Klumme i Altinget februar 2025:
Af Lars Olsen
De borgerlige vil lade oprustningen tømme statskassen, men danskerne vil også have penge til velfærd og retfærdig pensionsalder. En krigsskat kan blive gamechanger i næste valgkamp
Demokratiet forsvares ikke kun med krudt og kugler, men også af social sammenhængskraft. Folkeskolen skal danne de unge som demokrater og patrioter, skolen er – i følge undervisningsministeren – demokratiets første forsvarslinje.
»Det er fint med militær oprustning, men hvis ikke der er en tilsvarende åndelig oprustning, så sikrer vi ikke Danmarks, Vestens og Europas suverænitet og sikkerhed. Det begynder i skolen,« sagde Mattias Tesfaye for nylig til Weekendavisen.
https://www.weekendavisen.dk/2025-05/samfund/aandelig-oprustning
Historien bekræfter Tesfayes ræsonnement. Når nazismen aldrig fik massebasis i Danmark, skyldtes det, at der var »plads til os alle ved samfundets bord«, som Oskar Hansen skrev i 1934 i Danmark for Folket. Alle betydende samfundsgrupper var efterhånden integreret i demokratiet – der var ikke plads til en dansk Hitler.
I de næste år er vi nødt til at bruge markant mere på forsvaret, men det må ikke dræne statskassen. Vi skal også have råd til investeringer i folkeskolen og andet, der sikrer demokratisk dannelse og social sammenhængskraft. Der må ikke opstå en folkelig frustration og mistillid, som truer vores politiske stabilitet. Det vil gøre Danmark sårbart overfor yderliggående strømninger.
Vi skal ikke langt væk fra Dannevang for at se opbrud og stærke populistiske strømninger. Højrepartiet AfD står til et kanonvalg i Tyskland, Le Pen er størst i Frankrig, Fremskridtspartiet er dét i Norge.
Med den stramme udlændingepolitik har Danmark undgået den kløft, der med stor kraft rammer Tyskland. Hos os vokser imidlertid en anden kløft: Mens de toneangivende lag er snævert fokuserede på forsvarspolitik og på en god dag klima, ønsker brede samfundsgrupper retfærdig pensionsalder og bedre velfærd. Det vender jeg tilbage til.
For der findes en enkel vej til at mindske kløften: en krigsskat.
Danmark bruger nu 2,4 procent af BNP på forsvaret, herunder det store danske bidrag til Ukraine. NATOs nye mål ventes at blive 3,6 – 3,7 procent. Størstedelen af denne manko kan dækkes af en midlertidig progressiv krigsskat, som i de næste ti år skaffer ekstra midler til våbensystemer, kaserner og andre militære anlægsinvesteringer.
Formanden for Reformkommissionen, Nina Smith, pegede for nylig på denne mulighed:
»Danmark har jo ikke længere verdens højeste skattetryk, og det offentlige forbrug er nu nede på 23 procent af BNP, hvor det på et tidspunkt var oppe på 30 procent. Så der er plads til at prioritere anderledes i fremtiden«, sagde hun til Mandag Morgen.
https://www.mm.dk/velfaerd/artikel/nina-smith-ny-krigsskat-skal-redde-velfaerden
Faldet fra 30 til 23 procent af BNP har mange årsager, men én af dem er »fredsdividenden«. Efter Berlinmurens fald skar vi ned på udgifterne til forsvaret, og det nød danskerne glæde af. Med dét i baghovedet forekommer det ikke urimeligt, at der nu skal betales lidt mere i skat for vores militære sikkerhed.
Nina Smith pegede også på, at målingerne viser stigende folkelig utilfredshed med kvaliteten i velfærd som sygehuse, skoler og hjemmehjælp. Hvis kløften mellem folkelige forventninger og realiteterne ikke mindskes, »risikerer vi, at alle dem, som kan, vil lave deres egne private velfærdsforsikringer, og så bevæger vi os over i en helt anden velfærdsmodel,« forklarede hun.
Med andre ord: Det er vores samfundsmodel, der er på spil.
Danskernes holdning er da også tydelig. I november stillede Wilke for Jyllands-Posten et repræsentativt udsnit valget mellem oprustning og en lempeligere stigning i pensionsalderen. 36 procent prioriterede forsvarsudgifterne, men 50 procent en lempeligere pensionsalder.
En måling i TV2 tegner reelt samme billede. Når danskerne skal vælge mellem forskellige finansieringer af forsvaret, svarer 36 procent højere skatter, 31 procent at låne pengene, men kun 20 procent offentlige besparelser.
De snakkende klasser af borgerlige politikere, medier og meningsdannere er slet og ret ude af sync med store befolkningsgrupper.
På det seneste er Danmarks sikkerhedspolitiske situation blevet mere kompliceret. Det skyldes ikke Rusland eller Kina, men at vores store allierede – USA – pludselig vil overtage Grønland. Ifølge en analyse fra YouGov i Guardian betragter danskerne i dag USA som en større trussel end Nordkorea og Iran.
Det er blevet krystalklart, at Danmarks sikkerhed må forankres i et Europa, der kan forsvare sig selv. Ja, det betyder flere penge til forsvaret, men også et tættere samarbejde og bedre udnyttelse af ressourcerne. EU søger at opbygge et fælles luftforsvar – langt mere rationelt end 27 konkurrerende nationale systemer.
Danmark står ved en skillevej. Ikke for og imod oprustning, men hvordan.
Vi kender den borgerlige recept: Lad pengene til forsvaret dræne statskassen, og supplér gerne med offentlige besparelser og »reformer«, der øger arbejdsudbuddet ved at forringe lønmodtagernes forhold.
Alternativet er en krigsskat, muligvis suppleret af andre socialt retfærdige indtægter, så der er plads til sociale fremskridt, som kan sikre samfundets sammenhængskraft. For eksempel investeringer i demokratiets første forsvarslinje, folkeskolen, og en forbedring af Arne-pensionen, der i dag følger pensionsalderen op og dermed forringes år for år.
Husk det nu: Sikkerhedspolitik handler ikke kun om krudt og kugler, men også om sammenhængskraft og politisk stabilitet.
En cocktail af krigsskat, velfærd og retfærdig pension kan kitte en »velfærdskoalition« sammen: Socialdemokratiet, venstrefløjen, fagbevægelsen og rigtig mange utrygge danskere, der ikke kan arbejde til langt op i 70’erne. Det kan blive en gamechanger op til næste valg ligesom Arne-pensionen i 2019.
I en urolig verden er det nødvendigt med samarbejde hen over midten, men ikke med uholdbare kompromisser. Danskerne må tage stilling til det afgørende spørgsmål: vejen frem.
Når de har gjort det, kan der lettere laves brede aftaler. De borgerlige må sættes på plads først.
