Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 8.9.2014
Af Lars Olsen
I næste valgkamp støtter Danmarks største fagforbund – 3F – ikke »rød blok«, men fører egen kampagne for medlemmernes dagsorden. En del af baggrunden er en opsigtsvækkende medlemsundersøgelse. 84 pct. af 3F’erne mener, at folketingsmedlemmerne har for lidt føling med almindelige danskeres bekymringer, og 52 pct. vurderer, at »generationerne efter mig vil være dårligere stillet, end jeg selv har været«.
Jeg holder for tiden en del foredrag for fagforbundet FOA, der også repræsenterer de ufaglærte og faglærte. Hér møder jeg samme pessimisme og afstand til politikerne. Folk fortæller om kolleger, der mister dagpengene – eller som langtidssyge presses rundt i den ene umulige foranstaltning efter den anden. »Reformerne«, som blå og røde politikere bryster sig af, er en ganske anden virkelighed blandt dem nederst i hierarkiet.
Jeg forstår godt pessimismen. De faglærte og ufaglærte er tabere i begge de to store processer, der i disse år omkalfatrer det danske samfund. Processer, der reelt er et opgør mellem forskellige livsformer.
Den ene er er bølgen af reformer siden 2010 – efterløn, dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension, you name it… Stramningerne rammer hårdt blandt dem, der kom tidligt på arbejdsmarkedet og har størst risiko for arbejdsløshed og nedslidning. Reformerne indeholder også nødvendige omprioriteringer og enkelte forbedringer, men hovedsporet er ikke til at tage fejl af: Seniorer, arbejdsløse og langtidssyge betaler prisen for at »øge arbejdsudbuddet«.
Helt anderledes med de samfundsmæssige fremskridt, der er fortsat trods krise og smalhans. Thorning & Co. vil skabe »den bedst uddannede generation nogensinde«. Skiftende regeringer bruger penge på uddannelse som aldrig før, men gymnasiale og akademiske uddannelser sluger løvens part. Det mærker voksne faglærte og ufaglærte ikke meget til. Det gør deres børn heller ikke. Undersøgelser viser, at især over- og middelklassens børn får glæde af de mange nye akademiske studiepladser.
For eksperter, embedsmænd, politikere og mediefolk er dét naturens orden. Uddannelse er hot – efterløn, dagpenge og »passive ydelser« er not. Det definerende samfundslag er selv kommet sent på arbejdsmarkedet efter gratis universiteter og verdens mest generøse uddannelsesstøtte. Og mange arbejder med glæde til de er 70 – de realiserer sig selv gennem jobbet. At store befolkningsgrupper lever anderledes, fortaber sig under radarskærmen.
Tag de indflydelsesrige vismænd. Det er en lille kreds af økonomer, der som vismænd eller kommissionsmedlemmer har støbt kuglerne til »reformerne«. Det var dem, som fatalt undervurderede konsekvenserne af dagpengestramningen, men kun en enkelt, Michael Rosholm, har sagt det ærligt: »Vi tog fejl«.
For nylig udsendte vismændene en analyse, der var anderledes generøs overfor offentlige udgifter. Den frarådede øgede karakterkrav til gymnasiet, sådan som det foreslås af de borgerlige partier. Vismændene har selv gået i gymnasiet, deres børn gør det – gymnasiet er en del af akademikernes livsform. At stort set alle, uanset evner og indsats, skal have en studentereksamen, er lige så naturligt som at murere og sosu-assistenter kan arbejde, indtil de er 70.
Vores forestillinger og holdninger kommer ikke af den blå luft, men formes af vores miljø, erfaringer og livsformer. Det gælder også »de uddannede klasser«, som har overtaget magten i det danske samfund. Taberne er dem, der gik tidligt ud af uddannelsessystemet og tog de hårde job. Akademikerne gør deres livsform retningsgivende for hele samfundet.
