Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 6.5.2022
Af Lars Olsen
Afstemningen om forsvarsforbeholdet betegnes med rette som historisk. Ingen havde ventet så massivt et ja, krigen i Ukraine har tydeligvis skabt en ny og mere alvorstung stemning. Flere erkender, at vi europæere fremover må tage større ansvar for egen sikkerhed – sådan har jeg det også selv.
Ikke desto mindre er det værd at hæfte sig ved de underliggende mønstre. Kun 66 pct. stemte overhovedet – og 33 pct. af disse sagde nej. Trods det historiske ja er det således under halvdelen af danskerne, der afskaffer forsvarsforbeholdet.
Bemærk også ”nejets anatomi”. Tidligere kom de mest massive nej fra røde storbykredse, i dag er meget af nejet båret af politisk mistillid, der går på tværs af højre- og venstrefløjen:
Onsdagens største ja kom fra bydele i Nordsjælland, København og Aarhus med pæne indkomster og lange uddannelser, hér stemte kun 20-25 pct. nej. Helt anderledes var det i ”periferien” som Frederikshavn, Tønder, Aabenraa, Lolland, Kalundborg og Odsherred – områder med kortere uddannelse og beskedne indkomster. Mange steder stemte 40-45 pct. nej, det samme skete i underprivilegerede københavnske forstæder som Brøndby og Bispebjerg.
Skellet ses helt ned mellem valgstederne i en kommune som ”min”: Overbevisende ja fra Holbæk by, men i mindre samfund som Undløse og Mørkøv 45 pct. nej. Noget bunder selvfølgelig i traditionel EU-modstand blandt de ældre generationer, men rigtig meget handler om dét, vi også ser på andre områder – dele af samfundet føler sig ikke set og hørt og stoler ikke på politikerne.
Sceneskift: Jeg har været med på hele Danmarks halvtreds år lange Europa-politiske rejse. Jeg var for ung til at stemme om EF-medlemskabet i 1972, men blandt de tusindvis af aktive i Folkebevægelsen mod EF. Min mor stemte nej, hun gav mig og mine venner en kasse øl som tak for indsatsen. Den fik vi brug for: danskerne stemte overbevisende ja – et trodsigt nej fra unge og radikaliserede arbejdermiljøer i København havde ikke klangbund ude i landet.
I 1980’erne ændrede jeg syn på EF. Berlinmurens fald skabte et nyt Europa, samtidig arbejdede EF under Jacques Delors på et ”socialt Europa” – det flyttede en del i fagbevægelsen, Socialdemokratiet og venstrefløjen. Men: vi var en isoleret politisk avantgarde, i 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten. Jeg boede dengang på Nørrebro, en af Danmarks mest højlydte nej-kredse – at være venstreorienteret EU-tilhænger var nærmest som en sjælden dyreart.
I onsdags var skiftet imidlertid en realitet. Nørrebro er en af Enhedslistens bedste kredse, men stemte ja som resten af landet. Nej-højborgene er flyttet til områder, hvor der er længere mellem cafelatten – og længere til medier og politikere.
Danskerne traf i onsdags en klog og nødvendig beslutning, men vælgerne skal ikke overfortolkes. Virkeligheden er, at der er en betydelig politisk mistillid, også blandt mange der blev hjemme. Vælgereksperten Sune Steffen Hansen, der er tidligere rådgiver for Socialdemokratiet, faciliterede en fokusgruppe af folk, som få uger inden stadig var i tvivl. I en analyse i Politiken skrev han:
»Under det hele forekom en voldsom mistillid til vores politikere. Faktisk var det påfaldende, hvor lidt tillid der var til de mennesker, som vi har valgt til at være vores lovgivere. Flere efterlyste mere viden og information, men bare ikke fra politikere, for de var ikke ærlige«.
