Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 19.12.2016
Af Lars Olsen
Jeg bor i et rækkehus i Humlebæk. Det er almene lejeboliger, som typisk bebos af folk fra den brede arbejder- og middelklasse. Jeg er en af de ret få akademikere i bebyggelsen.
Forleden var vi til julegløgg hos genboen – deres naboer var dér også. Det var en aften på tværs af generationer. Genboerne er folkepensionister, mens naboerne havde deres lille nyfødte med.
»Jeg er glad for, at jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet,« siger genboen. Han arbejdede i mange år som mekaniker hos Falck og har stadig god kontakt til de gamle kolleger. Tidligere kælede mekanikerne om Falck-bilerne og satte en ære i, at alt fungerede som det skulle. I dag er mange af opgaverne udliciteret til private værksteder. Der er ikke samme ansvarsfølelse og sammenhold.
Naboen er i 30’erne, men har en lignende beretning. Hun er pædagog på tolvte år. Tidligere var normeringerne langt bedre, og vuggestuen kunne om nødvendigt tilkalde vikarer. I dag skal pædagogerne dække hinanden ind ved sygdom og sågar ved en lang barselsorlov. Samtidig er hverdagen blevet anderledes skemalagt med planer, der følges af både forældre og kommune:
»Når jeg tidligere hørte et par drenge snakke om tog, kunne jeg tage en lille gruppe og gå ned til jernbanen. I dag er det sværere at gøre noget spontant og kreativt. Ind imellem tænker jeg ligefrem på at skifte fag, selv om jeg elsker at være pædagog«.
Den offentlige debat kredser ofte om manglen på arbejdskraft – især faglærte. Desværre »glemmer« økonomer og politikere, at mange fag bæres af en positiv social arv, hvor forældrene er rollemodeller og giver deres verden videre til børnene:
»Det er gået op for mig, at jeg ikke ønsker, at mine børn skal følge i mine fodspor,« skrev den 24-årige struktørlærling Morten Ryom for nylig i en blog på Fagbladet 3F. Morten Ryom skal arbejde til han er omkring 75. I skurvognen joker de med, at bygge- og anlægsarbejderne kan ende i de huller, som de selv graver.
»Hvis vi skal få flere unge til at vælge vores vej, håndværkervejen, så bliver vi nødt til at se på, hvilket liv vi beder dem om at vælge. Lige nu ser det liv ud til at indeholde masser af faglig stolthed og gode kammerater, men ingen bedsteforældredag i børnehaven. Og er det så virkelig det værd,« spørger Morten Ryom.
Jeg hører det samme ved foredrag rundt om i landet. For eksempel den 41-årige gigtplagede murer, der er glad for sit fag, men ikke kan arbejde til over 70 – og skærmer sin søn fra at lide samme skæbne. Når de unge ser på deres forældre, får de gode grunde til at tage boglige uddannelser og flygte om bag skrivebordene.
Heldigvis har julemånedens selskabelighed også budt på mere opløftende beretninger. Venner, der har gode chefer og er glade for deres arbejde. Venner, der får ansvar og vokser med det. Al for ofte er der imidlertid sket en forringelse – og forråelse – af jobbene på gulvet. Udlicitering, social dumping, verdensfjerne »reformer«, djøf’isering af den offentlige sektor – årsagerne er forskellige, men trækker samme vej.
Forandringerne for almindelige lønmodtagere sker under radarskærmen; de er på behagelig afstand af de uddannede klasser, som spiller førsteviolin i den offentlige debat.
I tv diskuterer røde akademikere med blå akademikere – i aviserne krydser liberale skrivebordsgeneraler klinger med konservative ditto. Og storbyernes højere middelklasse sætter deres egne dagsordener: drabelige værdikampe, fantasifulde regnestykker om arbejdsudbuddet, uendelige debatter om debatten… Imens forandres arbejdslivet for de mange – og ofte til det værre.
