Manuskript til analyse i Politiken 22.12.2013
Af Lars Olsen
Siden 2001 er arbejdervælgerne svinget flere gange mellem rød og blå blok. Arbejderne skifter langt hyppigere end andre vælgergrupper og holder nøglen til flertallet
»AT VÆRE SOCIALDEMOKRAT er som at betale sin husleje«. I sine erindringer beskriver forfatteren Ole Hyltoft, hvordan tante Gudrun løber på trapper i arbejderkvartererne og hverver nye medlemmer til Socialdemokratiet. Dengang var dét som at betale sin husleje. Det var nærmest en selvfølge, at arbejderne stemte på Socialdemokratiet – eller et andet socialistisk parti.
Sådan er det ikke længere. I 2001 flyttede Venstre og Dansk Folkeparti (DF) hundredtusinder over midten, og der blev for første gang borgerligt flertal blandt arbejdervælgerne. Siden er pendulet svinget flere gange. I 2010-11 tilbage til »rød blok« – i 2012-13 igen over til »blå«.
Vælgerbevægelserne er langt større end blandt vælgerne som helhed. Det fremgår af figuren nedenfor. Mens 57 procent af arbejderne i foråret 2011 stemte »rødt«, så er det to år senere kun 36 procent – altså et fald på over 20 procentpoint. Blandt de højere funktionærer – ledere, akademikere m.v. – er bevægelsen langt mindre, kun ti procentpoint.
Figuren bygger på data fra Gallup, som professor Søren Risbjerg Thomsen har analyseret til min bog »En bygning slår revner«. Interessen for arbejdervælgerne skyldes ikke nostalgisk længsel efter fortidens klassebevidsthed, men at arbejderne er afgørende for centrum-venstres identitet og muligheder. I de seneste tyve år har dansk politik været sådan, at den, der har flertallet blandt arbejderne, også har flertallet i Danmark.
Forklaringen er, at begge blokke har solidt tag i nogle af de andre vælgergrupper. Centrum-venstre står stærkt blandt offentligt ansatte og får tillige en del stemmer blandt studerende. De borgerlige har godt greb om
selvstændige og funktionærer i den private sektor og står tillige stærkt blandt pensionisterne. Midt i det hele er arbejderne, der ofte føler sig hjemløse i et politisk landskab præget af forskellige segmenter i middelklassen.
DA VENSTRE OG DF flyttede arbejdervælgerne til højre i 2001, skete det efter 1990’ernes ophedede debat om indvandring og integration. Samtidig nedtonede Anders Fogh Rasmussen de traditionelle borgerlige mærkesager om nedskæringer af velfærdsstaten. Det gav tryghed til at stemme ud fra indvandring og anden »værdipolitik«, hvor arbejderne er mest på linje med de borgerlige.
Som det ses i figuren, var der stadig borgerligt flertal blandt arbejderne i 2007. Det krakelerer imidlertid i 2010-11, hvor krisen slår igennem og Lars Løkke Rasmussen fører Venstre ind på en mere klassisk borgerlig kurs. De to store »reformer« – dagpenge og efterløn – rammer hårdt blandt faglærte og ufaglærte, som har størst ledighedsrisiko og flest nedslidende job.
Samtidig skaber fagbevægelsen en stærk folkelig mobilisering. Det sker til dels ved traditionelle midler som demonstrationer, tillidsmandsmøder etc. Noget af det mest effektfulde er imidlertid 3F’s Skævt-kampagne, som involverer 12.000 aktive landet over. Folk, der går fra dør til dør i lokalområdet og diskuterer politik med deres naboer. Folk, der medvirker ved »lyttemøder«, hvor arbejdsløse fortæller om deres dagligdag og trængsler med dagpengereformen.
Det lykkes for Skævt-kampagnen at hæve valgdeltagelsen i 21 udvalgte boligområder. Gallups analyser viser tillige, at DF i 2010-11 går markant tilbage blandt arbejderne. Meget af dette sker under de landsdækkende mediers radarskærm. Debatter i øjenhøjde, bygget op om dagpenge, efterløn og andre konkrete spørgsmål, viser sig langt mere effektfulde end mediekampagner mod DF som »ikke stuerene«.
I DE SENESTE TO ÅR er arbejderne i stort tal vendt tilbage til de borgerlige partier, men S og SF taber også arbejderstemmer til Enhedslisten og den voksende gruppe sofavælgere. Nedturen begynder allerede i valgkampen, og efter regeringsdannelsen i efteråret 2011 går det helt galt. Mange oplever, at S-SF sagde ét og gør noget andet, og at der ikke længere er afgørende forskelle på de politiske blokke.
Thorning-regeringen overtager da også forringelserne af efterløn og dagpenge og er påfaldende tonedøv overfor de titusinder, der mister dagpengene. I fordelingspolitikken overhaler DF ligefrem Corydon & Thorning venstre om. Kombinationen af venstreorienteret fordelingspolitik og borgerlig værdipolitik har stærk appel til mange arbejdervælgere.
Med til billedet hører, at regeringen ved trepartsforhandlingerne i 2012 vil fjerne lønmodtageres fridage, selvom mange af kollegerne er arbejdsløse. Dette fører til frontal konfrontation med de fagligt aktive, som mobiliserede til fordel for en ny regering. Thorning & Co. har mistet mange af dem, der ellers taler centrum-venstres sag ved kantinebordene og familiefesterne.
For arbejdervælgerne er de afgørende i »rød blok« Socialdemokraterne. Det øvrige centrum-venstre er middelklassepartier med base i andre vælgergrupper – Radikale blandt højere funktionærer og studerende, Enhedslisten blandt lavere funktionærer og studerende. Kun Socialdemokraterne kan for alvor flytte arbejderne til venstre – eller måske rettere: Kunne frem til 2012.
DE SOCIALDEMOKRATISKE meningsmålinger har rettet sig lidt efter Løkkes rejsesag. Meget tyder imidlertid på, at det mest er »løse vælgere«, som flytter rundt efter aktuelle sager og stemninger. Måske er den slags fremover det gamle arbejderpartis bedste chance. Når partiets hundredårige sociale base eroderer, er der kun tilbage at satse på politiske kastevinde.
Lars Olsen er journalist og forfatter – senest til »En bygning slår revner – Socialdemokratiet og det folkelige Danmark« (Gyldendal).
35 40 45 50 55 60 Valg 2007 2.kvt. 2010 4.kvt. 2010 Maj 2011 Valg 2011 4.kvt. 2011 2.kvt. 2012 4.kvt. 2012 2.kvt. 2013 Arbejdere Lavere funktionærer Højere funktionærer Arbejderne er svingvælgere Rød bloks samlede tilslutning i tre forskellige grupper: Kilde: Gallup %
