Manus til klumme i Jyllands-Posten 4.7.2022
Af Lars Olsen
Minkdebatten savner ærlighed. Alle er enige om at kritisere regeringens ulovlige aflivning af mink, men hvad var alternativet? Meget af oppositionen sejler under bekvemmelighedsflag. Tag den ”blå” partileder, der anklager regeringen for at sende regningen for skandalen – 19 mia. kroner i erstatninger – videre til skatteyderne:
»Hvad kunne de 19 mia. kr. ikke være gået til?«, spurgte Alex Vanopslagh (LA) sidste søndag i JP. For »den mængde penge« kunne vi betale 42.000 pædagoger, svarede han.
Men hov: Hvis staten skulle spare 19 mia., måtte der ikke være slået én eneste minkbesætning ned. Halvdelen af al smitte i Nordjylland blev i efteråret 2020 ført tilbage til minkfarme, så fortsat minkproduktion havde haft fatale menneskelige konsekvenser. Og hvad havde det kostet på sygehusene?
For nylig konstaterede TV2, at politikere og medier stiller de samme spørgsmål og »sendte en journalist imod strømmen«. Det skete med ”Minkfarmens skjulte smitte” (16/6). Dokumentaren startede med flag på halv foran plejehjemmet i Sindal. I september 2020 konstateredes det første tilfælde, hvor smitte breder sig fra minkfarme via plejepersonale til de gamle, der dør af sygdommen.
Dokumentaren viser en minkbranche, hvor mange blæste højt og flot på den frivillige opfordring til at lade sig teste. Adskillige minkavlere siger det åbent – det handler om penge. I løbet af oktober breder smitten sig som en steppebrand ned gennem minkfarmene i Jylland. Tyra Krause fra SSI oplyser, at folk på farmene havde større risiko for at blive smittet end dem på hospitalerne, der arbejdede med svært syge Corona-patienter.
I starten af november advarer SSI så om mutationer, der kan true kommende vacciner. Kina stopper import fra Danish Crown, og DI frygter for hele eksporten. Resultatet er det paniske forløb, hvor regeringen beslutter at slå alle mink ned – uden lovhjemmel. Dette skal ikke retfærdiggøres, men må nødvendigvis ses i sin sammenhæng.
Danmark har ifølge analyser i Economist, Bloomberg og andre klaret sig bedre gennem Corona-krisen, end de fleste andre lande. Det skyldes i høj grad regeringens restriktive kurs i 2020-21, indtil vaccinerne kom.
Mette Frederiksen og departementschef Barbara Bertelsen gik til kanten, da de i marts 2020 trumfede nedlukningen igennem på trods af Sundhedsstyrelsen. I november satte de sig igennem overfor nølende fødevaremyndigheder, og vi fik minkindgrebet. Beslutningerne er kontroversielle, men realiteten er, at de reddede menneskeliv.
Corona-håndteringen har siden det sene forår 2020 været under beskydning fra en Bermuda-trekant: erhvervslobbyister, borgerlige politikere og det meste af medieverdenen. Der er stillet et hav af kritiske spørgsmål til restriktioner, det sundhedsfaglige grundlag og senest mink; mange af de borgerlige foretrak reelt en henholdende og mindre restriktiv kurs, i skismaet mellem kortsigtede erhvervsinteresser og folkesundhed havde de lyttet mere til lobbyisterne.
Det havde måske hindret fejl som i det paniske mink-forløb, men haft en dyster pris i form af smitte og ”overdødelighed”, sådan som vi ser i andre lande. Husk lige det, når Corona-håndteringen bliver del af den forestående valgkamp.
Måske er det ikke populært i dagens korrekte Danmark, men livet præsterer ikke altid ideelle valg, og den fejlfri krisehåndtering findes kun i lærebøgerne. Sådan er det også med Corona-krisen.
