Klumme i Jyllands-Posten 2.1.2023
Af Lars Olsen
I efteråret gik svenskerne til valg. Socialdemokraterne opnåede et hæderligt resultat, men mistede regeringsmagten og er ikke længere Sveriges største arbejderparti – det er Sverigedemokraterne.
Også franskmænd og italienere har i årets løb været ved stemmeurnerne. Socialistpartiet i Frankrig, der indtil for få år siden havde præsidentposten, fik under 2 pct., i stedet søgte vælgerne mod populistiske strømninger på højre- og venstrefløjen. I det afsluttende opgør med præsident Macron stemte 58 pct. af arbejderne på højrefløjens Marine Le Pen.
Det samme er mønsteret i Italien. Det havde for få årtier siden Vesteuropas største kommunistparti, med solid forankring i fagbevægelsen og arbejderklassen, i dag er dette transformeret til det socialdemokratiske PD, som har basis i den veluddannede middelklasse – arbejderne flokkes om højrefløjen, ledet af den nye statsminister Giorgia Meloni og hendes postfascistiske Fratelli d’Italia. Arbejderklassen er blevet en ny tids svingvælgere.
Danmark har i de senere år udgjort en unik undtagelse. Socialdemokratiet er stadig det suverænt største parti i de vælgergrupper, som historisk bar S-partierne – arbejderklasse, offentligt ansatte og pensionister. I mange folkelige kvarterer i provinsbyerne og på Københavns Vestegn opnår Socialdemokratiet 35-40 pct.
Vælgervandringer i Altinget viser et bemærkelsesværdigt mønster: Socialdemokratiet afgav ved folketingsvalget relativ få vælgere til Danmarksdemokraterne, som i hovedsagen fik stemmerne fra andre borgerlige partier – samtidig erobrede S også ved dette valg betydelige vælgergrupper fra Dansk Folkeparti.
Socialdemokratiet i Danmark har stoppet det opbrud til højre, som ryster mange af de europæiske søsterpartier. Det var da også et af Mette Frederiksens strategiske mål fra 2015 og frem. De klassiske lønmodtagervælgere skulle igen se Socialdemokratiet som deres parti.
Kan dette opretholdes under SVM-regeringen? Regeringsgrundlaget er ikke uden folkeligt potentiale. Bureaukrati og dokumentation skal reduceres, jobbene ”på gulvet” i den offentlige sektor gøres mere attraktive, uddannelserne lægge større vægt på praktiske fag, erhvervsuddannelser og velfærdsuddannelser. Spørgsmålet er, om Mette Frederiksen & Co. formår at omforme dette til en folkelig fortælling om øget respekt for praktisk arbejde og uddannelse.
Regeringens politik indeholder nemlig også et par gevaldige tidsler. Forringelse af seniorpensionen, der lægges ind under den nye Arne Plus, rammer nedslidte lønmodtagere i 60’erne – det var ellers dem og Arne-pensionen, som var den store gamechanger ved 2019-valget. Afskaffelsen af Store Bededag kan også udløse en destruktiv dynamik. Hvis regeringen presses til at gribe ind i forårets overenskomstforhandlinger, vil det ryste hele Socialdemokratiets position i arbejderklassen.
Dette vil venstrefløjen naturligt nok udnytte, de første målinger giver pæn fremgang til SF, også Dansk Folkeparti gør klar til at fiske i rørte vande. Ifølge Weekendavisen vil DF lægge en anden strategi end den øvrige blå opposition, hvor skarp kritik af SVMs ”reformer” skal trække utilfredse S-vælgere over midten. Om Morten Messerschmidt & Co. faktisk formår dette, vil tiden vise – historisk har DF imidlertid været bedre til det end Danmarksdemokraterne. SVM åbner en ny og uforudsigelig fase i dansk politik.
