Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 31.8.2015
Af Lars Olsen
Jeg havde for nylig en længere snak med en ven fra Nørrebro. Christian Jensen er beboerformand i et alment boligbyggeri. Han er bekymret for de lavere ydelser til flygtninge, som Folketinget vedtog i onsdags. Hele familier skal fremover leve på SU-niveau, men uden erhvervsarbejde og statslån som danske studerende. Samtidig må mange selv betale for den danskundervisning, der skal gøre dem til del af samfundet:
»Det bliver en pestilens, hvis vi får nogle af dem ind i byggeriet. De kan jo ikke leve af andet end kriminalitet og plat,« konstaterede Christian Jensen.
Han og jeg har en del til fælles: Vi har begge boet alment i mange år. Jeg boede også på Nørrebro, men flyttede for 8 år siden til et alment rækkehus i Humlebæk. Vi hører også til dem på centrum-venstre-fløjen, der i 00’erne kæmpede for en strammere udlændingepolitik – vi så til daglig de store integrationsproblemer i lokalområdet. Det udløste skarpe diskussioner med venner og kolleger.
Nu er udlændingepolitikken igen øverst på dagsordenen. Vi oplever det største pres på Europas grænser siden 1945. Baggrunden er to forskellige kriser, der ofte blandes sammen: En regulær flygtningekrise som følge af den endeløse borgerkrig i Syrien og andre konflikter i Mellemøsten. Læg dertil dét, der bør kaldes ved rette navn: Folkevandring. Det gælder især mange af de afrikanere, der i disse år søger mod Europa i jagten på et bedre liv. Ganske forståeligt – hele verden kan bare ikke bo hér!
Det er en dramatisk krise, som med rette trækker store overskrifter. Det hører dog med, at Danmark ikke er så hårdt ramt som Sydeuropa, Tyskland og Sverige – sidstnævnte som følge af egne fejltagelser. Danmark er heller ikke så hårdt ramt som i 1990’erne. Dengang kom der ikke bare mange asylsøgere, men også et stort antal familiesammenføringer, hvor generation efter generation hentede ægtefællen i Somalia, Tyrkiet eller Pakistan. Det blev heldigvis stoppet med stramningerne i 2002, som i dag har bred politisk opbakning.
Alligevel er den nye Venstre-regerings vigtigste svar lavere sociale ydelser. Strategien er enkel: Flygtningene skal i stedet vælge et af nabolandene. Hvad vi gør ved presset på Europas grænser, vækker ikke samme interesse. At Europa og det internationale samfund må gøre noget i fællesskab, siger ellers sig selv. Dét skaffer imidlertid ikke stemmer ved et dansk valg.
Lavere ydelser skal »bremse op for den massive tilgang af asylsøgere til Danmark,« siger udlændingeminister Inger Støjberg. Jeg vil ikke benægte, at lavere ydelser sender lidt af flygtningene til nabolandene, men vi kommer selv til at betale en høj pris. Konsekvensen er fattigdom og dårligere integration.
Inger Støjberg burde lytte til en af Venstres hædersmænd, fhv. folketingsmedlem Eyvind Vesselbo, der kæmpede for en stram udlændingepolitik, før det blev den gængse form for stemmemaksimering: »Regeringen burde koncentrere indsatsen om at bekæmpe ghettoer, kriminalitet og radikalisering. I stedet snakker man om et asyltal, man i realiteten ikke kan gøre meget ved,« sagde Eyvind Vesselbo for nylig til Weekendavisen. Han betegnede Støjbergs linje som »symbolpolitik eller det, der er værre«.«
Vi skal værne det danske velfærdssamfund og dets unikke sammenhængskraft. Det betyder, at vi ikke kan modtage flere, end vi kan integrere. Der skal imidlertid være ordentlige forhold for dem, som lukkes gennem nåleøjet – kun derved bliver de en del af det danske samfund. At lade børn vokse op i fattigdom fører kun til desperation, kriminalitet og radikalisering.
