Signert i Klassekampen (Venstrefløjsavis – Norges mest læste dagblad) november 2024:
I ny bog kortlægger Thomas Piketty 200 års sociale og politiske konfliktmønstre i Frankrig. Hér er afgørende pointer – også for venstresiden i Skandinavien
Af Lars Olsen
Kære læser, du skal i dag lære et nyt ord: geosociale klasser. Den franske stjerneøkonom Thomas Piketty kortlægger i sin spritnye bog samtlige valg i Frankrig fra revolutionen i 1789 til 2022, og konklusionen er bemærkelsesværdig: til forskel fra det, der hyppigt antages i den offentlige debat, betyder klassebaggrund mere end før for ens politiske valg.
Klassestrukturen er imidlertid blevet mere kompleks. Det handler ikke kun om social position, ejendom og uddannelse, men også om hvor i landet man bor. Nutidens klasser er både sociale og geografiske.
Den politiske konflikts historie er skrevet sammen med Pikketys ægtefælle, professor Julia Cagé. Det 800-sider digre værk påviser, hvordan flere hundrede års konflikter løber langs to brudlinjer – den sociale og den territoriale.
Det var dét, der for 80-100 år siden gjorde byernes borgerskab, arbejderklassen og bønderne til tre selvstændige politiske kræfter, og det er dét, der i dag fører til en tre-deling af fransk politik:
Byernes borgerskab og højere middelklasse samles om præsident Macrons liberale centrum-højre, provinsens arbejderklasse om Le Pens højrepopulister, mens venstresiden mobiliserer storbyernes uddannelses-middelklasse og lønmodtagere.
Piketty og Cagé har samlet data fra Frankrigs 36.000 kommuner, et fantastisk billede af de skiftende sociale og politiske mønstre. I det meste af 1900-tallet var brudlinjen hovedsagelig social: arbejderklassen i både store og mindre byer samledes om Kommunistpartiet (PCF) og Socialistpartiet.
Men i 1990’erne og 00’erne vandt højrepopulisterne frem på landet og i mindre byer. Arbejderklassen i distrikterne blev hårdt ramt af industrilukninger og centralisering af den offentlige sektor, og det skabte stor skuffelse over de socialdemokratiske regeringer og EU.
Samtidig nærmest kollapsede PCF: »Denne historiske perspektivering er vigtig for bedre at forstå de umådelige forventninger til kommunismen, der prægede den franske arbejderklasse i midten af 1900-tallet, og den umådelige skuffelse, der opstod i slutningen af århundredet«, skriver de to forfattere.
Konsekvensen var en geografisk splittelse af lønmodtager-vælgerne. Mens provinsens industriarbejdere gik over til Le Pen, står venstresiden fortsat stærkt i storbyerne. Blandt de »social-uddannede« med job i sundhed og uddannelse og tillige blandt mange ansatte i prekære servicejob, der ofte bor til leje.
Siden Mitterands valgsejr i 1981 har venstresiden regeret Frankrig i lange perioder, men i dag er den kun en af de tre store blokke. Hvis venstresiden igen skal erobre flertallet, må den genvinde arbejderklassen i provinsen og de mange sofavælgere.
»Det er strengt nødvendigt at stille skarpt på købstædernes og landsbyernes stærke følelse af at være blevet ladt i stikken (…) både hvad angår adgangen til offentlige serviceydelser såsom transport, hospitals- og uddannelsesvæsen, og hvad angår det, der opfattes som en destruktiv international og europæisk handelskonkurrence,« pointerer Piketty & Cagé.
De territoriale skel er også temaet i Det, de kalder udkant, kalder vi hjem, som jeg i sidste måned udsendte med det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjørn Brandenborg. Der er mange ligheder mellem Frankrig og Danmark, men også forskelle.
Vi har også koncentration af højindkomster og akademikere omkring hovedstadsområdet, centralisering og afmagt i de små samfund og ulige velfærd – økonomisk pressede yderkommuner kan ikke levere ordentlig service til borgerne.
De politiske mønstre ligner dog kun delvist. Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti står også stærkest i landområder og mindre byer, mens den rød-grønne venstrefløj har sine bastioner i de store byer. Socialdemokratiet i Danmark skabte imidlertid fra 2017 til 2022 stærke bånd til industri-arbejderklassen og distrikterne og fik mange steder 30-40 procent af stemmerne. Hvordan er værd at hæfte sig ved.
Piketty og Cagé tager nemlig fejl på et afgørende punkt: indvandringspolitikken. Som Johannes Henriksen skriver i Informations anmeldelse, antager de, »at store dele af Europas vælgerbefolkning er forført til optagethed af indvandring af borgerlige medier og en skruppelløs højrefløj«. Hér er forfatterne ofre for »senmarxistisk« blindhed overfor, »at kultur og religion kan være både identitetsdannende og konfliktskabende«.
Vælgeranalyser taler da også et entydigt sprog: I både Frankrig og Danmark er brede grupper optaget af de store integrationsproblemer skabt af masseindvandringen.
Socialdemokratiet i Danmark havde aldrig fået »hul igennem« til arbejderklassen og distrikterne uden stram udlændingepolitik, kombineret med venstreorienteret fordelings- og distriktspolitik. Desværre står Socialdemokratiets identitet mindre klart efter SVM-regeringen i 2022 med to borgerlige partier.
Socialdemokratiet taber især til SF, men vi ser også en begyndende vælgerflugt til Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti. Begge højrepartier har protester imod centraliseringen som mærkesag. Territoriale skel og distrikspolitik er blevet Socialdemokratiets nye sårbare flanke.
