Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 11.9.2017
Af Lars Olsen
De øvre lag i erhvervslivet er forbundet på kryds og tværs: Topchefer i Netværket, klubber og VL-grupper, netværk af tidligere chefer hos konsulentfirmaet McKinsey og meget andet. Med til billedet hører også uformelle sammenkomster som Danske Banks middag på D’Angleterre og konsulenthusenes sommerfester. Læg hertil »et utal af uformelle kontaktflader i form af naboskaber på villaveje og sommerhuskvarterer, cykelklubber og tennisaftaler«, konkluderer en kortlægning i JP.
Netværk er nyttige til meget, men faren er, at de øvre lag i høj grad omgås nogle, der ligner dem selv. Toppen i erhvervsliv og politik må i højere grad »være nysgerrig efter, hvordan andre mennesker end en selv lever,« siger erhvervskvinden Stine Bosse. Den tidligere topchef i Tryg har formands- og bestyrelsesposter i virksomheder og fonde, men også opsøgt andre kredse: »Det er også netværk for mig, at jeg er ambassadør for produktionsskolerne (…) Jeg er også protektor for Fisken, et værested for unge indvandrere,« fortæller hun.
Jeg er ikke altid enig med Stine Bosse, men hér rammer hun hovedet på sømmet. Nysgerrighed overfor andre sociale lag er et must for alle, der former meningsdannelse og beslutninger. I vinter blev jeg kontaktet af journalist Christian Bennike fra Information. En stor privat begivenhed havde sat tankerne i gang.
»Jeg skal giftes til sommer, så jeg har siddet og bakset med en liste over potentielle bryllupsgæster – det er cirka 100 navne. Og så slog det mig pludselig: Jeg tror ikke, at én eneste af dem stemmer på Dansk Folkeparti. Min kæreste og jeg har gået navnene igennem én for én, og vi er helt sikre,« skrev han i et essay.
Christian Bennike er langt fra alene. 39 pct. af journalisterne bor i Københavns Kommune, hvortil kommer mange i resten af hovedstaden. De har – ligesom erhvervsfolkene – tæt professionel og social kontakt til hinanden. Mediefolkene har også stærke bånd til andre i den højere middelklasse, men hvor tit møder de sosu-assistenten fra Slagelse eller fabriksarbejderen på Danfoss?
Hovedstadsboblen er et demokratisk problem. Indflydelsesrige mediefolk og embedsmænd, konsulenter, ledere af offentlige institutioner og det øvre lag i erhvervslivet udgør kun få procent af befolkningen, men er i høj grad koncentreret i hovedstaden. Hér er overklassen og den højere middelklasse stor nok til, at mange primært omgås hinanden. Der er professionelle bobler af journalister, økonomer, bankfolk, uddannelseseksperter etc., og gennem vennekreds og ægtefæller er de forbundet med andre i de højere klasser. Men hvad med sosu-assistenten og fabriksarbejderen? De forsvinder let under radarskærmen eller reduceres til et tal i excelarket.
»Du er jo selv en del af eliten«, indvender nogle. Selvfølgelig, jeg har akademisk uddannelse og deltager i meningsdannelsen. Jeg har også det ene ben i hovedstadsboblen – mange af mine venner er konsulenter, journalister og organisationsfolk. Mit andet ben er imidlertid langt væk fra boblen. Jeg holder hvert år snesevis af foredrag ude i landet – lokale fagforeninger, biblioteker, små foredragsforeninger i provinsbyer m.v.
Det giver en sikker fornemmelse af samfundets nye brudflader. Når analyser viser, at mistillid til politikerne skyldes voksende utryghed og utilfredshed med såkaldte »reformer«, så er det ikke abstrakt viden for mig. Jeg hører det gang på gang fra levende mennesker. Kontakt til andre sociale lag og miljøer gør os ikke kun klogere, men er selve livlinen i folkestyret.
