`Signert` i Klassekampen februar 2025:
Af Lars Olsen
Venstresiden må tage debatten om, hvad indvandringen gør ved velfærdsstaten og vores forhold til arbejderklassen. Det er svært – men nødvendigt.
Så gik det galt – igen. Højrepopulisterne vandt i Tyskland, socialdemokraterne tabte endnu et valg. SPD – en gang storebror i det internationale socialdemokrati – er nede på sølle 16 procent.
Tysklands skred til højre har flere årsager: Økonomisk krise. Frustrationer i Øst. En upopulær SPD-ledet regering. Men ét er langt vigtigst – indvandringspolitikken.
To tredjedele af tyskerne vil stramme indvandringspolitikken. Den kommende forbundskansler, Friederich Merz fra konservative CDU, er ifølge ARDs målinger upopulær, men på et område har flertallet tiltro til ham: at begrænse indvandringen.
Resultatet blev et højreskred, der bragte det højrepopulistiske AfD over 20 procent, men samtidig gjorde CDU langt størst.
De to store centrum-venstre-partier, SPD og Grønne, var i defensiven. De nedtoner eller ligefrem fornægter de problemer med indvandring og integration, som tyskerne siden efteråret 2023 har set som »det vigtigste politiske spørgsmål«. Kun Linke, det tyske Rødt, opnåede lidt fremgang på mobilisering imod højre og skarpe sociale mærkesager.
Paradoksalt nok fik det nye venstrepopulistiske Bündnis Sarah Wagenkencht også et pauvert valg. Kombinationen af stram indvandringspolitik og venstreorienteret velfærdspolitik gav ellers flotte resultater i efteråret i tre østtyske delstater. Da BSW dengang red på en bølge af entusiasme, frygtede partitoppen for eventyrere og politisk splid. Nye blev kun forsigtigt lukket ind, og det ramte som en boomerang, da der skulle føres en intensiv landsdækkende kampagne, også i Vest.
BSW mobiliserede en del, der ikke stemte sidst, men 38 procent af arbejdervælgerne satte kryds ved AfD.
I Storbritannien har højrepopulismen ligeledes vind i sejlene. I nogle målinger er Nigel Farages Reform UK ligefrem størst og truer nu Labour i mange nordengelske kredse. Områder, hvor industrier er lukket og social marginalisering breder sig. Igen er der flere årsager, men illegal masseimmigration over Den engelske Kanal er afgørende.
Heldigvis har det udløst den debat i Labour, som andre på venstresiden viger tilbage for. En gruppe parlamentsmedlemmer fra Nordengland er gået sammen i Blue Labour:
»Vi må gå meget længere for at genskabe forbindelsen til vores base i arbejderklassen… Det indebærer modig venstreorienteret økonomisk politik, meget lavere indvandring, en total afvisning af splittende identitetspolitik,« siger Jonathan Hinder fra en valgkreds nord for Manchester til PoliticsHome.
Som dansker er Hinders recept velkendt. Det var den, der i 2019 mere end halverede Dansk Folkeparti og gjorde Mette Frederiksen til statsminister.
New Statesman, et anset magasin tæt på Labour, havde for nylig en medarbejder i Danmark. »Danmark viser hvordan Labour kan besejre det populistiske højre,« hed deres feature.
Hér møder læserne Martin Engell-Rossen, der var Mette Frederiksens strateg og siden kabinetschef i Statsministeriet 2019-21. Han beskriver strategien i nogle punkter: At genskabe troværdigheden i arbejderklassen udenfor storbyerne, sociale reformer betalt af finanssektoren og at sætte politiske prioriteter igennem på tværs af embedsapparatet.
Det afgørende er dog det fjerde punkt – nytænkning af indvandringspolitikken. »Uden dette havde vi ikke haft troværdighed omkring alt det andet«, siger Martin Engell-Rossen.
Det britiske magasin har fat i en vigtig pointe. Nytænkningen bestod ikke blot i at stramme: »Frederiksens præstation var at udvikle en autentisk socialdemokratisk tilgang (…) Hvis kampen stod om, hvem der var mest modbydelig overfor udlændinge, ville højrepopulisterne altid vinde, men hvis det handlede om at bevare det danske sociale demokrati, ville hun have fat i den lange ende«, påpeger New Statesman.
Det er således forkert, når det beskrives som en »accomodation strategy«, hvor man efterligner højrefløjen. Grundanalysen hos socialdemokrater som Mette Frederiksen, Kaare Dybvad og Mattias Tesfaye er at sikre det folkelige og økonomiske fundament for den nordiske velfærdsmodel:
»Ud fra en socialdemokratisk tankegang kan du ikke åbne for alle, der gerne vil ind i landet. For så er det umuligt at opretholde et bæredygtigt samfund, især hvis du har et velfærdssamfund. Et højt niveau af indvandring kan underminere sammenhængskraften«, forklarer Mette Frederiksen i denne uge i New York Times. Også de sendte en journalist til Danmark for at opklare, hvorfor Socialdemokratiet står stærkt i »en æra med højrepopulisme«.
Måske kan analysen inspirere i Norge? Fremskrittspartiet står i dag stærkt i arbejderklassen og i traditionelle Ap-bastioner i Nordnorge. Igen: flere årsager, men også indvandringspolitik.
»Fremskrittspartiet appellerer til arbeiderklasseidentiteten, og Sylvi blir avbildet med en sigg foran campingvogna. Det går også på politiske løsninger, særlig på innvandring,« forklarede valgforsker Peter Egge Langsæther fra Oslo Universitet for nylig i Klassekampen.
Den norske venstreside gør klogt i at bruge »Jens-effekten« og medvinden til at udvikle en politik, der genskaber forbindelsen til arbejderklassen. Hér er indvandrerpolitikken et af flere elementer.
