Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 16.7.2012

Af Lars Olsen

 

Jeg var for nogle år siden med til at tilrettelægge en Gallup-undersøgelse blandt forældre. Ugebrevet A4 kortlagde familiernes valg mellem folkeskole og fri- og privatskoler. Et af spørgsmålene lød: »Det er bedst for samfundet, at så mange børn som muligt går i den lokale folkeskole«. 82 procent af forældrene var enige, også flertallet af dem der selv havde valgt en privatskole.

Folkeskolen er en af kronjuvelerne i velfærdssamfundet. Det har haft stor betydning for det danske samfund, at børn fra forskellige sociale og kulturelle miljøer er mødtes i folkeskolen – bønder og byfolk, arbejdere og middelklasse, høj og lav. Børn og forældre lærer en verden at kende, som er bredere end deres egen, og det skaber social sammenhængskraft.

Alligevel ser vi kronjuvelen smuldre i stadig flere kvarterer. I 1970erne var det kun 6 procent af de danske børn, som ikke gik i folkeskolen – i dag er det 15 procent, i København over 30 procent. Og det sker bare, ingen gør rigtig noget.

En af de få undtagelser er forældreforeningen Brug Folkeskolen, der opstod på Nørrebro, men nu breder sig til andre københavnske kvarterer. På Nørrebro er folkeskolen under hårdt pres. Der er ikke bare mange tosprogede elever, men også mange fra marginaliserede familier. Det får ressourcestærke forældre til at vælge privatskoler eller folkeskoler i andre kvarterer. Og dermed bliver elevgrundlaget på folkeskolerne endnu mere skævt – det er en ond cirkel.

Brug Folkeskolen på Nørrebro vil bryde den onde cirkel. Foreningen blev oprettet i 2003 af skolebestyrelser og andre aktive forældre. Målet var – og er – dobbelt: Københavns Kommune skal presses til en bedre fordeling af svage indvandrerelever. Samtidig skal ressourcestærke forældre give folkeskolen en chance. Brug Folkeskolen holder møder i børnehaverne forud for skolestart. Og der organiseres forældrenetværk i klasserne, så mobning, kulturkonflikter og andre problemer tages i opløbet.

Forældre skal ikke eksperimentere med deres børn. Mange forældre på Nørrebro ønsker imidlertid, at deres børn møder det kvarter, de bor i på godt og ondt. De ønsker også, at børnene får kammerater blandt andre end den selvfede »kreative klasse«, som udgør en stor del af Nørrebros ressourcestærke danskere. Kollektive rammer skaber tryghed om et individuelt valg, der af mange familier opleves svært.

I dag omfatter Brug Folkeskolen også forældre fra Amager, Bispebjerg og Sydhavnen, og der arbejdes på at etablere et landsdækkende netværk imod opsplitningen af skolerne i de store byer. På det praktiske plan har Brug Folkeskolen skaffet mere middelklasse til en del af skolerne, især dér hvor det har spillet sammen med en dygtig skoleledelse.

En egentlig løsning er der dog ikke tale om. På Københavns rådhus går politikerne stadig om fordeling af indvandrerelever som katte om den varme grød. Der sker lidt mere med børne- og ungdomsborgmesteren siden 2009, den unge socialdemokrat Anne Vang, men det store ryk mangler stadig. De mange politisk korrekte på Rådhuset forstår ikke virkeligheden i et kvarter som Nørrebro.

 

Brug Folkeskolen repræsenterer en spændende form for jordnær idealisme. Den adskiller sig fra de mondæne humanister, som sidder i deres fine Østerbro-lejligheder og begræder »tonen i debatten«, men selv sender børnene i privatskole. Den adskiller sig også fra den gnavne højrefløj, der taler højlydt om integrationsproblemer, men ikke selv bidrager til løsninger. Forældrenes kamp for folkeskolen bør inspirere – også i kvarterer med færre problemer end Nørrebro.

21