeringens ghettoliste. Jeg så boligområdet skifte, efterhånden som der blev overvægt af indvandrere. Det samme skete på min datters folkeskole. Normerne ændrede sig, der blev større utryghed, også velfungerende indvandrerfamilier brokkede sig eller flyttede. Det beskrev jeg i 2005 i bogen »Det delte Danmark«.
Ja, lad os gøre mere i udsatte boligområder. Men hvorfor skal netop lejerne betale? Ifølge ghettoudspillet er parallelsamfund »en stor belastning for sammenhængskraften i samfundet«. Så er det vel også en samfundsopgave at træde op imod dem? Integrationen af de nye danskere er i hovedsagen overladt til de almene beboere, så kan villaejerne vel i det mindste bidrage over skatten? Men desværre: Løkke & Co. undgår omhyggeligt at bruge statens eget »råderum« på opgaven.
Det snævre fokus er ghettoudspillets akilleshæl. Et stort kontrol- og sanktionsregime erstatter en bredere – og dyrere – samfundsindsats.
Regeringen vil have hårdere straffe for forbrydelser i ghettoer, men undlader det effektfulde: Nærpoliti, der er fast til stede og kender beboerne.
Regeringen truer dårligt fungerende ghettoskoler med lukning, men gør intet ved den skæve fordeling af elever – etnisk og socialt.
Regeringen vil med løs hånd smide folk ud af ghettoerne og stoppe nye tilflyttere på sociale ydelser, men hvor skal de så bo? Skal de sendes til de halvbelastede områder, der i dag er lige under ghettolisten?
Ghettoudspillet er blevet til i et miljø, der ikke kender hverdagen i de udsatte boligområder, men har et stort behov for moderne politiks narkotikum: Markeringer, handlekraft, taktisk momentum… Udspillet er endnu et vidnesbyrd om det delte Danmark. Parallelsamfund findes ikke kun i Vollsmose og Mjølnerparken, men nok så meget på Christiansborg, 1240 K.
