Altinget, august 2025
Af Lars Olsen
Det billede af Georgien, vi møder i vestlige og danske medier, overser vigtige forhold. Den liberale vestligt-støttede opposition vil splitte landet, men den socialkonservative regering har sikret en fredelig udvikling – i skærende kontrast til det nærliggende Ukraine.
I sidste måned rejste jeg rundt i Georgien. Fra det velstillede liberale Tbilisi til afindustrialiserede provinsbyer og fjerne bjergegne, der begge er baser for det regerende Georgiens Drøm.
Ved en ekspedition op i bjergene gjorde chaufføren korsets tegn, hver gang vi passerede en kirke eller et af de store kors langs den snoede vej. Det meste af Georgien er konservativt, med stor indflydelse til den ortodokse kirke og skepsis overfor LBGT og andre postmoderne fænomener.
Derimod har Tbilisi et stærkt liberalt miljø med rødder i den højtuddannede middelklasse, hér er Pride-marcher og sammenstød med højre-ekstremister.
Landet er splittet både kulturelt, politisk og økonomisk. Mens Tbilisi blomster med serviceerhverv som banker, IT, medier og turisme, er store dele af provinsen afindustrialiseret siden bruddet med Sovjetunionen.
I Tbilisi stemmer flertallet på den liberale opposition UNM, i Kutaisi får Georgiens Drøm (GD) 60 procent og ude på landet op mod 90 procent. Begge partier har i regering brugt autoritære metoder, der førte til voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi, UNM fra 2003 til 2012 og GD frem til i dag.
Alt i alt en bredspektret splittelse, der fører til konfrontation og i værste fald kan ende i borgerkrig.
Denne skæbne udspiller sig i al sin gru i Ukraine på den anden side af Sortehavet, men er løjerligt fraværende i det danske mediebillede. Hér er der ensidig støtte til det liberale Tbilisi og oppositionen i UNM, der forlanges hurtige og drastiske liberale reformer, og den indlysende parallel til Ukraine er »glemt«:
»Georgien og Ukraine har i de seneste 20-25 år delt en form for politisk skæbnefællesskab fanget på halvdistancen mellem Moskva og Europa (…) Georgien (var) frem til 2013 et provestligt fyrtårn, hvis eksempel var med til at inspirere ukrainerne, men under Den Georgiske Drøm er mange fremskridt blevet rullet tilbage,« skriver Poul Funder Larsen i en analyse i Jyllands-Posten.
Ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har Georgien et »betydeligt demokratisk problem«.
Danske politikere og medier hæfter sig blandt andet ved den såkaldte russerlov, hvorefter alle organisationer, der får støtte fra udlandet, skal lade sig registrere som »udenlandske agenter«.
»I Georgien er de demokratiske standarder ikke så høje, så ngo’er, civilsamfundets organisationer og den frie presse er afgørende for at demokratiet fungerer her. Denne lov vil umuliggøre deres arbejde,« siger lektor Tamta Hager fra universitetet i Tbilisi.
Virkeligheden er imidlertid mere kompliceret. Loven indebærer, at en organisation skal lade sig registrere, hvis den modtager over 20 procent af sin finansiering fra udlandet. Der er nemlig siden årtusindeskiftet overført store millionbeløb fra amerikanske til georgiske ngo’er.
»I Georgien står udenlandske penge for 90–95 procent af finansieringen af ngo’er. Det problem har vi ikke, men jeg kan love dig, at hvis blot 5–10 procent af finansieringen af vores ngo’er kom udefra, så ville vi flippe ud. Hvis Kina finansierede menneskerettighedsgrupper i USA, eller Rusland gav penge til Black Lives Matter,« påpeger Almut Rochowanski, der har en lang karriere i internationalt bistandsarbejde, blandt andet i Georgien, og i dag er tilknyttet den amerikanske tænketank Quincy Institute.
En nøgleaktør er den amerikanske National Endowment for Democracy (NED), der har støttet både ngo’er og den liberale opposition. NED blev oprettet i 1983 af præsident Reagan og finansieres af den amerikanske stat.
En af NEDs grundlæggere, Allen Weinstein, sagde nogle år senere til Washington Post, at »meget af det, vi laver i dag, blev for 25 år siden udført hemmeligt af CIA«. NED er blevet en »sugar daddy« for operationer i udlandet, konkluderede det store Washington-dagblad.
Loven om registrering af betydelig finansiering fra udlandet er således ikke så grundløs, som det fremstilles. Også et demokrati som Indien overvåger NED og dets finansiering af indiske organisationer.
Et andet tvivlsomt billede er, at Georgien ensidigt har orienteret sig mod Rusland. Det passer ind i den sort-hvide fortælling om kampen mellem det gode og det onde, der dyrkes af vestlige medier og politikere. Efter valget sidste år, hvor oppositionen (formentlig med rette) anklagede Georgiens Drøm for valgsvindel, lød det sådan fra Ukraines præsident Zelenskyj:
»Vi bliver nødt til at anerkende, at i Georgien – for nuværende – vandt Rusland. (De) ændrede Georgiens politik og dens regering, så landet nu har en prorussisk regering. Det har ikke sanktioner mod Putin, og der er mange russere i landet. Rusland har taget Georgiens frihed«, tordnede Zelenskyj efter et møde i Nordisk Råd.
Men hov, der er ganske rigtigt siden 2021 kommet 2-300.000 russere til Georgien, mange er imidlertid flyttet netop for at undgå at blive sendt til fronten i Ukraine eller på flugt fra Putins repression. Samtidig har Georgien ikke så entydigt valgt side:
»I Vesten og blandt oppositionen i Georgien er det udbredt at karakterisere den nuværende regering som prorussisk. Det er forkert. Til forskel fra alle vestlige lande har Georgien efter krigen med Rusland i 2008 endnu ikke reetableret sine diplomatiske forbindelser med Moskva (…) I stedet fører Georgien en politik, der forsøger at balancere de forskellige lande og interesser i regionen,« konstaterer Flemming Rose, tidligere Moskva-korrespondent og solid kender af post-sovjetiske forhold, i Frihedsbrevet.
Den ukrainske sociolog Volodymyr Ishchenko kortlægger i Towards the Abyss, hvordan kampen om Ukraines fremtid i 10’erne stod mellem to klassekoalitioner: Den vest-orienterede højere middelklasse i Kyiv og Lviv, støttet af dele af arbejderklassen med job i EU – og oligarker støttet af arbejderklassen i Østukraines miner og industrier.
Den samme kamp står i Georgien: Mellem den liberale opposition i Tbilisis højere middelklasse og koalitionen bag Georgiens Drøm, der forener oligarker og arbejderklassen i provinsens tilbageværende industrier og miner.
Den store svaghed i det vestlige mediebillede er, at det overser Georgiens dybe polarisering kulturelt, politisk og økonomisk. Krigen i Ukraine bunder ikke kun i Ruslands brutale aggression, men også i forløbet fra 2014 til 2022: En opstand der i 2014 afsatte den valgte præsident, modopstande i Østukraine, udbryderrepublikker – og til sidst invasionen i 2022.
Noget lignende kan sagtens ske i Georgien, hvis det liberale Tbilisi bare tromler hen over den store socialkonservative provins.
Den store forskel på de to lande er, at i Ukraine vandt den første koalition, i Georgien den anden. Og måske er det ikke så tosset endda.
