Klumme i Altinget 17.10.2021
Af Lars Olsen
Regeringens udspil om 22.000 nye almene boliger har taget den borgerlige opposition med bukserne nede. Betalbare boliger er afgørende for almindelige danskere. Kig blot på sommerens meningsmåling: 69 procent af københavnerne frygter, at de selv eller nogen, de holder af, tvinges til at flytte fra byen på grund af stigende boligpriser.
På Christiansborg er Venstre, Konservative og Liberal Alliance helt oppe i det ideologiske felt, det samme er lederskribenterne på de borgerlige aviser. Tættere på virkeligheden er der heldigvis mere besindige borgerlige kræfter.
Frederiksbergs konservative borgmester, Simon Aggesen, mener, at de borgerlige på Christiansborg er kommet »helt galt afsted« i debatten. Erhvervsorganisationen DI København ser også positive takter i regeringens udspil. Virksomhederne oplever, at de dyre boliger i hovedstaden gør det sværere at rekruttere til stillinger med almindelige lønninger, det samme oplever kommunerne ved rekruttering af pædagoger m.v.
Berlingske offentliggjorde tidligere på ugen en ny kortlægning fra DI: Der bor i København færre butiksansatte, sosu’er og pædagoger end i de fleste andre kommuner, simpelthen fordi de ikke har råd til at anskaffe sig en bolig. Resultatet er, at nogle må pendle rigtig langt på arbejde – eller vælger et job tættere på deres bopæl.
Hertil kommer de langsigtede følger for hovedstaden, som vi kortlægger i ”Rige børn leger bedst”. Mange kvarterer domineres i dag af højere middelklasse og universitetsstuderende – København er blevet »akademiseret«, som det udtrykkes i en analyse fra Økonomiforvaltningen. Det giver let et skævt billede, hovedstadens meningsdannere og beslutningstagere mister fornemmelsen for den brede arbejder- og middelklasse.
Københavns socialdemokratiske styre har i de seneste årtier i ekstrem grad overladt byudviklingen til markedskræfterne. Tusindvis af ældre lejligheder er moderniseret og omdannet til dyre ejer- og andelsboliger, samtidig med at borgerlige regeringer liberaliserede andelsboligerne. Det offentlige selskab By & Havn har solgt grunde til højestbydende, uden skelen til byens sociale geografi. Resultatet er en hovedstad, hvor boligpriserne eksploderer, og stadig mere bliver lukket land for almindelige indkomster.
Alligevel kører borgerlige Christiansborg-politikere og lederskribenter en firkantet ideologisk kampagne: Mange danskere vil gerne eje deres egen bolig, ergo skal der ikke bygges flere almene lejeboliger, lyder det. En argumentation, der passer til ideologiserede lederskribenter og superliberalister som Liberal Alliance, men forekommer løjerligt kontrafaktisk hos store ansvarlige partier som Venstre og Konservative.
Som den mere virkelighedsnære Frederiksberg-borgmester påpeger: Vi kan ikke bygge os ud af hovedstadens prisboble på ejerboliger.
Hvis Berlingskes lederskribenter slog op i deres egen avis, kunne de i august læse en analyse fra Realkredit Danmark. For at købe en familiebolig i København på 140 kvadratmeter kræves en familieindkomst på 131.000 kroner – om måneden. Selv hvis familierne skruer sig ned på lidt mindre plads, er der stadig langt til de typiske familieindkomster for politibetjente og pædagoger.
I store dele af hovedstaden er ejerboligerne slet og ret så dyre, at almene lejeboliger er det realistiske boligtilbud til lav- og mellemindkomster.
Samtidig holder modstillingen mellem ejerboliger og almene lejeboliger ikke i virkelighedens verden. Landets næststørste kommune, Aarhus, har netop gennemført en omfattende kortlægning af fremtidens boligmønstre og behov. Ved første øjekast ser den borgerlige kampagne ud til at have en pointe: Aarhus har langt flere almene boliger end København, der er også bygget flere i de senere år, og der mangler betalbare ejerboliger til børnefamilierne, som forventes at drive meget af det næste tiårs befolkningsudvikling.
Problemet er imidlertid ikke, at der bygges for meget alment, de almene boliger sikrer ifølge analysen en mangfoldig by – problemet er, at der opføres for meget eksklusivt privat udlejningsbyggeri. Dyre udlejningslejligheder efterspørges ikke af børnefamilierne i samme grad som parcel- og rækkehuse, men de passer til forretningsmodellerne hos store investorer som pensionskasser, investeringsselskaber m.v.. Det antages ofte, at markedet nærmest pr. automatik varetager forbrugernes interesser, men det holder ikke på et boligmarked domineret af store institutionelle investorer.
Derfor presser Aarhus, med KL-formand Jacob Bundsgaard i spidsen, på for en ændring af planloven. Kommunerne skal ikke kun kunne forlange 33 procent almene boliger, sådan som regeringen foreslår, men også at en vis andel af boligerne er ejerboliger – rækkehuse, parcelhuse m.v. Kommunerne har slet og ret brug for stærkere redskaber for at sikre alsidige boligtilbud – og dermed socialt blandede byer.
Med de seneste dages debat går jeg ud fra, at de borgerlige er med på at give kommunerne flere muskler på dette område. For selvfølgelig er almene lejeboliger ikke den eneste løsning på de opdelte byer, udenfor de allerdyreste områder er betalbare rækkehuse og parcelhuse vigtige i den pakke af tiltag, der kan skaffe plads til almindelige indkomster.
Vi skal have flere betalbare boliger – almene boliger, ejerboliger og gerne en ny type andelslejligheder. Men: Det kræver mindre marked og mere offentlig regulering. Virkeligheden passer ikke altid i de ideologiske skemaer – og heldigvis for dét.
