Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 23.5.2022
Af Lars Olsen
”Lærlingeoprøret” startede for nogle uger siden. 250 lærlinge og nyuddannede stod frem med massiv kritik af forholdene på landets erhvervsskoler. De fremlagde over 100 eksempler på utidssvarende maskiner, dårligt værktøj og fraværende lærere. Med et Borgerforslag vil de have flere investeringer i erhvervsuddannelserne op i Folketinget.
Initiativtageren er den 23-årige Carl Emil Christensen, der er i lære som industritekniker. Når Carl Emil er på skoleforløb, har han sit eget værktøj med, skolens værktøj er for slidt. Fagfællen Jimmi Elley bliver undervist på de samme maskiner som hans far, der blev udlært i 1984. Unge på uddannelser til sosu, elektriker o.a. beretter om lignende mangler.
Ifølge Borgerforslaget skal der afsættes yderligere en promille af nationalproduktet til bedre erhvervsuddannelser. Det vil sige omkring 2,5 mia. kroner til »tidssvarende udstyr, ordentlige faciliteter og flere kompetencer til lærerne«.
Dette er det vigtigste ungeinitiativ i lang tid. For det første har lærlingeoprørerne ret. Mens politikerne har tudet de unge ørerne fulde med at blive faglærte, har skiftende regeringer indtil 2019 skåret ned. For undervisningsministeren er det da også en tilståelsessag: »Jeg er fuldstændig bevidst om efterslæbet på erhvervsuddannelserne. Når man har haft et efterslæb så længe, så tager det tid at rette op igen«, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Politiken.
For det andet er oprøret demokratisk vigtigt. Mange af de unge på erhvervsuddannelserne føler sig overset af politikere og medier. »Måske er det derfor, at mange af mine lærlingekammerater og kolleger ikke stemmer, når der afholdes valg… For politikerne – blå og røde, højre- og venstrefløj – taler ikke om vores hverdag. De snakker politiker- og akademikersprog«, skriver formanden for Blik & Rør Ungdom, Daniel Troels Arildslund, i net mediet Pio.
Igen har de mere ret end godt er. Bare tænk på Corona’en. Først var det en kæmpe sag i politik og medier, at studenterne skulle køre i hestevogn. Siden var der massiv fokus på genåbning af højskoler og efterskoler, for det var åh-så-synd for eleverne. Ingen interesserede sig for Ryan og Mathias, der sad mutters alene hjemme på værelset og skulle blive murere eller VVS’ere bag en computer. Politikernes og mediefolkenes børn går på gymnasium og højskole, ikke på teknisk skole.
Det er befriende, at lærlingene tager sagen i egen hånd. Vi har set utallige protester imod besparelser på uddannelser, men altid med studerende på lange teoretiske uddannelser i front. De har da også mest i klemme:
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bruges over halvdelen af midlerne til uddannelse efter folkeskolen på den fjerdedel, der tager akademisk uddannelse. Det koster i snit 121.000 kroner at uddanne en faglært, men næsten én million pr. nyudklækket akademiker. Udgifterne skyldes ikke kun undervisning på gymnasium og universitet, men tillige mange år med verdens mest generøse SU.
Med lærlingeoprøret lader de faglige unge sig ikke længere spænde for studentervognen. Det gør de klogt i – manglen på faglærte giver dem en utrolig stærk sag. »Vi skal stoppe uddannelsessnobberiet. Det er slut med at behandle erhvervsuddannelser som andenrangs«, hedder det i Borgerforslaget. Hvis det får 50.000 underskrifter, skal det op i Folketinget og politikerne må bekende kulør. Så også du, kære læser, kan gøre en forskel.
