Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 28.1.2013
Af Lars Olsen
En motiveret ansøgning og en personlig samtale frem for et papir med karakterer fra studentereksamen. Jyllands-Posten berettede i sidste uge, hvordan videregående uddannelser nu optager modne mennesker efter andre kriterier end studentereksamen. Det er især tilfældet på professionsuddannelserne, som uddanner lærere, pædagoger, sygeplejersker med videre.
»Budskabet er, at på en uddannelse kan man bruge meget af det, som man lærer gennem livet, og ikke kun det, som man har lært i skolen,« siger Steffen Svendsen, der er prorektor på University College Lillebælt.
Hér skal en femtedel fremover optages gennem individuelle ansøgninger, hvor der lægges vægt på erhvervserfaring og frivilligt arbejde. Det er kendetegnende, at de nye adgangsveje især er på uddannelser i Syddanmark og Vestsjælland. Holdningen er mere afventende på Metropol i København, som har masser af ansøgere – frisk fra det gymnasiale fad.
Ikke desto mindre er der brug for nye adgangsveje. Op mod 70 procent af de unge tager i dag en gymnasial uddannelse – mange uden den store arbejdsindsats. Blandt de voksne er billedet imidlertid et helt andet. Langt færre har gymnasial uddannelse, men kan alligevel en masse. Samtidig er studentereksamen blevet adgangskrav på mange uddannelser, som tidligere kun krævede realeksamen eller lignende. En udvikling, der skaber en urimelig skævhed mellem generationerne.
For nogle år siden taltes der meget om vurdering af voksnes »realkompetencer«, men det virker ikke i praksis. Et lille eksempel som jeg har tæt på:
Min hustru, Karin, fik ikke som ung mulighed for at gå i gymnasiet. Hun voksede op hos en enlig mor på Nørrebro, tog realeksamen og siden en kontoruddannelse. Karin har arbejdet meget med tekster og sprog – blandt andet som sekretær i Folketinget, hvor dagligdagen bød på love og politiske tekster. Hun har også taget moduler på den journalistiske efteruddannelse med pæne karakterer, og i dag er hun som projektsekretær med til at skrive foldere og medansvarlig for arbejdspladsens hjemmeside.
For nogle år siden søgte Karin at få godkendt disse »realkompetencer«, så hun kunne læse dansk på seminariet, for eksempel i tilfælde af arbejdsløshed. Men uden held. Et møde med seminariets studievejleder endte resultatløst. Hvis Karin skal lukkes ind i de hellige haller, må hun først tage dansk på hf – selvom hun kan mere sprog og litteratur end de fleste gymnasieelever.
Jeg har hørt flere lignende historier. Den manglende anerkendelse af praktiske erfaringer er dobbelt grotesk i lyset af dagens gymnasiale uddannelser. 71 procent af gymnasielærerne siger i en undersøgelse, at Facebook ofte stjæler elevernes koncentration. Som en vicerektor udtrykte det under et af mine foredrag: »Dagens gymnasium er en ungdomskultur, hvor vi lejlighedsvis forstyrrer dem med lidt undervisning«.
Der er masser af dygtige gymnasieelever, som med omhu forbereder sig til videre uddannelse. Der er imidlertid også en betydelig gruppe, som mest er dér for ungdomskulturen. Målt på eksamensbeviser er de dygtigere end folk i 30erne og 50erne, som kan en masse fra arbejdslivet – eller fra fagforeningen og skakklubben. Det er de bare ikke i virkelighedens verden.
Kvaliteten på mange uddannelser er under pres. Måske skal nye adgangsveje ikke bare bygge på motiverede ansøgninger og samtaler, men også på test af ansøgernes basale viden og færdigheder. Men noget må gøres. I dag tæller tre år i den gymnasiale ungdomskultur mere end årtier i livets skole – og dét i Grundtvigs fædreland.
