Manuskript til debatindlæg i Politiken 17.5.2015
Af Lars Olsen
Økonomisk ulighed forandrer et samfund mere dramatisk end danske politikere vil være ved. Det dokumenterer den førende samfundsforsker Robert Putnam i en ny bog. Unge i USA har langt mere ulige muligheder end for en generation siden – og mekanismerne bag er på vej til Danmark.
DET GØR IKKE noget, at uligheden stiger – blot alle har lige muligheder. Sådan lyder budskabet fra store dele af Christiansborg.
Borgerlige politikere hævder, at »ulighed skaber dynamik«, men også dele af SR-regeringen lukker øjnene for den stigende ulighed. I et interview med finansmediet Bloomberg betegner finansminister Bjarne Corydon (S) det som »besynderligt«, at vi overhovedet diskuterer økonomisk ulighed i Danmark. Det afgørende er »omfordeling af muligheder«, siger han.
Sådan spiller klaveret bare ikke. I virkelighedens verden hænger lige muligheder tæt sammen med indkomstforskelle og social afstand mellem et lands samfundsgrupper. Over tid fører øget ulighed også til mere ulige muligheder.
DEN STIGENDE ULIGHED i USA har således ændret samfundet markant på andre områder. Det dokumenterer bogen Our Kids, som udkom i sidste måned. Forfatteren er Harvard-professoren Robert Putnam, der anses for en af verdens førende samfundsforskere.
Putnam trækker linjen tilbage til sin egen opvækst i 1950erne. I det socialt blandede Port Clinton tog mange børn fra arbejderklassen en længere uddannelse. De fik hjælp undervejs af netværk i lokalsamfundet. Én af præsten, en anden af Rotary, en tredje af fagforeningen.
I dag er odds mere skævt fordelt. Putnam dokumenterer den voksende »mulighedskløft« mellem børn fra den velstillede tredjedel og den dårligst stillede tredjedel. Hvad enten det drejer sig om testresultater i skolen, teenagemødre eller hvem der stemmer ved valgene, så bliver kløften dybere og dybere. Og oven i hatten: Det er især de velstillede unge, som nyder godt af ekspansionen i videregående uddannelse og dermed får adgangsbilletten til de gode job.
Putnam slår alarm: Bogens undertitel er intet mindre end the American Dream in Crisis. Ifølge Harvard-professoren skyldes mulighedskløften to afgørende mekanismer, vi også genfinder i Danmark – heldigvis langt mindre dramatisk:
Den ene er en voksende »klasseadskillelse« i amerikanske boligområder og skoler. De velstillede bor mere end før med andre velstillede, mens de dårligt stillede må tage til takke med lokalområder præget af bander, kriminalitet og utryghed.
Udviklingen skyldes ikke kun ændrede boligmønstre, men accelereres af den økonomiske ulighed, der giver familierne mere forskellige forbrugsmuligheder i deres boligvalg. Og med klasseadskilte boligkvarterer følger klasseadskilte skoler. Når de dårligt stillede koncentreres på bestemte skoler, udvikles ikke bare skolemiljøer præget af for få ambitioner og for meget vold og narko. Kvikke børn fra arbejderklassen mangler også de venskaber og lokale netværk, som deres forældre og bedsteforældre nød godt af.
Den anden årsag til »mulighedskløften« i USA bunder i familiemønstrene. I den dårligst stillede tredjedel vokser to ud af tre op med kun én forsørger. »Arbejderklassefamiliens kollaps er en afgørende årsag til den voksende mulighedskløft«, konstaterer Putnam. For store dele af arbejderklassen er jobbene blevet mere usikre og dårligere betalt. »Økonomisk stress« får familierne til at bryde sammen og svækker forældrenes støtte til deres børn.
Putnam citerer tidligere præsidentfrue Laura Bush under en diskussion i Det hvide Hus: »Hvis du ikke ved, hvor længe du kan beholde dit job – eller hvor længe du kan blive boende i huset – så har du mindre energi til dine børn«.
NOGLE AF DISSE mekanismer er også på vej i Danmark. Ja, du læste rigtigt: Selv om vores samfund er langt mere solidarisk end det amerikanske, er der et voksende pres på det Danmark, vi kender.
Historisk var Danmark et relativ blandet samfund, men også hér er en voksende klasseadskillelse i boligområder og skoler. I »Klassekamp fra Oven« dokumenterer vi, at især toppen og bunden af samfundspyramiden lever mere adskilt fra resten af samfundet end for en generation siden.
Overklassen og den højere middelklasse klumper sig sammen i attraktive boligområder i hovedstadsområdet og Aarhus – og deres børn går i stigende grad i skole med hinanden. Samtidig koncentreres underklassen uden for arbejdsmarkedet i udsatte almene boligområder og i dele af det såkaldte »udkantsdanmark«. Det er ikke gået så galt som i USA, men vi er på vej i samme retning.
Bogen dokumenterer også, at den negative sociale arv er blevet tungere. Flere børn fra underklassen uden for arbejdsmarkedet havner som voksne i samme situation som deres forældre. Den stigende ghettoisering af boligområder og skoler er en vigtig forklaring – det samme er presset på det ufaglærte arbejdsmarked.
Derimod er familiemønstrene i Danmark stadig anderledes end i USA. Den danske arbejderklassefamilie er ikke kollapset. Vi har også i Danmark social slagside i skilsmisser, men den berører en langt mindre gruppe. 14 procent af de danske arbejderbørn vokser op med kun én forsørger, men i underklassen uden for arbejdsmarkedet er det 52 procent!
Der er herhjemme en tungere social arv blandt de 15 procent af familierne, der er langvarigt uden for arbejdsmarkedet. I Putnams analyser handler det imidlertid om hele den nederste tredjedel af samfundspyramiden. Danske arbejderbørn har stadig de trygge kår og stabile rammer, der er forsvundet i mange amerikanske arbejderfamilier.
Det store spørgsmål er, om dette på sigt også sker i Danmark. Levevilkårene er under pres blandt faglærte og især ufaglærte: Social dumping. Kortere dagpenge. Øget utryghed … Ja, Venstres Claus Hjort Frederiksen taler direkte for »tyske lønninger« i Danmark. I Tyskland er over halvdelen af de ufaglærte ifølge EU’s statistikker »lavtlønnede«, mens det kun er 13 procent i Danmark. At dette har konsekvenser for familierne, siger næsten sig selv.
ULIGHED OG UTRYGHED ændrer samfundet markant – over tid. Som det udtrykkes af Putnam:
»Koblingen fra indkomstulighed til ulige muligheder er ikke simpel og øjeblikkelig … Det tog adskillige årtier for økonomisk utryghed at underminere familiestrukturer og støtte fra lokalsamfundet; det tog adskillige årtier for kløften i forældreomsorg og skolegang at udvikle sig; og det vil tage yderligere årtier før den fulde konsekvens af disse forskelle i barndommen manifesterer sig i livet blandt voksne«.
Det er imidlertid nu, vore hjemlige politikere må sadle om, hvis vi skal undgå et mere klassedelt Danmark. At lige muligheder kan adskilles fra lighed og tryghed, er simpelthen en illusion.
