Manus til kommentar i Altinget september 2022
Af Lars Olsen
En rekrutteringskrise er på vej i den offentlige velfærd, og det kan udløse en eksplosion i private alternativer for de velstillede. En borgerlig regering kan ændre hele velfærdsmodellen
»Den perfekte storm«.
Sådan beskriver statsminister Mette Frederiksen velfærdssamfundets næste år. Store årgange går på pension, små årgange erstatter dem, og der kommer i desperat grad til at mangle hænder til flere børn og ældre.
Det var med dette bagtæppe, Mette Frederiksen for nylig kom med en mega luns til de offentlige fagforeninger: Politikerne er nødt til også at forholde sig til lønnen i de livsvigtige velfærdsfag, noget hun ellers har afvist.
Statsministerens alarmisme er desværre berettiget. En rekrutteringskrise i den offentlige velfærd kan nemlig også forstærke en anden udvikling: at de velstillede etablerer egne private alternativer, og at danskerne i stigende grad spaltes i et A- og B-hold. Udviklingen er allerede i fuld gang, og den kan få afgørende momentum, hvis folketingsvalget fører til et blåt flertal.
Et stigende antal danskere har nemlig indkomster og/eller formuer til at betale sig ud af en underbemandet og kriseramt offentlig velfærd. De øverste 5 procent har ikke haft så stor andel af indkomsterne siden 1970’erne, og der er ophobet store formuer og friværdier – især hos de mest velpolstrede 10 procent.
I den offentlige debat siges det, at »det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, bare de fattige ikke bliver fattigere«. Det er forkert. De mange penge i det øvre lag har allerede ændret vores land: høje boligpriser gør stadig flere kvarterer i hovedstadsområdet til no-go for almindelige indtægter, samtidig lægger den økonomiske ulighed pres på den universelle velfærdsmodel, hvor vi har fælles skattebetalt velfærd. Flere og flere har råd til at betale sig ud af fælles institutioner og ordninger:
Privatskolerne vokser år for år. I 37 kommuner er det nu mere end hver femte, der starter i privat- eller friskole – i 2007 var det kun sådan i ti kommuner.
Private sygeforsikringer spiller også en helt anden rolle end for tyve år siden. De kan betale for hurtigere behandling på et privathospital eller hos speciallægen. Hér er danskerne allerede delt i et A- og B-hold.
Den næste store samfundsforandring er undervejs omkring seniorår og alderdom. Ifølge Trygfonden er mangelfuld ældrepleje en vigtig kilde til folkelig utryghed, 54 procent er utrygge ved om de får tilstrækkelig pleje, når de bliver gamle eller syge. Læg dertil at mange af de mest velpolstrede er oppe i årene og har råd til selv at betale for mere tryghed.
Det er på denne baggrund, at forsikringsselskaberne opdyrker et marked for omsorg og ekstra hjælp til ældre, mens nye senior- og plejeboliger skyder op landet over. Nogle er friplejehjem underlagt kommunal visitation og aflaster dermed det offentlige, men andre er særlige tilbud til dem, der har råd til noget andet og bedre.
Pensionsselskabet PFA er eksempelvis ved at opføre 2600 servicerede seniorboliger i hovedstaden og Aarhus. Lejlighederne er et tilbud til mennesker over 65, som kan betale en bolig i den eksklusive ende, hvortil kommer yderligere 7.000 kroner månedligt for adgang til fælles faciliteter som bibliotek, restaurant, pool, spa og fitness. Hvis de svinger betalingskortet nok engang, kan beboerne også købe sig til fysioterapi, massage, frisør, personlig pleje og praktisk bistand.
Også hér er den universelle velfærdsmodel under pres, og skreddet kan få politiske konsekvenser: Får vi samme opmærksomhed på kvaliteten i hjemmehjælp og plejeboliger, når kommunaldirektøren og chefredaktøren kan sikre sig selv og deres nærmeste?
Styrken ved den universelle velfærdsmodel er, at også de ressourcestærke er ombord og stiller krav til kvaliteten. Velfærdsforskere udtrykker det på den måde, at »welfare for the poor are poor welfare«. Tilbud, der primært er for de svagere grupper, bliver let ringere. Fælles institutioner og erfaringer er afgørende for kvaliteten og samfundets sammenhængskraft.
Presset på velfærdsmodellen kan for alvor tage fart, hvis valget fører til en borgerlig regering. Venstre slår på stortromme for valgmuligheder og privat velfærd, og Søren Pape Poulsen (K) er sprunget ud som så konservativ, at det gør noget. Cepos-miljøet foreslår reformer, hvor pengene-følger-borgeren – barnet, skoleeleven, den ældre etc. – og velfærdsstaten omdannes til et marked for velfærdsydelser.
Privatisering af velfærdsopgaver kan meget vel blive fælles projekt for en borgerlig fløj, der ikke ligefrem har brugt årene i opposition på politikudvikling. Under alle omstændigheder bliver det ikke dem, der søger at stoppe de velstilledes exit fra den universelle velfærdsstat.
Mette Frederiksen er bevidst om den storm, velfærdssamfundet er på vej ind i, men står også overfor en svær opgave. Oprydning i velfærdsstatens omsiggribende bureaukrati er nødvendigt, men lettere sagt end gjort, samtidig er meget af det økonomiske råderum spist af klima, krudt og kugler.
Velfærdssamfundet risikerer at ende med sorteper i en situation, hvor klimaomstilling og krig i Europa sluger ressourcer og energi. I disse uger forhandles der stramme budgetter i kommunerne – efter en stram aftale med S-regeringen. Snævre rammer, der ligger i forlængelse af mange års smalhals i det offentlige og er på kant med de vælgerforventninger om bedre velfærd, der skabte det rød-grønne flertal i 2019.
Det siges med rette, at kvaliteten af den offentlige velfærd ikke kun handler om penge, men det handler også om penge. De velstillede bør slet og ret spytte mere i kassen. Det kan være en skat på formuer over 5 millioner, sådan som SF skitserer, eller øget beskatning af selskaber og personer, der har tjent ekstra på de globale kriser, sådan som fhv. S-finansminister Mogens Lykketoft foreslår.
So oder so, det økonomiske råderum må øges. Økonomisk ulighed, demografisk krise og velfærd på skrump er en giftig cocktail. Det kan ændre velfærdssamfundet mere, end de fleste af os bryder os om.
