Essay til Altinget 26. juni 2022
Af Lars Olsen
Forfatteren Lars Olsen var københavner med stort K, men flyttede til Holbæk. Han blev overrasket over, i hvilken grad perspektivet på Danmark er radikalt anderledes ude på Vestsjælland end i hovedstaden
Det meste af mit liv har jeg været københavner. Jeg voksede op i kvarteret nedenfor Bellahøjhusene – de første højhuse i København – og boede senere mange år på Nørrebro.
Min hustru og jeg fandt sammen til en valgfest på Blågårds Plads, og jeg brød igennem som forfatter med ”Det delte Danmark” – en bog med afsæt i Nørrebro.
Jeg var københavner med stort K.
I 2007 flyttede vi til forstæderne, nærmere bestemt Humlebæk, og for halvandet år siden tog vi endnu et ryk: til Holbæk, 67 km fra Rådhuspladsen.
Siden har det slået mig, i hvilken grad perspektivet på Danmark er radikalt anderledes ude på Vestsjælland end i hovedstaden. Vinklen på mange samfundsspørgsmål er simpelthen en anden:
Et godt eksempel er de store investeringer i veje og jernbaner, der blev aftalt i 2021 og realiseres i de kommende år. I landsmedierne var der mange knubbede ord. Politiken udkom med sorte motorvejsstriber over hele forsiden. »Bilejerne er blevet urørlige«, mente hovedstadsavisen.
Stemningen ude på Sjælland var helt anderledes. På rådhuset i Kalundborg gav borgmesteren »motorvejslagkager«. Kalundborg er Sjællands største industriområde med Novo, Novozymes, Statoil og senest Mærsk, der flytter hele sin containertrafik fra København til Kalundborg. Alligevel sker trafikken ad en landevej, hvor tusindvis af pendlere dagligt snegler sig afsted.
Nu kommer motorvejen – omsider. Få måneder efter beslutningen annoncerede Novo da også den hidtil største investering i et dansk fabriksanlæg, 17 mia. kroner og 400 nye job til Kalundborg.
Ude på Sjælland handler kritikken mere om, at det går for langsomt. Hvorfor går arbejdet med Kalundborg-motorvejen først i gang i 2024/25? Og hvad med en anden større by, Næstved, der ligger langt fra motorvejsnettet, men kommer til at vente endnu længere?
Et andet eksempel er det seneste års debat om udflytning af uddannelser.
Landsmedier som Politiken, Berlingske og DR er svømmet over med sure professorer og vrede universitetsstuderende, der protesterer imod udflytning og beskæring af et antal akademiske studiepladser.
Ude på Sjælland handler det mere om dét, der også er titlen på den brede politiske aftale – uddannelser i hele Danmark. Her er det nok så vigtigt, at man fremover kan blive læge i Køge, jordemoder i Slagelse og radiograf i Næstved.
Holbæk satser benhårdt på at blive uddannelsesby – igen. Byen har en stærk selvforståelse som seminarieby, så det var en ordentlig mavepuster, da Holbæk Seminarium drejede nøglen om som udløber af 00’ernes centraliseringsbølge.
Nu er udviklingen vendt. I 2018 åbnede en ny sygeplejerskeuddannelse, i 2019 én som finansøkonom, og med aftalen i 2021 får vi også en pædagoguddannelse.
Byens civilsamfund bakker i dén grad op om de nye muligheder. Den lokale bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, har indrettet et rustikt gammelt pakhus på havnen til ungdomshus, hvor der er hele tre smukke etager til studiemiljø og kultur. Senere på året åbner Holbæks store almennyttige fond, Sidesporet, en studentercafe.
Målet er at skabe et attraktivt ungdomsmiljø omkring de nye videregående uddannelser og de ganske mange gymnasier og erhvervsuddannelser, vi havde i forvejen.
Udviklingen dækkes fyldigt i ”vores” medier – det lille lokale dagblad Nordvestnyt og det regionale TV2 Øst. Da vi rykkede teltpælene til Holbæk, fik vi også et nyt mediebillede, der har vist sig ganske anderledes end det tidligere.
Nordvestnyt er en udløber af det gamle Holbæk Amts Venstreblad og i sin natur optaget af lokale spørgsmål, men også TV2 Øst er tættere på hverdagen end medierne i hovedstaden.
Det er en historie, når 100 borgere i landsbyen Errindlev på Lolland samles til fællesspisning og fejrer ti års lokalt sammenhold – civilsamfundet fylder rigtig meget. Arbejdslivet blandt faglærte og ufaglærte fylder også mere. Vi møder den 22-årige kvindelige elektriker, der kvittede 11-tallerne i gymnasiet, gik i lære og blev byggeleder allerede som lærling. Og vi følger det store byggeri af Femern-broen, hvor der indrettes alt fra lærlingeboliger til sundhedsklinik.
Politik er tættere på borgerne. Det er en historie, når de første sygeplejersker bliver færdige på uddannelsen i Holbæk, og når byrådet i Slagelse trods store protester rundbarberer indsatsen overfor demente.
I foråret var Høng på Vestsjælland vært for Skills, en festival der tiltrak 67.000 besøgende, hvor unge fra 49 faglige uddannelser dyster om at være dygtigst. Skills skifter værtsby fra år til år, min hustru og jeg har fulgt det gennem årene – men aldrig har festivalen fyldt som i Holbæk.
Nordvestnyt præsenterede en hel stribe unge, der havde kvalificeret sig i lokale konkurrencer og nu gik videre til Skills. To af dem vandt. Danmarks dygtigste urmagerlærling bor i Holbæk, og den dygtigste gourmetslagterlærling er nede i vores lokale slagterbutik.
Da vi boede i København og Humlebæk, var Skills ikke noget særligt. Medierne gik let henover det, gymnasier og universiteter fylder mere. Folk talte heller ikke om dét, kun få unge tager en erhvervsuddannelse, så de færreste kender nogen der er med. Sådan er det ikke på Vestsjælland. Det er en stor begivenhed, som tre dage i træk var tophistorien i TV2 Øst.
Vestsjællands perspektiv på de politiske spørgsmål er imidlertid fraværende i landsmedierne, det samme er lignende områder i Fyn og Jylland.
Politiken og Berlingske har i dag målgruppe i hver sit hovedstadssegment med lange uddannelser og pæne indkomster – Politiken skriver for de progressive, Berlingske for de borgerlig-liberale – og DR henter meget af inspirationen fra de store hovedstadsmedier.
Læg dertil at hovedstaden er mediefolkenes eget bagland. For nogle år siden viste en undersøgelse i fagbladet Journalisten, at der bor flere mediefolk i Absalonsgade på Vesterbro end i hele Vesthimmerlands Kommune.
Den geografiske skævhed er også social. Mens vi pakkede flyttekasserne for at rykke til Holbæk, lagde jeg sidste hånd på ”Rige børn leger bedst”. Bogens vigtigste fund handlede netop om geografiske klasseskel. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dokumenterer, at Danmark i de seneste årtier har fået en ny social geografi:
Store dele af hovedstadsområdet domineres i dag af overklasse og højere middelklasse, sekunderet af tusindvis af universitetsstuderende – det gælder også meget af Københavns Kommune, der frem til 1980’erne var en arbejderby. Stor-Aarhus er præget af samme skifte, men slet ikke så dramatisk.
Samtidig er arbejderklassen af faglærte og ufaglærte presset vestpå – både på Sjælland og i Jylland. Derud hvor boligpriserne også er for lav- og mellemindkomster. Derud hvor produktionsvirksomhederne i dag er placeret.
Et par tal: I dag udgør overklassen/den højere middelklasse 40 procent af københavnerne i den erhvervsaktive alder, og hele 50 procent i Frederiksberg Kommune. I Holbæk er det 15 procent og i Kalundborg under hver tiende. Vi lever i hver vores sociale virkelighed.
Resultatet er en mental kløft, hvor vi har vidt forskellige vinkler på mange spørgsmål. Tag bare uddannelse:
Langt de fleste danske unge tager heldigvis en uddannelse, men der er stor klasseforskel på hvilken. 60 procent af de unge fra overklassen og den højere middelklasse er som 30-årige i gang med/har en akademisk uddannelse, i arbejderklassen er det kun 15 procent. Arbejderklassens unge tager typisk mere praktiske uddannelser – de bliver faglærte eller professionsuddannede som lærer, pædagog m.v.
Skills fylder helt anderledes hos os ude på Vestsjælland, simpelthen fordi der bor andre socialklasser og flere unge tager erhvervsuddannelser.
Når Holbæk satser på at blive uddannelsesby, handler det primært om at fastholde de lokale unge. Over halvdelen af de unge forlader byen mellem de er 15 og 25, det er de simpelthen nødt til. Efter lukningen af Holbæk Seminarium var det ikke længere muligt at tage en videregående uddannelse i byen, men det bliver det nu. I nabobyen Slagelse, der har en del korte og mellemlange videregående uddannelser, vælger markant flere unge da også at blive.
Blandt hovedstadens medier og universitetsstuderende trives en forestilling om, at decentralisering af uddannelser tvinger storbyunge til at »flytte ud« til provinsen, men det bliver formentlig sjældent. Den vigtigste konsekvens er, at færre unge fra provinsbyer som Holbæk tvinges til at »flytte ind« – væk fra familie og venner.
Samtidig viser erfaringerne fra den nye sygeplejerskeuddannelse, at lokale tilbud tiltrækker mere modne unge, der ellers ikke læser videre. En af dem er 34-årige Denise Hertzum Rasmussen, der i ti år arbejdede som social- og sundhedsassistent:
»Jeg har altid haft lyst til at blive sygeplejerske. Men med børn derhjemme kunne jeg ikke bare tage til en af de store byer. Så da det blev muligt at blive sygeplejerske i Holbæk og komme i praktik i lokalområdet, slog jeg til,« fortæller hun til Nordvestnyt.
Når hovedstadsområdet sætter dagsordenen i medier og politik, har det således social slagside: Det er den fjerdedel af danskerne, som har de længste uddannelser og/eller de højeste indkomster, der spiller førsteviolin. Og store dele af Danmark forsvinder under radaren.
Et godt eksempel er den ophedede debat om ”tvangsfordeling” af gymnasieelever. Et nyt system for optag på gymnasierne betyder, at lidt flere unge i hovedstadsområdet ikke kan komme ind på deres førstevalg – i dag er det 9 procent, fremover bliver det ifølge Børne- og Undervisningsministeriet omkring 12 procent. Ikke noget dramatisk skifte, og i store dele af landet får flere unge opfyldt deres førstevalg.
Alligevel er det blevet en kæmpesag i hovedstadsmedierne med Berlingskes kampagnejournalistik som førerhund. Det er det også på Christiansborg, hvor Venstre har gjort opgør med ”tvangsfordelingen” til slagnummer i den begyndende valgkamp.
Igen er perspektivet et andet set fra Nordvestsjælland. Med det nye optagesystem undgår vi, at Odsherred Gymnasium i Asnæs må lukke, når der i de kommende år bliver små ungdomsårgange. Og dermed undgår vi, at unge i det nordlige Odsherred stilles helt urimeligt med 40 kilometer til skole – hver vej.
De unge i Nordvestsjælland får imidlertid ikke samme opmærksomhed som deres jævnaldrende i hovedstaden, heller ikke hos Venstre, der er mere fokuseret på partiets nye vælgere i Nordsjælland end på de klassiske V-vælgere i Jylland. For en del år siden sagde man, at Venstre »gik fra højskolen til handelshøjskolen«, og under Jacob Ellemann-Jensen er de velstillede storbyvælgere for alvor kommet i højsædet.
Venstre er langt fra ene om dette. Socialdemokratiet erobrede i 2019 regeringsmagten med mærkesager for arbejderklassen og provinsen, men er nu i vildrede.
I de første år leverede Mette Frederiksen & Kaare Dybvad det ene udspil efter det andet med fokus på ”hele Danmark”, det vækker glæde i Holbæk og andre provinsbyer, men opleves som kontroversielt blandt segmenter af storbyvælgere. Socialdemokratiet har – ligesom Venstre – et skisma mellem de klassiske kernevælgere i provinsen og de bedrestillede i hovedstadsområdet.
I dansk politik anno 2022 skal de folkevalgte ikke blot sætte sig igennem overfor embedsapparatet, men også håndtere en magtfuld hovedstadsopinion. En kakofoni af højere middelklasse-stemmer, der har ressourcer til at præge debatten og forstørres yderligere af hovedstadsmedierne. Velstillede samfundslag, der fylder langt mere end deres antal berettiger til.
Set fra Vestsjælland har Støjbergs Danmarksdemokraterne større potentiale, end mange i hovedstadsmiljøerne antager – hvis de ellers spiller deres kort rigtigt. Da vi ved 2015-valget havde »det gule Danmark«, omfattede det store dele af Sjælland – Dansk Folkeparti var største parti i stationsbyen Gislinge blot 13 km herfra.
De næste måneders store spørgsmål i dansk politik bliver, hvem der taler for os 67 km fra Rådhuspladsen.
