Kommentar i Altinget 2.11.2021
Af Lars Olsen
Efter venstresidens sejr i september har Norge fået en ny regering. Arbeiderpartiet og Senterpartiet betoner, at der nu skal fokus på levevilkårene for »vanlige folk« og udvikling af »hele landet«. En retorik, der ligger tæt på Mette Frederiksens socialdemokrati – og skaber nogle af de samme brudflader i norsk politik.
»Måske er dette den vigtigste vending ved dette valg (…) I platformen for den nye rød-grønne regering finder man en tydelig linje, som peger tilbage til de politiske partiets egentlige væsen – nemlig at repræsentere interesserne for grupper i samfundet«, skriver Wegard Harsvik.
Han er forfatter til politiske debatbøger og leder afdelingen for strategisk arbejde i norsk LO, efter valget er Harsvik tilknyttet Statsministeriet under socialdemokraten Jonas Gahr Støre. I en kronik i dagbladet Klassekampen gør Harsvik op med den dominerende forestilling om politik, hvor klassekampen hører fortiden til – og hvor partierne ses som aktører på et marked for stemmemaksimering, hvor »vælgerne går fra bod til bod, og vælger dem der fremstår med de bedste produkter«.
Harsvik trækker linjen helt tilbage til det antikke Rom:
»Partier vokser gerne frem af, blandt og for interesser i samfundet. Sådan har det været siden den romerske republiks tid, da optimater og populares repræsenterede henholdsvis ”de bedste mænd” og folkets brede lag. For de partier, som i vor tid repræsenterer de bedrestillede i samfundet, går det gerne bedst, når det er andet end interessepolitik, som er i fokus. For de partier, som står op for vanlige folks interesser, går det tilsvarende bedst, når netop dette bliver tydeligt«.
Det norske Arbeiderparti gik – med inspiration fra det danske »nu er det Arnes tur« – til valg på »vanlige folks tur«. Ifølge Harsvik er vanlige folk ikke »et slagord, det er måde at tænke politik på«.
En lignende samfundsanalyse har inderkredsen i det danske socialdemokrati. Indenrigsminister Kaare Dybvad siger, at man skal være parti for nogen. En ny generation brugte oppositionstiden 2015-19 på at gøre op med Thorning-Corydon-æraen og udvikle en anden forståelse af samfund og politik. Peter Hummelgaard, Mathias Tesfaye, Kaare Dybvad og Mette Frederiksen udsendte debat- eller samtalebøger, der med forskellige vinkler kortlagde konflikter i samfundet og presset på arbejderklassen og den lavere middelklasse.
At politik er en konflikt mellem sociale interesser bryder med de seneste årtiers tænkning. Med 1990’er-ideologer som Anthony Giddens og Ulrich Bech blev det en dominerende forestilling, at vi har lagt industrisamfundet og klassekampen bag os. I individualiseringens tidsalder består samfundet angiveligt af refleksive individer, der vælger deres egen livsbane, »skriver deres egen biografi« og – med Ulrich Bechs ord – lever i et »post-klassesamfund«.
Det er også dét, vores børn bliver undervist i. En lærebog i samfundsfag beskriver, hvordan de gamle klassepartier er afløst af »catch all-partiet, der med et mindre ideologisk program søger at appellere til hele befolkningen snarere end til bestemte sociale grupper« (”Demokrati, magt og politik i Danmark”).
Forestillingerne slog også igennem i Socialdemokratiet. »Klassekampen er for længst begravet i Danmark«, fastslog Helle Thorning-Schmidt under en middag i Bruxelles i 2012. Og Thorning-epokens sidste drabant, politisk kommentator Noa Redington, beklager de seneste års skifte: »Mette Frederiksen har rekonfigureret partiet fra at være et moderne parti for hele Danmark til at være meget målrettet Arne-segmentet«, siger han til Uniavisen.
»Et moderne parti for hele Danmark« er en illusion. Politik er kamp om ressourcer og prioriteringer, og den udspiller sig ofte mellem sociale klasser eller grupper. Kaare Dybvad har ret: man må være parti for nogen. Det er den vigtige nye socialdemokratiske erkendelse.
Den norske regerings stærke betoning af »vanlige folk« og »hele landet« har udløst modreaktioner. Meningsdannere i Oslo anklager regeringen for at svigte storbyerne – ligesom Mette Frederiksen anklages for storby- og akademikerbashing.
Sådan må det være i klassesamfundet 2.0, hvor skellene også handler om geografi. Hovedstæder og storbyer bliver i stigende grad citadeller for velstillede, der har pæne indkomster eller lange uddannelser, mens arbejdsklassen presses vestpå til provinsen eller ud i »distrikterne« – som det hedder i Norge.
Klasseskellene etableres ikke kun af økonomisk kapital, men også af såkaldt kulturel kapital. De øvre lag består således både af en økonomisk elite i erhvervslivet og en kultur- og uddannelseselite i medier og offentlig sektor – især den sidste sætter stærkt præg på storbyerne.
At prioritere »vanlige folk« kræver et opgør med begge eliter, og klassekonflikterne udspiller sig langs et bredere klaviatur end i industrisamfundet – prioriteringen mellem faglig uddannelse og akademisk uddannelse er fordelingspolitik helt på linje med beskatning af aktiegevinster, begge dele handler om politisk mod til at udfordre de privilegerede.
Klassepolitikken er tilbage – og det er tiltrængt. Men det bliver i version 2.0.
