Manus til klumme i Jyllands-Posten juni 2022
Af Lars Olsen
Der er en massiv – men overset – ulighed i vores CO-2-udledning. Højindkomster udleder i snit omkring otte gange så meget som danskere med jævne indtægter. Det konkluderer den franske stjerneøkonom Thomas Piketty, der med sit team bedriver en omfattende forskning i klasseskel:
»Hvis du ser på lande som Danmark og Frankrig, vil den nederste halvdel af befolkningen udlede mellem tre og fire tons CO₂ om året, hvilket stadig er for meget, men ikke alarmerende i forhold til vores samlede mål. Hvis du derimod ser på top ti procent, udleder de 25-30 tons om året og top et procent vil nå helt op på 70 tons om året,« forklarede Piketty for nylig i Information.
Egentlig ikke så overraskende. Højindkomsterne kører i større biler, flyver ofte, opvarmer store villaer etc. Ganske anderledes end Oda, der kun skal have varme i den toværelses og tusser rundt med rollator. Piketty fortsatte da også med en vigtig opfordring:
»Hvis man ikke tænker fordeling ind i kravet om reduktioner, får man store sociale bevægelser imod den grønne omstilling, og de laveste indkomstgrupper vil aldrig komme til at stemme på grønne partier.«
Opfordringen er i dén grad tiltrængt. Spørgsmålet om social – og geografisk – retfærdighed i klimaomstillingen er stort set fraværende, også på meget af venstrefløjen. Det interesserer heller ikke medierne og slet ikke den håndfuld ”eksperter”, der gang på gang bruges som sandhedsvidner. Professorer og vismænd, som ved noget om CO-2, energi etc., men er åbenlyst uinteresserede i bredere konsekvenser for lokalsamfund og social fordeling.
Tag bare Nordic Sugar på Lolland-Falster. Sukkerfabrikkerne er Danmarks næststørste CO-2-udleder; det har påkaldt sig en naturlig, men meget ensidig, interesse, også hér i avisen: Hvorfor bygges der en dyr gasledning af hensyn til Nordic Sugar? Ja, hvorfor lukkes den slags ikke bare? Lad en høj CO-2-afgift og markedet klare ærterne.
Klimateknokraterne og deres mikrofonholdere er løjerligt blinde overfor de sociale forhold på sydhavsøerne. Lolland er Danmarks socialt hårdest ramte kommune, 34 pct. i den erhvervsaktive alder er på langvarig overførselsindkomst – 34 pct.! Hvis en høj CO-2-afgift lukker sukkerfabrikkerne, berører det ikke alene hundredvis af ansatte, men også roe-produktionen i landbruget. Enhver, der har været på Lolland i efteråret, ved, hvad roekampagnen betyder – det ville være en social katastrofe.
Læg hertil at danskerne ikke af den grund holder op med at bruge sukker. Lollands borgmester har da også dette hip til de klimabevidste københavnere: »Det kan godt være, at vi producerer sukkeret hernede, men det er ikke kun os, der æder det. Det går jo også til københavnernes lørdagsslik. Og cementen fra Aalborg Portland bruges jo også til alle byggerierne inde i København«, konstaterer Holger Schou Rasmussen (S) i Berlingske.
En social bevidst venstrefløj ville spørge: Hvorfor skal folk på Lolland med beskedne indtægter undgælde for højindkomsternes CO-2-fest? Den ville kæmpe hårdt for højere afgifter på flyrejser og store biler, men ikke for at flytte efterspurgte produktionsvirksomheder til andre lande – CO-2 er som bekendt et globalt problem. Den ville, for det sker ikke i dag.
Danmark har skibet sig ind i verdens mest vidtgående klimamål, det vil på godt og ondt ændre vores hverdag, men de mest elementære kritiske spørgsmål bliver ikke stillet.
