Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 13.2.2017
Af Lars Olsen
Skellet i den borgerlige lejr er tydeligt. I den ene skyttegrav står de liberale globalister – i den anden de nationalkonservative. Hos Cepos rækker nationalfølelsen ikke længere end kreditkortet og excel-arket. Helt anderledes hos de nationalkonservative, der ikke forsømmer nogen lejlighed til at svøbe sig i Dannebrog.
Vi så uenigheden omkring statsministerens nytårstale. »Vi kan ikke bygge mure mod verden. For så ender vi med at lukke os selv inde,« sagde Lars Løkke Rasmussen. Talen vakte glæde hos liberalisterne, men rynkede bryn i Dansk Folkeparti. Løkke undervurderer »truslerne imod det Danmark, generationerne før os har arbejdet hårdt for,« skrev Kristian Thulesen Dahl.
I virkeligheden har vi det samme skel på centrum-venstre-fløjen. Jeg har over 4000 venner på Facebook. Mine klummer vækker ofte debat, og ét har slået mig: Det udløser især protester, hvis jeg kritiserer masseindvandring, arbejdskraftens fri bevægelighed eller globaliseringens skyggesider. For venstrefløjens globalister er alverdens fattige langt mere spændende end den ufaglærte dansker rundt om hjørnet.
For nylig lancerede Socialdemokratiet kampagnen »Den bedste danske opfindelse er Danmark«. Annoncerne, der var holdt i de danske farver, udløste prompte kritik fra dele af venstrefløjen og lederskribenter på Politiken. Nationalfølelse regnes for nostalgi og fremmedskepsis.
Skismaet rækker tilbage til arbejderbevægelsens barndom. »Arbejdere i alle lande, foren jer«, skrev Karl Marx. Socialdemokratiet blev i 1871 oprettet som dansk sektion af Internationale i London. Arbejderbevægelsen slog bro fra kyst til kyst.
De sociale fremskridt skete imidlertid indenfor nationalstaterne. Det blev især tydeligt efter 1.verdenskrig, hvor den internationale arbejderbevægelse ikke formåede at stoppe krigens rædsler. Socialdemokraterne blev toneangivende i mange lande, men indenfor hver sin nationale kontekst.
Stauning bekendte sig til »Danmark for folket« – partifællerne på den anden side af Øresund til det svenske »folkehjem«. For Stauning var det afgørende, at arbejderklassen blev en del af Danmarks nationale fællesskab. »Vi har alle grund til at føle os som medejere af dette skønne Land,« lød det lyrisk i hans 1.maj tale i 1937.
Efter 2.verdenskrig oplevede den vestlige verden en hidtil uset velstandsfremgang. Jeg er optaget af Harvard-økonomen Dani Rodriks bog »The Globalization Paradox«, der udkom i 2011 og foruddiskonterer meget af disse måneders globaliseringsdebat. Rodrik fremhæver de positive resultater af globaliseringen i årene efter 1945. Lavere toldsatser og friere handel gik hånd i hånd med velfærdsmodeller, hvor Skandinavien, Tyskland, Frankrig og USA valgte hver sin vej. Herhjemme var frihandel og EF vigtige for velfærdsstat og social fordelingspolitik.
I de seneste årtier har vi ifølge Rodrik fået en langt mere destruktiv »hyperglobalisering«. Frie kapitalbevægelser og mere indgribende liberalisering presser velfærdsstaterne. De sociale omkostninger ved globaliseringen bliver større, mens de økonomiske fordele skrumper. Alle frihandelens lavthængende frugter er plukket.
»Vi risikerer, at de sociale omkostninger vil overstige de snævre økonomiske fordele og udløse en voldsom reaktion på globaliseringen«, skrev Rodrik for 6 år siden.
Profetiske ord! Globalisterne til højre og venstre må se virkeligheden i øjnene: nationalstaten Danmark er stadig den afgørende ramme om demokratiet og velfærdsstaten. Vi skal samarbejde i EU og globalt, men træde op imod hyperglobaliseringens skyggesider.
