Manuskript til indlæg i Politiken 28.6.2017
Af Lars Olsen
Forfatter til Eliternes Triumf m.fl.
I klassesamfundet 2.0 er de øvre lag spaltet i tre: en økonomisk elite, en djøf-elite og en kultur- og uddannelseselite. At benægte dette, tjener blot til at sløre magten.
Uddannelseseliten findes ikke – den er en politisk bøhmand, der leder centrum-venstre på afveje. Det hævder sociolog Christoph Ellersgaard i Politiken lørdag. Debatten er aktuel efter S-folketingsmedlem Kaare Dybvad Beks »De lærdes tyranni«, som kritiserer en akademisk elites skævvridning af samfundet.
Christoph Ellersgaards synspunkt er bekvemt for den Politiken-læsende uddannelseselite, der får sin rolle i magten skrevet ud af historien. Indlægget er da også i forlængelse af flere andre, som anklager Dybvad for at »glemme« de reelle magthavere i den økonomiske overklasse. Synspunktet er imidlertid forkert. Flere danske undersøgelser viser, at de øvre lag i klassesamfundet er delt i flere segmenter– og at kultur- og uddannelseseliten er ét af dem.
EN AF UNDERSØGELSERNE blev foretaget af Capacent/Epinion til min bog »Eliternes Triumf« (2010). Den kortlagde de omkring seks procent af danskerne, som har ledende positioner og/eller lange uddannelser og høje indkomster – typisk folk med stor indflydelse som ledere eller nøglemedarbejdere. Kortlægningen viste, at det øvre lag er delt i tre segmenter:
· Den økonomiske elite har sin base i det private erhvervsliv. Den er liberalistisk, er ivrige tilhængere af skattelettelser og opgør med sociale ordninger, uforholdsmæssigt mange stemte Venstre, Konservative og i dag tillige Liberal Alliance.
· Kultur- og uddannelseseliten har stor indflydelse på medierne, kulturlivet og uddannelsessystemet. Den er progressiv, ivrige tilhængere af det multikulturelle samfund og stemmer ofte på Radikale, SF, Enhedslisten og i dag tillige Alternativet.
· Djøf-eliten er den mindste af de tre og har base i offentlig administration. Djøf-eliten er holdningsmæssigt moderat og mange stemte i 2010 socialdemokratisk, radikalt eller konservativt.
Nok så bemærkelsesværdigt er det, at de øvre lag har meget til fælles. De er langt mere positive overfor globaliseringen end den brede befolkning. De regner det for naturligt, at danske job flytter til udlandet, og er mere åbne overfor indvandring og østeuropæisk arbejdskraft end danskere flest.
De tre eliter er også mindre optaget af fordelingspolitik end det brede lag. Det gælder også den »røde« kultur- og uddannelseselite, der i højere grad end befolkningen er rede til at skære i dagpenge, efterløn og sociale ordninger, som de sjældent selv får brug for.
Et lignende billede tegner Aalborg-forskere i »Det skjulte klassesamfund« (2012). De øvre lag er hér spaltet mellem højere økonomiske klasser og højere kulturelle klasser; også denne analyse viser, at de øvre lag har fælles træk i støtten til globaliseringen og manglende engagement i fordelingspolitikken.
KULTUR- OG UDDANNELSESELITEN er ikke bare en socialgruppe med fælles holdninger, men også en magtfaktor i vigtige dele af samfundslivet. Tag uddannelsespolitikken: Fra 2006 til 2016 er antallet af unge med en akademisk uddannelse ikke mindre end fordoblet. Konsekvensen er ikke kun, at boglige uddannelser og SU tager løvens part af uddannelsesmilliarderne, men også at erhvervsuddannelserne forvitrer og al status samles om det akademiske.
Den akademiske skævvridning stammer ikke fra den økonomiske overklasse. Erhvervsledere har i årevis påpeget, at viden og produktion hænger tæt sammen, og at Danmark fortsat skal være et produktionsland. Det er frem for alt kultur- og uddannelseseliten – embedsapparat, forskere, konsulenter, rektorer m.v. – der dyrkede forestillingen om »videnssamfundet« og akademiserede uddannelsessystemet i eget billede.
Heller ikke kommunalreformen og 00ernes centralistiske reformer udspringer af den økonomiske overklasse, men især af Djøf-elitens forestillinger om »stordriftsfordele«. Kaare Dybvad Beks bog kritiserer med rette akademisering og centralisering, men gør desværre sagen en bjørnetjeneste med upræcise begreber som »de lærde« og »den kreative klasse«.
DEN OFFENTLIGE DEBAT tynges af løjerlig blindhed på begge fløje. Når borgerlige meningsdannere kritiserer »eliten«, så er det kultur- og uddannelseseliten – den økonomiske overklasse er totalt fraværende. Christoph Ellersgaard og andre Politiken-skribenter begår den samme fejl, bare med modsat fortegn. Kritikken rettes kun mod den økonomiske elite, mens andre former for magt negligeres.
Christoph Ellersgaard har ret i, at mange akademikere ikke er i eliterne. Det ændrer imidlertid ikke ved, at der er en kultur- og uddannelseselite med veldokumenterede holdninger og magtpositioner.
Klassesamfundet 2.0. bygger både på økonomisk, bureaukratisk og meningsdannende magt. Hvis centrum-venstre glemmer dette, går vi alvorligt galt i byen. Vi glider tilbage i 1970ernes golde kapitallogik, hvor al politik blev reduceret til kapitalens magt, men værst af alt: Vi mister grebet om de skævheder, der skaber skel mellem eliterne og befolkningen. For det folkelige Danmark er problemet alle de tre eliter.
