Essay i Politiken 16. juni 2019
Af Lars Olsen
Forfatter til ”Det forsvundne Folk”
Udspillet om tidlig folkepension var en gamechanger. Det flyttede store arbejdergrupper fra DF til Socialdemokratiet og mobiliserede samfundslag, der i andre lande ifører sig Gule Veste eller vender ryggen til politik. Det lægger et kolossalt ansvar på det nye flertal og især Mette Frederiksen.
»NU ER DET Arnes tur«. Med fast blik kiggede 59-årige Arne på os fra plakatsøjler, togstationer og avisannoncer. Den sønderjyske bryggeriarbejder var symbolet på Socialdemokratiets kampagne for tidlig folkepension til arbejdergrupperne.
Også de borgerlige inddrog Arne. Det blafrer i vinden, hvem der skal have retten til tidlig pension: »Ikke engang Arne kan få at vide, om han er dækket af udspillet eller ej,« sagde Lars Løkke Rasmussen i valgkampens sidste tv-duel med Mette Frederiksen.
Studievært Kaare Quist havde ligefrem talt med Arne selv. Arne havde et direkte spørgsmål til Løkke og hans seniorførtidspension, hvor folk med stærkt nedsat arbejdsevne kan visiteres ud af arbejdsmarkedet. »Hvorfor skal man være slidt så langt ned til sokkeholderne, at man kun kan arbejde to dage om ugen, før man kan få hjælp,« spurgte Arne.
»Fordi vi ikke kan have et system, hvor folk bare selv visiterer sig til pension… Det gør Danmark fattigere,« svarede statsministeren.
Det er dén slags, der blev bemærket i skurvognene, plejecentrene og kantinerne på industrivirksomhederne. Halvdelen af alle 50+ med fysisk arbejde døjer med regelmæssige smerter, og mange tager piller for at klare arbejdsdagen. Pension var det enkeltspørgsmål, der flyttede flest vælgere fra Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet.
DEBATTEN OM TIDLIG folkepension synliggjorde og mobiliserede en samfundsgruppe, som ellers er forsvundet under radaren. I efteråret udsendte jeg bogen Det forsvundne Folk. 39 procent af danskerne har fysisk arbejde; størstedelen tilhører dem, vi tidligere kaldte arbejderklassen: Murere, jord- og beton’ere, slagteriarbejdere, sosu’er, dagplejere…
Arbejderklassen har det seneste tiår oplevet et mere dramatisk skifte, end mange i de bedrestillede lag er klar over. Billige østeuropæere presser løn og arbejdsforhold. Det samme gør mere usikre ansættelser – hver fjerde 3f’er på Danfoss er på midlertidig kontrakt.
Hertil kommer en stribe politiske »reformer«. En langvarig sygemelding kan i dag føre til endeløse forløb på Jobcenteret og i værste fald social deroute. Og nok så afgørende: Mange kan ikke arbejde til 68 eller 70, sådan som de skal med stigende pensionsalder og afvikling af efterlønnen. Bekymringen for seniorårene er en afgørende kilde til utryghed i arbejderklassen.
Da Socialdemokratiet i januar fremlagde udspillet om tidlig folkepension, blev det en gamechanger i dansk politik. Man kunne en forårsmorgen opleve, at tophistorien på tv2 News handlede om arbejdsmiljø – noget der ellers rager de store medier en høstblomst. Det forsvundne folk var blevet synligt.
JEG HAR SIDEN efteråret holdt 38 foredrag, de fleste i lokale fagforeninger i provinsen. Mange oplever den nye debat om arbejdsliv, nedslidning og pension som en frisættelse, med ét handler politik og debat om dem.
Et manifest eksempel var i marts, hvor jeg diskuterede med 75 rengøringsfolk, gartnere og andre i en 3f-afdeling i Odense. Én efter én rejste de sig og fortalte om deres liv:
»I Folketinget er de på valg hver fjerde år – jeg er på valg hvert år: Så bliver vores rengøringsarbejde sendt i udbud, og tempoet skrues hele tiden op«, fortalte en kvinde.
En anden var netop ”overdraget” til et nyt firma. Hun blev modtaget med »syv gode grunde til at gå på arbejde«. Sygedage på grund af hoste eller hovedpine er bandlyst.
Flere berettede, hvordan de har arbejdet, siden de var helt unge. »Inde i Folketinget sidder 179, hvor de fleste er gået den akademiske vej. Jeg tjente penge og betalte skat, så de kunne få en uddannelse – og det er fint nok. Men nu vil de have, at jeg skal arbejde, indtil jeg er slidt helt ned: Hvorfor er de ikke solidariske, sådan som jeg var, da jeg betalte deres uddannelse,« spurgte en midaldrende rengøringsassistent.
Efter mødet var afdelingsformanden overrasket over, at så mange tog ordet. Meget gik imidlertid igen andre steder. Bitterheden over Slotsholmen er stor. Mange har haft hårde job siden de unge år og betalt deres skat, men oplever nu, at politikerne bryder deres del af samfundskontrakten.
Gang på gang rejses det spørgsmål, som Arne stillede Løkke: Hvorfor skal vi slides helt ned til sokkeholderne, før vi får lov til at slippe? Skal gode år med børnebørnene kun være en ret for dem med lange uddannelser og job bag skrivebordene?
Med den tidlige folkepension talte Mette Frederiksen ind i en bredere kløft, der spalter arbejderklassen og de bedrestillede samfundslag.
VALGET GJORDE SOCIALDEMOKRATIET til et mere rendyrket arbejderparti. På landsplan var resultatet stort set status quo, men det dækker over markante sociale og geografiske forskydninger:
Mette Frederiksen & Co. flyttede store grupper arbejdere og andre underprivilegerede over den politiske midte – især fra DF. Samtidig mistede Socialdemokratiet en del middelklassevælgere til SF, Radikale og Enhedslisten, både på grund af den stramme udlændingepolitik og »klimavalget«.
I provinsen var den første vælgerbevægelse størst. I Frederikshavn var fremgangen eksempelvis 6 procentpoint, i Lollandskredsen 5 procentpoint – hele 40 procent satte kryds ved liste A. Begge steder stod DF stærkt, men gik massivt tilbage.
De store byer viste imidlertid den anden vælgerbevægelse. På Østerbro gik Socialdemokratiet 7 procentpoint tilbage, og Radikale blev størst. På Nørrebro var tilbagegangen 6 procentpoint, og Enhedslisten løb med førstepladsen.
Tilsammen førte de to vælgerbevægelser til det rød-grønne jordskredsvalg, der flyttede hundredtusinder over den politiske midte – ligesom Anders Fogh Rasmussen og DF gjorde i 2001, bare med modsat fortegn.
METTE FREDERIKSENS VEJ til magten har etableret to røde linjer, som den nye statsminister må respektere. Den ene er velbelyst i valgkampen: Socialdemokratiet kan ikke give køb på det, Mette Frederiksen kalder »den brede udlændingepolitik«, hun må nødvendigvis fortsætte den stramme hovedlinje.
Den anden røde linje er tidlig folkepension. De fleste iagttagere overser noget afgørende: Ifølge velfærdsaftalen fra 2006 skal Folketinget til næste år vedtage endnu en forhøjelse af pensionsalderen – fra 68 til 69. Mette Frederiksen må have en aftale om tidlig folkepension på plads inden.
En socialdemokratisk statsminister får svært ved igen at forhøje pensionsalderen; uden en ret til tidlig folkepension bliver det umuligt. Det borgerlige Danmark må acceptere en ny ret til tidlig folkepension – ellers er det godnat med den brede konsensus om højere pensionsalder. Afviklingen af efterlønnen fjerner fundamentet for velfærdsforliget i 2006.
De Radikale lægger næppe stemmer til. Det er blevet et interesseparti for den højtuddannede middelklasse. Radikale investerer gerne i daginstitutioner og uddannelse, som gavner middelklassens børn, men den hvide arbejderklasse er ikke andet end tjenende ånder.
Hér er DF mere oplagt. DF er traditionelt et af de to store arbejderpartier, men mistede rigtig meget til Socialdemokratiet – netop på grund af pensionsdebatten. Måske er DF ved at være møre: »Nu er valget overstået, og vi afventer Mette Frederiksens udspil, men vi er klar til at forhandle, når der ligger noget konkret«, siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted til A4 nu.
DER STÅR MEGET på spil. Kig ud i Europa: Storbritannien er lammet af Brexit. I Frankrig er Macron kørt fast i konflikten med Gule Veste. I Italien er højre- og venstrepopulisterne i en løjerlig regering sammen. Og overalt det samme mønster: Revolter i arbejderklassen udenfor storbyerne ryster de politiske systemer.
To hollandske professorer, Mark Rovens og Anchrit Wille, kortlægger det nye politiske skel. I Diploma Democracy beskriver de, hvordan 70 procent af borgerne, der har kort eller mellemuddannelse, er stort set fraværende i parlamenter og andre politiske arenaer. Det gælder også Danmark, som er et af landene i kortlægningen.
På et vigtigt område skiller Danmark sig imidlertid ud. I Frankrig og Tyskland er det kun 50-60 procent af de kortuddannede, der overhovedet stemmer, men herhjemme er det over 80 procent.
Socialdemokratiet i Danmark har mobiliseret samfundsgrupper, der i andre lande stemmer på populistiske bevægelser, ifører sig Gule Veste – eller holder op med at stemme. Hvis Mette Frederiksen & Co. svigter nu, risikerer vi få samme mønstre som i andre lande, med uforudsigelige konsekvenser for folkestyret.
Det ved Mette Frederiksen. I Thomas Larsens samtalebog Mette Frederiksen beskriver hun, hvordan den vestlige arbejderklasses revolte bunder i brudte samfundskontrakter. Udspillet om tidlig folkepension er S-formandens svar på denne udfordring.
Problemet bliver at skaffe økonomi og politisk flertal, men hér giver statsministerposten nye muskler. Socialdemokratiet får hele Slotsholmens analysekraft i ryggen. Om nødvendigt kan hun udskrive valg på spørgsmålet.
Mit gæt er, at Mette Frederiksen er rede til at bruge musklerne. Vi står foran et dramatisk forløb frem mod den planlagte forhøjelse af pensionsalderen i 2020, muligvis en politisk krise. Og med god grund. Det handler ikke kun om levevilkårene for store grupper – men også om folkestyret og Socialdemokratiets fremtid som arbejderparti.
