Klumme i Jyllands-Posten 24.6.2019
Af Lars Olsen
Det er sjældent, at et dansk valg udløser så meget debat i Europa. Valget 5.juni vækker opsigt på grund af den klare røde og grønne sejr – og vejen dertil. Mette Frederiksen har udført »et spagat mellem venstreorienteret socialpolitik og stram asyl- og indvandringspolitik«, skriver tyske Konrad Adenauer Stiftung.
Med dette spagat ramte Socialdemokratiet med stor præcision folkestemningen. »Den blå blok er efter dette valg svækket og oven i købet splittet. Det vil vare en del tid, før de igen kan opstille et stabilt alternativ, som er i stand til at vinde flertallet,« konkluderer den borgerlige tyske tænketank.
Jeg har tidligere på denne plads kaldt det en ny formel imod populisterne, og den skaber splid hos de kriseramte tyske socialdemokrater. Få dage efter valget opfordrede en af SPDs tunge drenge, Sigmar Gabriel, til at se mod København. Den fhv. SPD-formand fremhævede, at S i Danmark stiller de »ubekvemme spørgsmål« i udlændingepolitikken, som SPD-toppen kryber udenom.
Partiledelsen tog prompte afstand. »SPD kan lære, at det med en klar socialøkonomisk kurs lykkes at erobre flertallet. Om man i Tyskland kan vinde arbejdere og andre skuffede gennem en migrationskritisk kurs er mere tvivlsomt«, skriver SPD-magasinet Vorwärts. Det advarer imod, at S med den stramme indvandringspolitik »overtager højrefløjens verdensbillede.«
Det er en udbredt forestilling, men ikke desto mindre forkert. Stram indvandringspolitik er et nødvendigt forsvar for velfærdsstaten. Det påpeger en analyse i det venstreorienterede britiske New Statesman. Forfatteren er udviklingsøkonom Paul Collier, som er fhv. forskningschef i Verdensbanken.
Efterkrigstidens velfærdsstater gjorde Danmark og Norge til »de mest succesfulde samfund, der nogensinde har eksisteret«, skriver den tidligere Afrika-rådgiver for Tony Blair. Grundlaget herfor er national identitet, som skaber gensidige forpligtelser mellem borgerne og muliggør et fælles skattebetalt velfærdssystem.
Velfærdsstaten kommer under pres, hvis den skal integrere store grupper fra fattige lande med helt andre normer. Grupper, hvor »forpligtelsen er overfor familien og Gud« og ikke overfor samfundet. »Frederiksen er pioner i fornyelsen af det europæiske socialdemokrati,« konkluderer Paul Collier.
En del af de internationale analyser taler udenom de politiske realiteter. Det gælder for eksempel Michael Strange i britiske The Guardian. Den svenske professor tolker valget som en sejr for »det humanitære venstre« – Radikale og venstrefløjen – og dermed en mere lempelig udlændingepolitik.
Her er Economist anderledes præcis. Analysen fremhæver, at Socialdemokratiet erobrede vælgere fra DF, men afgav andre til de øvrige rød-grønne partier. »Det var imidlertid en del af planen: Vind vælgere fra højre, selv med den omkostning at tabe nogle til venstre, og du har flyttet det samlede tyngdepunkt«.
Economist bemærker, at de socialdemokratiske partier i Spanien og Portugal står stærkt med helt andre strategier, og at det danske eksempel især kan inspirere nærliggende lande som Norge, Sverige og Finland. SPD burde føjes til listen, men er næppe interesserede.
I sidste ende er det et klassevalg. Formlen med stram indvandringspolitik og ”rød” velfærds- og fordelingspolitik er populær i arbejderklassen, men møder skepsis hos en del i den højere middelklasse. Problemet er, at mange af S-partierne i dag domineres af bedrestillede og højere uddannede grupper; de tør – som Sigmar Gabriel påpeger – ikke stille de ubekvemme spørgsmål.
