Klumme i Jyllands-Posten 7.9.2020
Af Lars Olsen
Politikerne skal tromle befolkningen. Dét er holdningen blandt de aktive i klimastrejker og demonstrationer. I en undersøgelse mener 78 pct. af deltagerne, at regeringen skal gennemføre klimaforskernes anbefalinger, selv om et befolkningsflertal er imod.
»Det rejser spørgsmål om, hvorvidt denne gruppe er villig til at gå på kompromis med nogle demokratiske værdier,« sagde studieleder på Roskilde Universitet, Silas Harrebye, til Altinget, da undersøgelsen blev offentliggjort i foråret.
Universiteternes kortlægning viser, at et stort flertal af klimaaktivisterne har eller er i gang med en videregående uddannelse. 60 pct. placerer sig i den højere middelklasse.
Samfundets grønne omstilling kan ende som klassekamp. De velbjærgede klima-fanatikere har ikke andet i klemme end varmelamperne over cafe latten på cafeerne i København og Aarhus. Helt anderledes for arbejderne på slagterierne og Aalborg Portland, der rammes af for hastige og høje grønne afgifter. Eller de ansatte i industri, landbrug og transport, som kører langt i bil for at komme til deres jyske eller vestsjællandske produktionsjob.
Det mest kreperlige er, at fanatismen er unødvendig. Danmark kan sagtens blive klima-foregangsland med bred folkelig opbakning. Danskerne er i fuld gang. Enhver større virksomhed med respekt for sig selv arbejder med bæredygtige løsninger, udviklingen af nye grønne teknologier er oppe i et helt andet gear, og landet over er en masse mennesker engageret i lokale praktiske løsninger.
Danmark kan godt »bevise«, at vores promille af verdens CO-2 kan begrænses kraftigt, uden at landet bliver fattigere eller mere skævt. Men det kræver tid til en langsigtet omstilling.
Det gider klima-fanatikerne ikke vente på. Hos dem er devisen, at »det skal gøre ondt for at blive godt«, underforstået: gøre ondt på nogle andre – på plebejerne ude i provinsen. Klima er blevet identitetspolitik på linje med Black Lifes Matter og MeToo.
Samtidig har den enøjede tilgang godt fat i opinionen: Politiken definerer sig som førende klimaavis. Radikale, Enhedslisten og Alternativet kappes om det grønne storby-segment, og SF vil forbyde salg af nye benzin- og dieselbiler allerede om to år. På Christiansborg bruger Venstre et klimaparløb med Radikale til at »gøre livet surt« for regeringen – som Claus Hjort Frederiksen siger dét.
Det var parløbet mellem Ellemann og Østergaard, der tvang en skeptisk S-regering til at sætte en grøn skattereform på dagsordenen allerede i efteråret. Et bredt politisk flertal blev enige om, at »CO-2-beskatning bør være et afgørende instrument«, men også at det skal ske under hensyntagen til konkurrenceevne, de offentlige finanser, social balance og »uden samlet tab af arbejdspladser til udlandet«. Det kan kun ske gennem gradvise skridt, som vil få klima-fanatikerne op i det røde – undskyld, grønne – felt.
Socialdemokratiet er under pres. Danskerne er med på den grønne omstilling – men ikke hvis det koster jobbet, bilen og lørdagsbøffen. Og hér har S-vælgerne mere i klemme end storby-akademikerne.
Mette Frederiksen erobrede Statsministeriet gennem en unik koalition: Studerende og veluddannede blev mobiliseret af støttepartierne, de offentligt ansatte var ombord, og Socialdemokratiet fik igen solidt fodfæste i arbejderklassen udenfor de store byer. Det er denne unikke koalition, som klima-fanatisme kan sprænge til atomer.
