Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 3.12.2012
Af Lars Olsen
Det er en grå og lidt trist novemberdag. Klokken er kun fire, men lyset svinder allerede. Jeg kigger ud fra Ærø-færgen. November eller ej, Svendborgssund er et af de smukkeste steder i Danmark. Det blanke vand snor sig ud og ind mellem de mange små og store øer. For mig har Svendborgssund været noget særligt, siden jeg som dreng holdt flere ferier på Thurø.
Om aftenen skal jeg holde foredrag i Marstal på Ærø og overnatte på det lokale hotel. Det er lidt af en tur. Jeg rejser med fem forskellige offentlige transportmidler, før jeg når frem. Det sidste stykke tilbagelægges med bussen fra Ærøskøbing til Marstal. På Ærø er det gratis at køre med bus. Administrationen var dyrere end de penge, som billetterne indbragte, fortæller Grethe Skov. Hun var den sidste borgmester i Marstal Kommune, før den ved kommunalreformen blev slået sammen med Ærøskøbing. Øen har blot 6.600 indbyggere.
Foredraget er arrangeret af AOF og Marstal Bibliotek, og jeg blev måneden inden hyret gennem et bureau. Først kunne jeg ikke få fat i kontaktpersonen, Bjarne Skov fra AOF. Jeg ringede flere gange midt på dagen. Men da er Bjarne på arbejde. Han kører rundt på øen med den gule postbil. Til sidst får vi fat på hinanden og bragt det hele på plads.
Alle de 50 billetter til arrangementet er afhentet. Den lille sal på biblioteket er da også godt fyldt. Jeg fortæller om min seneste bog, ”Det danske klassesamfund”. Jeg har på www.klassesamfund.dk fundet tallene om de sociale klasser på Ærø. De vækker særlig interesse, især hos den lokale journalist som også er blandt tilhørerne.
Spørgelysten er stor, folk følger godt med i den offentlige debat, og diskussionen kommer vidt omkring: Hvorfor er klasseskellene voksende i Danmark? Er det solidariteten i vores samfund, der er ved at skride? Hvad har bragt Christiansborg så langt væk fra befolkningen? Hvorfor har vi en rød regering, der fører blå politik?
Blandt københavnske meningsdannere betragtes forsamlingshuset som noget, vi har lagt bag os – ligesom industrisamfundet, Arbejdersangbogen og det sort-hvide tv. I det postmoderne samfund foregår det på nettet, siges det. Men det er ikke rigtigt. Jeg har i de seneste år deltaget i mange møder som det i Marstal. Nogle arrangeret af biblioteker og museer, andre af fagforeninger, atter andre af lokale foredragsforeninger, som findes i en del provinsbyer. Det levende ord lever – især vest for Valby Bakke.
Det er ikke noget tilfælde, at forsamlingshus-kulturen afskrives som fortid. Forestillingerne i den offentlige debat sværmer om det nye, det smarte og det futuristiske. Konsekvensen er tab af proportioner. Det er rigtigt, at menneskenes historie er én lang vandring fra land mod by, men mange danskere bor stadig udenfor storbyerne. Det er rigtigt, at flere får lange uddannelser og job som »symbolanalytikere«, men arbejderklassen er stadig den største socialgruppe. Det er rigtigt, at de fleste danskere ejer deres egen bolig, men der er stadig to millioner lejere. Med manglende proportioner opstår blinde vinkler. Storbyernes højere middelklasse former samfundet i sit eget billede.
Under foredrag rundt om i landet laver jeg nogle gange en gætteleg. Jeg spørger folk, hvor mange danskere over 30, der er akademikere. Og gættene er næsten altid for høje. 15, 20 – ja, sågar 30 procent. Det rigtige tal er 8 – otte procent. Intet sted er antallet så overvurderet som nord for København, hvor mange af akademikerne selv bor. De sidder på kommandoposter i meningsdannelsen og går ud fra, at hele Danmark er som dem selv.
