Kommentar i Altinget, september 2024:
Af Lars Olsen
Socialdemokratiet slås med opbakningen i storbyerne og især København, men hvorfor? Hidtil ikke offentliggjort analyse viser en anden forklaring end den gængse blandt medier og politikere
Selv en blind høne kan se, at Socialdemokratiet bløder vælgere i stor stil. Det er også evident, at støtten i storbyerne og især København skrumper gevaldigt. Derimod er forklaringen på hvorfor værd at dykke ned i. En hidtil fortrolig undersøgelse punkterer en udbredt myte blandt medier og politikere – en myte der har store politiske konsekvenser.
I dagene efter Socialdemokratiets dårlige kommunalvalg i 2021 knæsattes en evergreen i dansk politik, der er gentaget siden. Senest da Pernille Rosenkranz-Theil som Socialdemokratiets nye overborgmester-kandidat var i krydsild på flere TV-kanaler:
»Når københavnerne vender S ryggen, kunne det være, fordi dit parti på Christiansborg har gjort en dyd ud af at tale hovedstaden ned og skabt et modsætningsforhold mellem by og land,« spurgte Deadlines Issa Mahmoud Jeppesen – nærmest i kor med TV2’s Søren Lippert.
Den såkaldte »københavnerbashing« skulle blandt andet bestå i udflytning af uddannelser og statslige arbejdspladser, til billedet hører også dét, Socialdemokratiets politiske ordfører på Københavns Rådhus, Laura Rosenvinge, kalder »en antistorby-, anti-identitetspolitisk, antiwoke socialdemokratisme« på Christiansborg. Politikere, der mærkede vælgerlussingen ved kommunalvalget og senest ved EP-valget, søger aktivt at sende aben videre.
De afgørende forklaringer på nedturen i storbyerne er imidlertid nogle helt andre. I forbindelse med vores nye bog, Det, de kalder udkant, kalder vi hjem, har Bjørn Brandenborg og jeg haft adgang til en hidtil ikke offentliggjort undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke foretog for Socialdemokratiet i dagene omkring kommunalvalget i 2021. Hér kortlagdes motiver blandt vælgerne i de fire største byer og især hos dem, der forlod Socialdemokratiet:
For det første havde Socialdemokratiet den landsdækkende valgvind imod sig. Medierne var i ugerne op til valget præget af dårlige sager – såsom mink og Mette Frederiksens SMS’er. Knap hver femte marginalvælger pegede på dårlige sager for S-regeringen.
Nok så bemærkelsesværdigt i kortlægningen er dog andre og stort set oversete udsagn fra vælgerne i København, Aarhus, Odense og Aalborg:
Halvdelen eller flere er trætte af store byggeprojekter, hvor meget af byen graves op – de oplever ikke at byudviklingen sker for deres skyld. Mange frygter også, hvad de store projekter gør ved byens miljø, og dette spillede sammen med bekymringen for politikernes evne til at håndtere klimakrisen.
Hertil kommer, at hver tredje af dem, der havde forladt Socialdemokratiet, oplevede »lidt for meget bykonger« over de lokale S-borgmestre. Virkeligheden er da også, at borgmestrene i alle fire storbyer stod/står i spidsen for kontroversielle anlægsprojekter, for eksempel letbanen i Odense og den nye limfjordsforbindelse over naturskønne Egholm nord for Aalborg. Mega-projekter, der møder betydelig modstand og tærer på borgmestrenes autoritet.
Endelig havde den langvarige konflikt med sygeplejerskerne svækket Socialdemokratiets image omkring vælgernes hovedprioritet – velfærd og sundhed.
Derimod spillede land-by stort set ingen rolle. En mindre gruppe storbyvælgere tilkendegav i kortlægningen, at Socialdemokratiet mest var et parti for folk i de mindre byer, men flere anså faktisk partiet som mest for storbyerne og langt de fleste svarede både-og.
Når vælgerne selv gennem »åbne spørgsmål« angav, hvorfor de ikke længere satte kryds ved liste A, nævnte kun ganske få favoriseringen af provinsen, kun en halv procent af de frafaldne pegede på udflytning af uddannelser. Intet tyder således på, at dette i nævneværdig grad flyttede vælgere.
Alligevel blev det på få dage den etablerede sandhed, der også blev trukket frem ved Socialdemokratiets dårlige EP-valg i juni. Og myten har store politiske konsekvenser. Når progressiv distriktspolitik til gavn for købstæder og landdistrikter tolkes som »københavnerbashing«, blokeres kampen mod de stadig større geografiske klasseskel.
Da Tv-journalisterne udfordrede Pernille Rosenkranz-Theil omkring S-nedturen i storbyerne, pegede hun på store byggeprojekter og borgernes oplevelse af skæv byudvikling. Hun havde tydeligvis læst kortlægningen, men det var – som man siger – spildte Guds ord på Balle-Lars.
Ifølge Berlingskes Bent Winther har Rosenkranz-Theil et problem, fordi hun afviser, »at københavnerne har en fornemmelse af, at Socialdemokratiet i toppen har vendt hovedstaden ryggen. Og derfor flygter de fra partiet«.
Berlingske førte lige fra 2019 en hidsig såkaldt »magtkritisk« kampagne imod Mette Frederiksen og S-regeringen. De gav eksempelvis – som Politiken og DR – meget plads til sure professorer og små studentergrupper, der protesterede imod den »storbyfjendske« uddannelsespolitik. Og da S gik tilbage i de store byer, blev mediernes egen dagsorden set som forklaringen.
Det blev fluks gentaget af de »ramte« borgmestre og kommunalpolitikere, der dermed kunne eksportere aben videre til Christiansborg og lukke øjnene for egne svagheder. Ingen spurgte sig selv, om mindre miljøer blandt universitetsfolk og debattører var repræsentative for det brede lag af vælgerne – eller om disse svigtede S af helt andre grunde. Her giver kortlægningen langt mere nuancerede svar.
Læg dertil en ofte overset og mere fundamental ændring: den nye demografi i storbyerne og især København. Mens København for få årtier siden havde mange arbejdere og pensionister, domineres byen i dag af akademikere, højindkomster og universitetsstuderende i forældrekøbte lejligheder. Store dele af byen er blevet for dyr for de socialdemokratiske kernevælgere. Noget lignende er sket i dele af Aarhus, men slet ikke så dramatisk.
Københavns sociale sammensætning er aparte, også i forhold til de andre storbyer. Og det ses på stemmetallene. Mens Socialdemokratiet ved kommunalvalget skrumpede til sølle 17 procent i København, opnåede det mellem 29 og 37 procent i de tre store provinsbyer og var stadig største parti.
Ja, Socialdemokratiet har et københavnerproblem, og overborgmesterposten hænger i en tynd tråd. »Københavnerbashing« er bare en meget lille del af årsagen – det er mest en letkøbt medieforklaring og dårlig undskyldning for uformående politikere på Københavns Rådhus.
