Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 22.6.2015
Af Lars Olsen
Torsdagens valg var et politisk og socialt jordskred. Ifølge valgforskerne er der ikke flyttet så mange stemmer siden 1970’erne. Dansk Folkepartis uventet store sejr afgjorde valget. DF har gradvist erobret en stadig større del den traditionelle socialdemokratiske vælgerbase. Det bidrager til massiv fremgang, men gør også partiet sårbart. Derfor har Kristian Thulesen Dahl ikke spor travlt med at komme i regering.
DF er i dag største parti i yderområder som det sydlige Jylland, Vest- og Sydsjælland. Liste O fik også rigtig mange krydser i socialdemokratisk kerneland på den københavnske Vestegn og i Nordjylland – ifølge undersøgelserne er det landets klart største arbejderparti. DFs overraskende valgsejr var det underprivilegerede Danmarks stille protest.
Jeg har tidligere nævnt professor Jørgen Goul Andersens analyser: At de store vælgerbevægelser under Thorning-regeringen bunder i en cocktail af »reformskepsis«, øget utryghed og politisk mistillid. Mange tvivler på, at reformer af dagpenge, efterløn, kontanthjælp og førtidspension giver bedre velfærd, sådan som politikerne postulerer. Nogle søger mod Enhedslisten, men rigtig mange mod DF. Meget af faldet i valgdeltagelsen og 30.000 blanke stemmer kan formentlig også skrives på dén konto.
Thulesen Dahl & Co. stemte for flere af reformerne, men er vendt på en tallerken omkring dagpengene og har i fordelingspolitikken overhalet Socialdemokraterne venstre om. Mens udlændingepolitikken gav DF det politiske gennembrud, så er disse års store fremgang en bredere social og antielitær protest. Valget gav folkeligt mandat til en blå statsminister, men ikke til en borgerlig fordelingspolitik. En kendsgerning, som JP’s borgerlige kommentatorer behændigt glemmer i deres sejrsrus.
Socialdemokraterne havde pæn fremgang, men under overfladen skete en dramatisk udskiftning af vælgerne. Fremgangen var særlig massiv i kredse som Gentofte, Østerbro, Frederiksberg og Lyngby – middelklassekredse med store skarer af frafaldne radikale. Derimod gik S tilbage i jyske arbejderbyer som Fredericia, Esbjerg, Randers og Frederikshavn, hvor DF stormede frem.
Den nye S-formand, Mette Frederiksen, er bevidst om dette. Hun har nordjyske rødder og er ikke som sin forgænger et barn af hovedstadsboblen. Kan Mette F. genskabe de tillidsbånd til faglærte og ufaglærte, der tidligere kendetegnede Socialdemokratiet? Spørgsmålet er, om hun får lov. Disse ugers interne S-opgør står ikke om formandsposten, men om den bredere holdopstilling og politik.
Afgående finansminister Bjarne Corydon fremhæver, at S gik frem på »noget dybt ansvarligt« i midten af dansk politik. I Corydons valgkreds, Esbjerg by, tabte Socialdemokraterne 2,6 procentpoint og DF fik et kanonvalg. Valget var et oprør mod »den nødvendige politik« – i storbyerne gik vælgerne til Enhedslisten og Alternativet, i resten af landet til DF. Hvis Mette F. vil genopbygge tilliden, må hun gøre op med Corydons skæve fordelingspolitik og genskabe det socialdemokrati, vi kender.
Al Christiansborg-logik tilsiger, at et parti med DFs størrelse skal i regering. Folkeligt er det imidlertid lidt af en chancesejllads.
Problemet er ikke udlændingepolitikken, men arbejdsmarkeds-, social- og fordelingspolitik. DF har lovet bedre velfærd, mindre social dumping og tryggere dagpenge. Hvis løfterne brydes, vil fagbevægelsen og venstrefløjen straks være dér – det vil et socialdemokrati i opposition forhåbentlig også.
Den folkelige afregning kan komme hurtigt og kontant. Kampen om arbejderne er begyndt.
