Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 6.1.2014

Af Lars Olsen

 

Den 1.januar skete det. Min hustru Karin blev én af de mange arbejdsløse. Fyringen kom ikke som noget chok. Karin arbejdede på et uddannelsesprojekt, der var finansieret af Satspuljen. At sekretæren bliver sagt op hen mod projektperiodens udløb, er ikke den store overraskelse.

Karin har kun haft én kort ledighedsperiode i sit lange arbejdsliv, men denne gang bliver det sværere. Trods mange ord fra statsministre og andet godtfolk står arbejdsgiverne ikke ligefrem i kø for at ansætte en 59-årig. Karin har i de senere år søgt en del job, som hun var superkvalificeret til, men er stort set ikke kommet til samtale. Vi hører arbejdsgiverne klynke – også hér i avisen – men realiteten er, at jobmarkedet er købers marked.

En undersøgelse fra HK viser, at Karins manglende jobsamtale langt fra er et enkeltstående tilfælde. Svarene fra flere tusinde HK’ere viser, at yngre og ældre søger job med samme intensitet, men med vidt forskelligt resultat. Blandt dem under 50 er det kun hver tredje, som ikke har været til jobsamtale i det seneste år. Blandt de 50-60-årige er det imidlertid halvdelen og blandt dem over 60 næsten to tredjedele.

»Desværre er det ikke nyt, at ældre ledige har sværere ved at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet igen, hvis de først mister jobbet,« siger HK-næstformand Mette Kindberg. Hun efterlyser særlige regler for ældre ledige. »Det kan blive nødvendigt, medmindre vi som samfund kan acceptere, at en voksende gruppe over 50 år ender uden forsørgelse og uden for arbejdsmarkedet,« siger Mette Kindberg til HK Privatbladet. Hun foreslår lempeligere regler for genoptjening af dagpengene eller en længere dagpengeperiode for folk over 50.

Det er forslag som disse, statsminister Helle Thorning-Schmidt skal kigge på, hvis nytårstalens ord om »de erfarne« på arbejdsmarkedet skal omsættes til praktisk politik. Det sker bare ikke. De seneste års ændringer af efterløn, pension og dagpenge er med stor kraft gået den modsatte vej. Reformerne rammer særlig hårdt blandt seniorerne. 42 pct. af dem, der mister dagpengene, er over 50 år. Situationen bliver endnu værre, når efterlønsreformen fases ind fra i år. Dem, der fylder 50 i år, kan først komme på efterløn som 65-årige og folkepension som 68-årige. Vi risikerer et seniorproletariat, som hverken kan få job, dagpenge eller efterløn.

For nylig fik jeg en mail fra AJ – en ufaglært kvinde i 50’erne, som glæder sig over mine indspark i debatten. Hun er fyret efter 23 år som industriarbejder på Danfoss. Hvorfor er jeg dén, der konstant »sidder med sorteper«, spørger AJ. Dagpengene er beskåret til to år, efterlønnen er forringet og nu modregnes hendes arbejdsmarkedspension tillige i efterlønnen.

»Årgang 1956 er ikke en god årgang, det er der alle reformerne for alvor rammer. Jeg kan have svært ved at se, hvorfor jeg har gjort mig fortjent til dét i betragtning af, at jeg har passet hvad jeg skulle, betalt min skat og opfostret to succesfulde børn på egen hånd (…) Min brøde består nok i, at jeg ikke blev akademiker, men arbejder,« skriver AJ, der gerne vil være anonym.

 

Det sidste har hun desværre ret i. Reformerne rammer folk, der har arbejdet i årtier, betalt deres skat og støbt fundamentet for velfærdssamfundet. Folk som AJ – eller Karin der kom i kontorlære som 17-årig og har 45 år på arbejdsmarkedet, når hun går på efterløn. Det er dem, der finansierede politikernes lange universitetsuddannelser. Det er dem, der muliggjorde verdens bedste uddannelsesstøtte til arbejdsmarkedsøkonomerne. Nu kommer takken – et los bagi.

21