’Signert’ i det norske dagblad Klassekampen, 31.8.2024
Af Lars Olsen
Storbyerne bliver dyre og socialt eksklusive, arbejderklassen fortrænges til distrikterne, og al for mange »left-behinds« tiltrækkes af højrefløjen
I morgen er der valg i de to østtyske delstater Thüringen og Sachsen, og senere i september følger Brandenburg. I alle tre står det højrenationale AfD til en stor sejr.
Nok så bemærkelsesværdig er dog det få måneder gamle venstrepopulistiske BSW. Det er stiftet af Sahra Wagenknecht, tidligere toppolitiker i Linke – Tysklands svar på Rødt, som er skrumpet til få procent.
Ikke desto mindre står BSW til 18 procent i Thüringen, 13 procent i Sachsen og 17 procent i Brandenburg, i Sachsen og Thüringen er det større end socialdemokraterne.
Hvis målingerne bliver virkelighed, vil 40-50 procent stemme på to protestpartier, der opleves som talerør for de underprivilegerede ossies. 35 år efter Berlin-Murens fald er Tyskland langt fra politisk genforenet.
Østtyskernes protest er præget af den smertefulde tyske genforening, der førte til afindustrialisering af DDR – indkomster og formuer er stadig markant lavere end i Vest.
Det geografiske skel er imidlertid velkendt i mange lande. Større eller mindre regioner er »left-behind«, præget af afindustrialisering, social utryghed og centralisering, der tømmer området for vigtige samfundsfunktioner.
BSW’s stærke appel i Østtyskland er bemærkelsesværdig. Al for ofte formår venstresiden ikke at tale til »left behinds«. I stedet søger protesten mod højrenationale partier som i Frankrig, hvor Le Pen blev størst i de fleste landdistrikter og mindre byer.
I værste fald kan det gå helt galt. I Storbritannien har vi netop set voldsomme racistiske optøjer, der havde deres epicenter i områder »left behind«. I samtlige byer med voldsomme optøjer er der i dag ringere beskæftigelse end i 2011, viser analyser.
Vi kender også skellet i Danmark, heldigvis mindre dramatisk. Den 11.september udsender jeg bogen Det, de kalder udkant, kalder vi hjem, skrevet sammen med det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjørn Brandenborg.
Det er vores håb, at Socialdemokratiet og venstrefløjen vil engagere sig langt mere i de geografiske klasseskel.
Danmark er ikke afindustrialiseret som Nordengland eller Østtyskland. Vi har stadig mange produktionsarbejdspladser, og de ligger typisk i »distrikts-Danmark«. Alligevel har vi et voksende skel mellem center og periferi, der bunder i tre store samfundsforandringer:
De sociale klasser bor mere adskilt. Før var København en arbejderby, i dag er boligerne langt dyrere og meget af byen domineret af højere middelklasse og universitetsstuderende i forældrekøbte lejligheder. I 1987 udgjorde overklasse/højere middelklasse 8 procent, i dag er det 43 procent.
Arbejderklassen er fortrængt til oplandet og distrikterne, hvor de har råd til et lille hus med græsplæne til ungerne. Det er også hér, produktionsarbejdspladserne ligger i dag.
For det andet: de toneangivende lag er mere koncentreret om Københavnsområdet. Magten er i dag i et miljø med højere indkomster, længere uddannelser og mere privilegerede levevilkår end ude i landet.
En af konsekvenserne var en voldsom centralisering af sygehuse, politi, uddannelser og kommuner, som forringede hverdagen mange steder i provinsen.
For det tredje: geografisk ulige velfærd. Finansieringen af velfærdsstaten i Danmark er under pres, efter at de borgerlige regeringer i 10’erne gennemførte store skattelettelser.
Finansieringskrisen mærkes ikke i meget af hovedstadsområdet. Hér er indkomsterne det seneste årti steget 30-40 procent – mod kun 15 procent i mange provinskommuner – og nye højindkomster flytter til. København har ligefrem råd til at sænke skatten.
Det er i yderkommuner med svagt skattegrundlag og store social- og ældreudgifter, finansieringen af velfærden for alvor kradser. Fire af fem lavindkomst-sogne ligger i dag på landet og i de mindre byer. Dér, hvor den sidste bus kørte i går, banken har lukket for lån, folkeskolen drejer nøglen om, og lægen er gået på pension.
Danmark har ikke Norges lange tradition for distriktspolitik, men det har været et stort tema siden valget 2015, hvor Dansk Folkeparti blev det største parti på Syd- og Vestsjælland og i det sydlige Jylland. Protesten handlede ikke kun om udlændingepolitik, men også om den voldsomme centralisering omkring de store byer.
Socialdemokratiet stillede skarpt på arbejderklassen og provinsen, i 2019 vandt partiet mange provinsbyer på »nærheden tilbage«. Med Kaare Dybvad som indenrigsminister skete der frem til 2021 en decentralisering af uddannelser, politi, trafikinvesteringer og andet.
Siden gik det desværre i stå. I dag rejses center-periferi især af det nye højreparti, Inger Støjbergs Danmarksdemokrater, der står stærkt i Jylland. Men efter et dramatisk nederlag ved EU-valget er Socialdemokratiet omsider ved at skabe en tydeligere identitet. Regeringen med Venstre og Moderaterne ligner en historisk parentes.
Vælgerne »savner noget socialdemokratisme«, siger Mette Frederiksen. Det er på høje tid, der udvikles en venstreorienteret distriktspolitik.
