Klumme i Jyllands-Posten 9.10.2023
Af Lars Olsen
Hvert år i oktober åbner statsministeren Folketinget, og ofte ledsages det af samme galleri: Mavesure kommentatorer, journalistiske svinkeærinder og oppositions-politikere, der brokker sig over al det, som ikke blev sagt. Sådan var det også i år. Den sagesløse læser kan måske ligefrem overse, at Mette Frederiksens tale indvarslede en omfattende forandring af folkeskolen – et opgør med 30 års uddannelsespolitik.
Forandringerne vil ikke ske som en stor forkromet reform, men ved en blanding af nye love/bekendtgørelser og ny kultur og undervisningsformer. Noget, der ikke bare bliver et anliggende for Folketinget, men også for lærere, forældre og andre. Tre store forandringer er på vej:
For det første vil der i 8-9.klasse ske en styrkelse af de praktiske fag. Det sker som led i et bredere dannelsesideal – både ånd og hånd – men skal også bringe folkeskolen ud af det snævert gymnasieforberedende og tættere på erhvervsuddannelserne. For de mest skoletrætte bliver der ligefrem særlige forløb, hvor dage i skole veksler med dage på en arbejdsplads. Det er sket med succes rundt i landet, men rulles nu bredt ud.
Det samme er tilfældet med den anden store forandring: små intensive hold for de omkring 7.000 på en årgang, der falder igennem i dansk og matematik. Også det gør en del lærere allerede, men bliver fremover et tilbud over hele landet.
Det tredje og største forandring er ”praksisfaglighed” i alle fag. Størstedelen af folkeskolens over 4.000 læringsmål skal fjernes. I stedet skal man »finde ind til kernen i fagene og gøre det knap så abstrakt og teoretisk«, siger undervisningsminister Mattias Tesfaye til DR.
På årets skolemøde i Sorø havde engagerede lærere ikke svært ved at finde eksempler. Som når elever lærer historie gennem museumsbesøg og rollespil med redskaber fra jernalderen, som de selv har tilvirket – eller andre i natur & teknologi forlader computeren og tager ud i naturen for at lave forsøg og eksperimenter.
Forandringen af uddannelsessystemet er blevet et fælles projekt for en regering, som ellers døjer med ideologiske uenigheder. De gode erfaringer med små intensive hold stammer ikke mindst fra Løkke-fondens Drengeakademi, mens opgøret med akademiseringen af uddannelserne blev bebudet i Mattias Tesfayes ”Kloge Hænder” og Kaare Dybvads ”De lærdes Tyranni” – de to socialdemokrater i regeringens uddannelsesudvalg.
Om få dage fremlægger regeringen sit folkeskoleudspil, og jeg vil især holde øje med to ubesvarede spørgsmål:
Det ene er pengene. Der afsættes på finansloven en halv milliard til Løkkes kongstanke om små hold, Tesfaye har også bebudet ekstra midler til faglokaler i sløjd, madkundskab m.v. Men der skal lidt mere til: Hvis læreren skal save og hamre med 27 elever, hvoraf flere er udadreagerende eller har diagnoser, er der brug for to voksne. Det er der også, hvis 27 mindre børn skal på en længere tur. Lidt smøreolie er nødvendig – ellers drukner de nye ideer i stramme kommunale budgetter.
Jeg er også spændt på timingen. Regeringen ser rigtigt: skolens praksis er i høj grad kulturbåren, og forandringer tager tid – i Norge tog fagfornyelsen syv år. En kulturrevolution har imidlertid brug for momentum. For eksempel forsøgsskoler, der går i gang hurtigt og indhøster praktiske erfaringer.
Hvor om alting er, er bolden givet op til omkalfatring af uddannelsessystemet. Og hurra for det!
