Artikel til tidsskriftet Liv i Skolen, foråret 2020
Forfatteren Lars Olsen deltog i forarbejdet til folkeskolereformen i 2013. I denne artikel skitserer han, hvordan der i slutfasen skete en markant – og skæbnesvanger – ændring af projektet.
Socialdemokratiets Uddannelseskommission 2008-09 blæste til »kulturkamp« for en mere virkelighedsnær folkeskole. I 2011 foreslog Christine Antorini (S) historiens største skoleforsøg – 100 heldagsskoler med en ny skolekultur – men ikke en hastig reform.
Regeringsudspillet og forliget i 2013 var imidlertid langt større: En reform med 1300 heldagsskoler fra dag ét. En afgørende drivkraft var Finansministeriet, der ville presse politikerne til L409 – indgrebet i lærernes arbejdstid. Folkeskolereformen må »tilbage på sporet«, med fokus på en mere virkelighedsnær skolekultur, konkluderer Lars Olsen.
Store sociale skel i skolen
»Folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater«. Sådan lyder en af de tre centrale målsætninger i folkeskolereformen. Det er et flot mål – også i internationalt perspektiv – men tillige yderst tiltrængt.
Forældrenes socialklasse betyder rigtig meget for børnenes resultater. Klasseforskellene er tydelige allerede ved testene i 3.klasse, og ved afgangsprøven i 9.klasse er skellet markant. Tag gennemsnittet i dansk i 2017: Børn af ledere og akademikere får 8,6, mens børn af faglærte og ufaglærte kun opnår 6,4. Blandt elever med forældre, der er langvarigt udenfor arbejdsmarkedet, er snittet helt nede på 5,5. Altså et socialt spænd fra top til bund på hele tre karakterpoint.
En egentlig analyse af hvorfor falder udenfor artiklens rammer, så blot et par bemærkninger. En del af forklaringen er børns vidt forskellige sproglige og kognitive udvikling lige fra de første år – forskelle der i høj grad er bestemt af socialt miljø. Nok så afgørende er imidlertid faktorer, vi lettere kan gøre noget ved, nemlig skolens sprog og undervisningsformer.
Lad mig illustrere det med en lille selvoplevet episode. I grundskolens ældste klasser havde min datter, Pernille, stor projektopgave, hvor eleverne har undervisningsfri i en uge for at arbejde med et selvvalgt emne.
Pernilles projekt handlede om at være ung på en døgninstitution. Hun opsøgte en institution i en af Københavns forstæder, hvor hun interviewede lederen, en pædagog og en af de unge. Projektet skabte stort engagement, fordi det var så tæt på hendes hverdag, og jeg læste interviewene med stor interesse. Pludselig tog Pernille en seddel op af tasken: Med til opgaven hørte problemformulering, redegørelse for emnevalg, redegørelse for metodeovervejelser og perspektivering af projektet.
Jeg stirrede målløs på skabelonen. Det var dén, vejlederen præsenterede mig for, da jeg skrev speciale på Københavns Universitet. Nu skal elever i 8-10.klasse igennem samme mølle.
Episoden illustrerer de sproglige og kulturelle koder, der skaber social ulighed: Hvem kender de akademiske begreber? Og hvem har i givet fald forældre, der kan afkode ordene? Hér er der stor forskel på, om mor er seniorkonsulent i KL eller sidder ved kassen i Netto. Det samme er tilfældet, når de unge skal skrive opgave om Rifbjergs forfatterskab eller sortere i tusindvis af hits på nettet.
Der skete i 1990’erne og 00’erne en akademisering af uddannelsessystemet, hvor sprog og undervisningsformer bredte sig fra universiteterne til professionsuddannelser og gymnasier og helt ned i folkeskolen. Akademiseringen bundede i forestillingen om Danmark som et »videnssamfund«, hvor vi blev et folk af symbolanalytikere, mens polakker og kinesere ordnede alt det, der støjer og sviner.
Forestillingen om »videnssamfundet« skabte et dominerende hovedspor i uddannelsessystemet: Præster godt i de boglige fag i folkeskolen, fortsæt i det almene gymnasium og tag en akademisk uddannelse på universiteterne. Konsekvensen er disse års skævhed, hvor alt for mange går den gymnasiale og akademiske vej, mens vi i stigende grad mangler erhvervs- og professionsuddannede.
Kulturkamp mod uddannelsessnobberiet
Jeg er ikke medlem af et politisk parti, men deltog som forfatter i Socialdemokratiets Uddannelseskommission 2008-09, der støbte en del af fundamentet for folkeskolereformen. Den senere undervisningsminister Christine Antorini sad for bordenden, og Kommissionen samlede praktikere, forskere og folk fra fagbevægelsen.
Kommissionens rapport hed ganske betegnende 13 års uddannelse til alle. Hovedsigtet var at realisere målet om, at 95 procent af en årgang fik en ungdomsuddannelse. Samtidig skulle uddannelserne reformeres, så de sociale, geografiske og etniske skel blev mindre. Pointerne trækkes godt op i starten af rapporten:
»Der er brug for en kulturkamp mod det danske uddannelseshierarki, hvis alle skal udnytte deres potentiale (…) Det er ikke tilstrækkeligt at reformere uddannelserne. De mere usynlige kulturelle barrierer skal fjernes. Der er et skadeligt uddannelsessnobberi, hvor det almene gymnasium uformelt rangerer højere i prestigehierarkiet end de øvrige uddannelser. Samtidig er der sket en individualisering af pædagogikken og en akademisering på bekostning af det praktiske og anvendelsesorienterede. De usynlige kulturelle barrierer fastholder et skævt søgemønster og et alt for stort frafald«.
Forslagene omkring folkeskolen lå i forlængelse af denne kulturkamp. Det kritiseres, at »skoledagen i Danmark er meget kort og meget boglig«, og at skolen »på en helt anderledes ambitiøs måde (skal) tænke boglig og praktisk viden sammen«. Det skal gøres lettere for kommunerne at etablere heldagsskoler, hvor der er lektiecafeer og virkelighedsnær undervisning, men Uddannelseskommissionen foreslår ikke en stor politisk reform fra oven, der fra dag ét rulles ud over hele landet.
I 2011 udsendte jeg, i tæt samspil med Christine Antorini, debatbogen Uddannelse for de mange. Ganske betegnende havde bogen undertitlen Opskrift på en kulturrevolution. Christine Antorini skaffede støtte fra fagbevægelsen, så jeg i 2010-11 rejste rundt i landet og fandt gode eksempler på praktisk og anvendelsesorienteret undervisning. Bogen var en blanding af analyser og reportager fra »kulturrevolutionen«.
Bogen blev udgivet i huj og hast, da der blev udskrevet valg i september 2011. Heldigvis var manuskriptet blevet færdigt kort forinden; i sommerferien sad jeg i et lille feriehus på Bornholm og ventede utålmodigt på det sidste: Christine Antorinis efterord.
Det viste sig at være en 25-siders uddannelsespolitisk programerklæring, som Antorini skrev sammen med Nanna Westerby fra SF (Socialdemokratiet og SF gik til valg i tæt alliance). Den primære pennefører var Christine Antorini, der hentede inspiration fra de store ændringer af uddannelsessystemet i 1960’erne:
Det var dengang, socialdemokratiske undervisningsministre stod i spidsen for oprettelsen af det nye hf og skabte EFG (Erhvervs Faglige Grunduddannelser). Nok så vigtig var imidlertid Den Blå Betænkning fra 1961, der i detaljen skitserede nye undervisningsformer og markerede overgangen fra »den sorte skole« til nutidens folkeskole. Betænkningens skitse til kulturændringer har haft mindst lige så stor betydning for folkeskolen som skiftende politiske reformer.
Jeg gjorde i bogen en del ud af Den Blå Betænkning, og Antorini & Westerby fulgte op: De foreslog simpelthen en Blå Betænkning II. Samtidig skitserede de et forsøgsprogram med nye undervisningsformer, blandt andet 100 heldagsskoler med »de bedste rammer for en virkelighedsnær undervisning, der for eksempel også kan inddrage det lokale erhvervsliv og idrætsforeninger«.
Efterordet lancerede også Ny Nordisk Skole (NNS) som »den ramme, hvor en reformregering indbyder til et samarbejde« med undervisere, skoleledere, elever, forældre og kommuner. NNS blev virkelighed nogle måneder senere, da Christine Antorini blev undervisningsminister. NNS havde en del gengangere fra Socialdemokratiets Uddannelseskommission, heriblandt undertegnede. Den ene af de to formænd var dog ny: Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening – tankevækkende i lyset af de senere begivenheder.
For at opsummere: Politikudviklingen 2008-11 havde fokus på kulturændringer i undervisningen – de kunne fremmes gennem lovgivning og politiske vedtagelser, men en omfattende reform af folkeskolen lå ikke for. Forestillingen var en længere årrække, hvor forsøg, nye erfaringer og partnerskab mellem skolens aktører spillede tæt sammen. Derimod blev der lagt op til en egentlig politisk reform med en ny fleksuddannelse, som skulle være et ny og bedre uddannelsesvej efter grundskolen til skoletrætte unge.
Finansministeriet tager over
I december 2012 fremsatte S-R-SF-regeringen udspillet Gør en god skole bedre. Det var dette udspil om folkeskolereformen, som året efter førte til den brede politiske aftale med Venstre, Dansk Folkeparti og et stykke af vejen De Konservative.
På en del områder lå udspillet i forlængelse af forarbejdet i Socialdemokratiet og til dels SF. Det understreges, at »Danmark er både videns- og produktionssamfund«, og at erhvervsuddannelser er lige så afgørende som gymnasiet. Et tiltrængt opgør med den ensidige forestilling om »videnssamfundet«.
Udspillet indeholdt også en stribe initiativer for at realisere dette skifte. Alle skoler skal tilbyde lektiehjælp, så alle elever uanset baggrund kan få støtte til skolearbejdet. Og nok så vigtigt: En længere skoledag skulle frem for alt bruges til nye aktivitetstimer – siden omdøbt til understøttende undervisning. Timer med »praktiske projektforløb om faglige temaer«, besøg på virksomheder og tættere samarbejdet med forenings- og idrætslivet.
Tiltag som disse er afgørende, hvis skolen skal mindske betydningen af social baggrund. To tredjedele af eleverne kommer fra hjem uden længere boglig uddannelse. Især for dem er det afgørende, at teori og begreber kobles bedre til praksis, og at de unge forstår hvorfor de skal lære.
De nye initiativer fik imidlertid en svær start. For det første blev reformen langt større, end det var forudset i 2008-11: 1300 heldagsskoler fra dag ét, hvor der også skulle gennemføres et hav af andre forandringer, for eksempel engelsk fra 1.klasse. For det andet indgrebet i lærernes arbejdstid, L409, der fulgte kort efter. Læg dertil folkeskolens store opgave med inklusion af børn, der tidligere modtog specialundervisning.
Resultatet var, at de gode og tiltrængte tiltag mange steder druknede i konflikt og almindeligt kaos.
Folkeskolereformen er uhyre omtalt og omdiskuteret, men de færreste har bemærket det nævnte skred undervejs. En undtagelse er Politikens velinformerede uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, der i bogen Den store løgn om uddannelse hæfter sig ved skiftet fra 100 til 1300 heldagsskoler.
»Grunden til, at et forsøg med 100 skoler blev til en så omfattende reform, var, at regeringen havde brug for en stærk politisk sag, som fik retorisk form med statsminister Helle Thorning-Schmidts ord om Emil og hans skolegang,« skriver Jacob Fuglsang. Hér henvises til statsministerens åbningstale i 2012, hvor den 13-årige Emil var billedet på en afvekslende skoledag, der i højere grad forbinder teori og praksis.
Jacob Fuglsang peger imidlertid også på en anden og nok så vigtig forklaring:
»Dertil kom, at Finansministeriet og KL havde brug for et projekt, som kunne begrunde nødvendigheden af at afskaffe lærernes arbejdstidsaftale. Skolereformen blev på den måde et columbusæg for Finansministeriets udviklingsfilosofi. Når politikerne ikke ønsker at hente flere penge gennem øgede skatter, kan folkeskolen og den øvrige velfærdsstat kun forbedres, hvis de ansatte leverer mere og bedre organiseret arbejde til samme løn«.
Finansministeriet er en langt stærkere magtfaktor, end folk udenfor Slotsholmen er klar over. Ministeriet har for længst forladt den klassiske rolle som statens kassemester; det er blevet en politisk magtfaktor, der i samspil med konsulentfirmaer som McKinsey gennemfører sine egne projekter for at reformere og trimme velfærdsstaten. Folkeskolereformen er ét eksempel, de katastrofale reformer og nedskæringer på Skat et andet.
Finansministeriet er præget af de mange år, hvor Venstre-finansministre spillede tæt sammen med nyliberale embedsmænd. Den socialdemokratiske finansminister 2011-15, Bjarne Corydon, overtog denne tænkning og var på de indre linjer en vigtig aktør bag folkeskolereformen – han fortsatte siden karrieren hos Mckinsey og er i dag chefredaktør på Børsen.
Den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, vil gøre op med New Public Management; et af de kommende års store spørgsmål bliver, om den nye regering formår at sætte Finansministeriet under demokratisk kontrol?
Opgøret med lærernes arbejdstid i 2013 var gennem flere år forberedt af Finansministeriet og KL. En stor og udgiftstung folkeskolereform leverede den perfekte legitimering, der tvang politikerne til at gennemføre lockouten og senere indgrebet med L409. De oprindelige ideer om kulturkamp, partnerskaber og gradvise forandringer passede slet og ret ikke ind i Finansministeriets strategi.
Med til billedet hører, at Danmarks Lærerforening (DLF) var notorisk upopulære på Christiansborg. Lærerne har ellers haft en stærk stilling i dansk skolepolitik – 1900-tallets skolereformer blev typisk gennemført af Socialdemokratiet og Venstre med DLF som vigtig medspiller. I 00erne var dette fortid, selv i Socialdemokratiet og SF blev DLF’s Anders Bondo Christensen kaldt »nejhatten«. Med en ukonstruktiv opposition satte DLF årtiers politisk velvilje over styr, og Finansministeriet og KL fik lærerstanden serveret på et sølvfad.
Reformen må tilbage på sporet
Forhåbentlig bliver der i de kommende år mere ro om folkeskolen. Med processen omkring Lærerkommissionen søger KL og DLF at etablere en ny start, så skolen omsider kan lægge den destruktive konflikt i 2013 bag sig. Og det nye flertal på Christiansborg smører processen. Aftalen om finansloven for 2020 afsætter i de næste år ekstra midler til folkeskolen, så der kan ansættes flere lærere og ske et kvalitetsløft i den understøttende undervisning.
Begge dele er tiltrængt. Der er rundt omkring i landet spændende initiativer til en mere anvendelsesorienteret og praksisnær undervisning, men de nye initiativer sættes ikke i system og breder sig kun langsomt. Lærerne er pressede og rådvilde, og de savner den nødvendige støtte fra Undervisningsministeriet og kommunerne.
Nogle steder fungerer »den åbne skole« og »skolen i virkeligheden« rigtig godt, men al for mange steder er der ikke sket ret meget – skolen er stadig snævert boglig og lever i sin egen osteklokke. De nye undervisningsformer er druknet i de al for mange andre forandringer, der blev sat i gang på én gang.
De kommende års skolepolitiske opgave ligger således lige for – folkeskolereformen må tilbage på sporet.
Der må stilles skarpt på de kulturændringer, som oprindelig var afsættet for folkeskolereformen.
Der må gøres op med den snævert gymnasieforberedende skole, så eleverne forberedes til både videns- og produktionssamfund.
Ja, folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund – der er stadig brug for en kulturrevolution.
Referencer:
»Livet i de sociale klasser«, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 2020
»13 års uddannelse til alle,« Socialdemokraternes Uddannelseskommission 2009
Lars Olsen: »Uddannelse for de mange«, Gyldendal 2011
»Gør en god skole bedre«, Regeringen december 2012
Jacob Fuglsang: »Den store løgn om uddannelse,« Gyldendal 2015
