Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 23.10.2017
Af Lars Olsen
Fra på lørdag præger kommunalvalget for alvor gadebilledet. 28.oktober er det tilladt at hænge plakater op i lygtepælene, og der er trykt rigtig mange i år. Ny teknik gør det billigere at trykke direkte på pap, og det har mange kandidater benyttet sig af. Forskerne vurderer, at de gammeldags plakater øger valgdeltagelsen og især de personlige stemmetal.
Mere synlig valgkamp er tiltrængt. For mange er det stadig en velbevaret hemmelighed, at vi om under én måned skal stemme til kommuner og regioner. De store medier er ikke for alvor gået i gang, og regeringen har sparet på den omfattende kampagne, der sidste gang medvirkede til øget valgdeltagelse. De første indikationer tyder på, at vi denne gang risikerer et fald i deltagelsen.
Analyseinstituttet VIVE offentliggjorde for nylig en kortlægning af danskerne og kommunalpolitikken. Kun halvdelen – 48 pct. – er interesserede i den lokale politik, mens hele 73 pct. svarer, at de er interesserede i landspolitik.
Ifølge kommunalforsker Roger Buch er det kommunalreformen for ti år siden, der er »hovedskurken«. Reformen, hvis hovedarkitekt var daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, gik fra 275 til 98 kommuner, og konsekvensen blev et mere fjernt forhold til borgerne. Undersøgelsen fra VIVE viser da også, at færre end før kommunalreformen kender navn og parti på den lokale borgmester.
Roger Buch fremhæver også landsmediernes ansvar: »Vi bliver daglig oplært i, at den rigtige politik foregår på Christiansborg eller ude i verden, mens kommunerne får en lidt stedmoderlig behandling,« påpegede forskeren ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i TV2 News. For eksempel følger medierne minutiøst finansloven på Christiansborg, mens de kommunale budgetter stort set ikke omtales. Set fra borgernes perspektiv er kommunalpolitik imidlertid langt vigtigere end spillet på Christiansborg: »Er der 18 eller 25 børn i klassen? Får de ældre gjort rent hver uge eller kun hver tredje«, spurgte Roger Buch.
Den manglende interesse for kommunalpolitik er af flere grunde et paradoks. Kommunale beslutninger har som nævnt stor betydning for hverdagen. Hertil kommer, at vi har markant større tillid til de lokale politikere end til regering og Folketing. I det seneste tiår er tilliden til landspolitikerne raslet ned, men politikerleden har ikke i samme grad ramt kommunerne.
Nyhedsbrevet Momentum bragte i sommer en analyse af, om politikerne »har en god fornemmelse af, hvad der rører sig blandt befolkningen«. På spørgsmålet om Folketinget var svaret et dundrende nej: Kun 13 pct. mener, at landspolitikerne ved hvad der rører sig. Tallene for kommunalpolitikerne var heller ikke prangende, men 41 pct. mener trods alt, at de ved hvad der rører sig. Også på spørgsmål om tillid klarede de lokale politikere sig markant bedre end regering og Folketing.
Kommunerne er simpelthen tættere på borgerne. Det gælder ikke kun beslutningerne, men også politikken. Jeg er næppe den eneste, som er godt træt af den iscenesatte Christiansborg-politik, med taktik, spindoktorer og tal på grænsen mellem statistik og løgn. Hér er kommunalpolitik dejlig gammeldags og konkret. Det samme er den sociale rekruttering: Kommunerne er ikke tumleplads for yngre akademikere, men repræsenterer stadig et bredt udsnit af befolkningen.
Kvaliteterne ved det klassiske folkestyre findes stadig i kommunerne. Mange medier og borgere behandler kommunerne som politikkens B-hold, men i realiteten er det blevet folkestyrets A-hold.
