Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 14.8.2017
Af Lars Olsen
Smag på dét: akademikerbashing – et nyt ord fra sommerens debat om uddannelse og eliter. En debat, der vækker stærke følelser og spalter centrum-venstre i en grad, vi ellers kun ser i udlændingepolitikken.
Det startede i forsommeren, da det socialdemokratiske folketingsmedlem Kaare Dybvad Bek udsendte »De lærdes Tyranni«. Bogen kritiserer, at akademiske uddannelser boostes, mens erhvervsuddannelser og folkeskole misrøgtes. Dybvad langer også ud efter en akademisk elite, der centraliserer samfundet og ignorerer betydningen af danske produktionsjob.
Debatbogen fik mange roser, men udløste en voldsom reaktion fra akademikerorganisationer, Radikale og Enhedslisten. Den radikale Morten Østergaard anklager Socialdemokratiet for »uddannelsesrindalisme«. Under Folketingets afslutningsdebat gik han i kødet på Mette Frederiksen, men S-formanden bakkede op om Dybvads »fuldstændig rimelige« prioriteringsdebat:
»Der er op mod én million voksne danskere, som har svært ved at læse, skrive og regne; hvor ofte prioriterer vi dem i uddannelsesdiskussionen? Alle os, der har besøgt mange gymnasier og erhvervsuddannelser, ved da godt, at pengene er blevet prioriteret i retning af gymnasierne,« fastslog Mette Frederiksen.
Uenigheden handler både om uddannelse, fordelingspolitik og magten i samfundet. LO-fagbevægelsen har længe presset på for en omprioritering til fordel for erhvervs- og efteruddannelse, det samme har kræfter i S og SF. For akademikerorganisationer er dette et angreb på velerhvervede rettigheder, og i sommerens debat har de fået massiv støtte af Politiken, hvis egne skribenter stod i kø for at kritisere Dybvads »akademikerbashing«:
»Uddannelse er frihed. Hver gang et menneske uddanner sig, kommer det os alle sammen til gode, fordi vi får råd til mere af alt det, der gør Danmark til et fremragende land at leve i,« skrev Gry Inger Reiter, der kom til Politiken fra en tillidspost i Dansk Magisterforening.
Hov, er uddannelse nu altid en gevinst for samfundet? Gælder det både for efterspurgte ingeniører og brødløse humanister? Og hvad med murersvenden og sosu-assistenten, der tager de hårde job for at betale middelklassebørnenes »frihed«?
Ifølge Enhedslisten er der slet ikke en meningsdannende og akademisk elite. »Elite? Mig? Det er da få hundrede rige,« fastslog partileder Pernille Skipper. Hun henviste til en sociologisk bog, hvor magteliten kun er 423 erhvervsspidser og topembedsmænd.
»Ja, det er jo total proletar: Jurist i en dyr lejlighed i København, finansieret af ens job som leder for et parti i Folketinget…. Come on. Det er ingen kunst at definere elite så snævert, at der ikke er nogen, der er eliten, ud over de få mennesker, man ikke kan lide,« skrev Svend Dyrholm Pedersen fra 3F på Facebook.
Danmark er midt i en stor forandring af uddannelse og arbejdsmarked: Siden midten af 00’erne er antallet af akademiske kandidater fordoblet. Udgifterne til lange uddannelser og SU er steget markant, mens erhvervsuddannelser står i stampe. Et skifte, der naturligt udløser debat.
Det er dygtigt spin, når akademikerorganisationer får gjort dette til »akademikerbashing« – eller »dæmonisering« som magisterformand Camilla Gregersen udtrykker det. Stemplet fungerer som dengang, kritikere af udlændingepolitikken blev betegnet som fremmedfjendtlige: debatten flyttes fra sagens indhold til afsenderens moralske habitus. At det forfulgte mindretal – akademikerne – har de højeste lønninger og mest privilegerede job, gør kun spin-præstationen ekstra imponerende.
