Manuskript til kommentar på jp.dk 1.4.2013:
Af Lars Olsen
Annoncer. Stormøder. Personlige breve til forældrene. Danmarks Lærerforening (DLF) kaster alt ind i konflikten om arbejdstiden.
Det er legitimt, at en fagforening kæmper for medlemmernes løn og arbejdsforhold. DLF kan også med rette stille kritiske spørgsmål til finansieringen af regeringens folkeskolereform. I regeringens nye vækstplan bliver rammerne om den kommunale økonomi endnu snævrere – det skal betale den kontroversielle nedsættelse af selskabsskatten. Dette kan let ramme skolereformen.
Desværre tager lærerforeningen også skolepolitikken som gidsel i konflikten. DLF går til angreb på ideen om heldagsskoler, der i store annoncer stemples som »discountundervisning«, som stjæler børnenes fritid. »Hvornår skal de have tid til at lege,« spørges der i en DLF-video.
Kampagnen er en uheldig skærpelse af fronterne. Lærerne var langt mere åbne overfor de nye ideer, da regeringen i efteråret fremlagde reformudspillet. DLF tilbød på et tidspunkt, at lærerne ikke skulle have forberedelsestid til reformens nye »aktivitetstimer«. Men skolereformen er blevet offer for konfliktens logik.
DLF’s kampagne forstærker den bekymring, som kommer til udtryk hos mange forældre i læserindlæg og lignende. Al for tit bygger det imidlertid på manglende kendskab til heldagsskoler. Virkeligheden er jo, at de mindre børns hverdag allerede nu er institutionaliseret. I dag deles dagen bare i »kedelig« undervisning og »sjov« leg i SFO eller fritidsklub. Hér skal skabes bedre sammenhæng. Et eksempel fra en heldagsskole: Når de små elever lærer om tal i matematik, hinker de og bruger det i praksis i SFO.
Erfaringerne fra heldagsskolerne viser også, at der kan skabes tæt samarbejde med fodboldklubber, skakklubber og andre lokale fritidstilbud. Hér stifter især de større elever bekendtskab med tilbud, som de dyrker videre efter skoletid. Og de har tiden til det. Lektierne er som regel ordnet i den lektiecafe, som alle skoler forpligtes til at oprette. Resultatet er, at flere – ikke færre – deltager i fritidsaktiviteter.
Reformudspillets skitse til en længere – men mere afvekslende – skoledag tager hånd om problemer, vi har diskuteret i årevis. Hver femte ung tager ikke en uddannelse, især drenge og børn fra hjem uden uddannelsestradition tabes på gulvet. Med reformen bliver det et bærende mål, at »folkeskolen kan mindske betydningen af social baggrund«.
Ikke kun de svage elever vil vinde på en bedre kobling mellem teori og praksis. I »aktivitetstimerne« kan de store elever bygge en bil drevet af solceller, bruge deres hænder og lære fysik og matematik ved at anvende det. Dagens skole fokuserer ensidigt på det boglige og peger dermed kun frem mod gymnasiet, ikke erhvervsuddannelserne.
Spørgsmålet er imidlertid, om der er ressourcer til at realisere de spændende planer. Regeringens vækstplan strammer som nævnt økonomien i den offentlige sektor. Konsekvensen kan meget vel blive, at en del kommuner vælger billige og dårlige løsninger, når aktivitetstimer, valgfag og andet skal gøres til virkelighed. Selv hvis lærerne presses til at undervise et par lektioner mere i snit, vil en ambitiøs reform uundgåeligt kræve øgede ressourcer – især i starten.
Et andet problem bliver mismod blandt lærerne. Uanset hvad man mener om DLF’s agitation, er misstemningen på lærerværelserne en psykologisk realitet. Vi risikerer, at en nødvendig reform kommer til verden under de værst tænkelige omstændigheder. Klemt mellem DLF’s beton og finansministerens snæversynede politik.
