Signert i Klassekampen (Venstrefløjsavis – Norges næstmest læste dagblad) oktober 2024:

Politik er blevet professionaliseret, og de fleste politikere er akademikere. Vanlige folk savner nogle, som de kan identificere sig med

Af Lars Olsen

 

»Privatskoledrengene står måbende tilbage. Nu har en 44-årig bedstemor fra samfundets bund taget magten – og den britiske venstrefløj elsker det.«

Sådan lød overskriften for nylig i danske Berlingske. Det var et portræt af Angela Rayner, Storbritanniens nye vicepremierminister, der er en af landets mest populære politikere.

Angela Rayner er »kendt for sine skarpe debatevner. Hun har ikke en finsleben retorik som dén, mange af hendes konservative modstandere lærte i skolen, men hun har gjort sit upolerede engelsk til et effektivt våben«, konstaterede portrættet.

For nylig tog et tv-interview med hende en opsigtsvækkende drejning. Pludselig ringede Rayners telefon. Det var hendes mor, og intuitivt tog hun telefonen.

Mor plejer aldrig at ringe om formiddagen, da hun sjældent er stået op. Angela Rayner frygtede, at det var alvorligt. Det var det heldigvis ikke. Vicepremierministeren fik mor ud af røret, mens intervieweren skreg af grin. Det gjorde briterne også, tv-klippet gik straks viralt.

Rayner er vokset op i et socialt belastet område i Manchester. Moderen har i mange år lidt af en psykisk lidelse, mange i familien har sjældent arbejde, men den unge Angela fik job i hjemmeplejen. Hun blev tillidsrepræsentant og aktiv i fagforeningen, det førte hende ind i Labour, og hun blev valgt til parlamentet.

I dag er Rayner ansvarlig for nogle af Labours vigtigste mærkesager: 150.000 nye boliger, genrejsning af det socialt hårdt ramte Nordengland og et nyt charter om lønmodtager-rettigheder.

Hendes direkte facon opleves som et frisk pust i britisk politik. Den tidligere konservative premierminister, Rishi Sunak, er milliardær og mange af de øvrige Labour-ministre akademikere. Rayner en af de få, der for alvor kender dårligt stillede briters virkelighed og kan connecte med dem.

 

En af de mest populære i den danske regering er undervisningsminister Mattias Tesfaye. Han skrev historie i Undervisningsministeriet: hidtil har ministrene været lærere eller akademikere baggrund i de boglige uddannelser, Tesfaye er den første i årtier, der haft sin daglige gang på teknisk skole.

Tidligere var han faglig sekretær i det store fagforbund 3f og forfatter til flere debatbøger. Nu står mureren i spidsen for et »paradigmeskifte« i uddannelsespolitikken. Folkeskolen reformeres med større vægt på praksisfaglighed og praktiske fag, og der skal skabes et alternativ til gymnasiet – en ny uddannelse der forener teori og praksis.

Tesfayes popularitet bunder ligeledes i evnen til at connecte. Han taler i jævne almindelige vendinger, bruger et hav af hverdagseksempler og tager brede emner op, for eksempel den hyppige brug af skærme i skolen – der er afsat en halv milliard danske kroner til at købe »gammeldags« bøger.

 

Undervisningsministeren bryder den akademiske dominans i politik. »Højeste andel af akademikere i Folketinget siden 1800-tallet«, hed en analyse i Altinget. Det var stærke folkebevægelser blandt arbejdere og bønder, der i 1900-tallet demokratiserede de skandinaviske lande og skabte velfærdsstaterne.

I 1977 var næsten halvdelen af Folketinget stadig faglærte og ufaglærte, i dag er det under hver femte. Det samme ses i andre lande. Forskerne kalder det en professionalisering af politik: stærke medier og embedsapparater, et hav af spindoktorer og akademisk uddannede politikere.

Der er blevet færre, som folk flest kan identificere sig med. Derfor slår Rayner og Tesfaye så stærkt igennem.

 

Heldigvis har vi i Danmark fået en vis debat om skævheden. Fagbevægelsen er blevet bedre til at skole sine medlemmer til at gå ind i politik, ikke mindst i kommunerne.

En anden vigtig fødekæde er de politiske ungdomsorganisationer. Her er der sket en bemærkelsesværdig ændring af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

For ti år siden var DSU – ligesom de fleste ungdomsorganisationer på den europæiske venstrefløj – domineret af unge fra universiteter og gymnasier. I dag er det en blanding af unge akademikere, lærerstuderende og rigtig mange faglærte og faglig unge.

DSU var drivkraft i det såkaldte »lærlingeoprør«, der mobiliserede faglige unge over hele landet imod uddannelsessnobberi og nedskæringer på faglige uddannelser.

»Mange andre venstreorienterede ungdomsorganisationer har deres primære fokus på værdidagsordener som LGBT+, antiracisme eller Israel/Palæstina, mens DSU har sit primære fokus på brede ungdomsdagsordener, der optager arbejderklassens unge«, siger DSU’s førstedame, Katrine Evelyn Jensen, og fortæller videre:

»Vi ser alt gennem den prisme, der hedder samarbejde med ungdomsfagbevægelsen og med elev- og studenterorganisationerne – vi holder mange fester og sociale arrangementer lokalt med faglige ungdomsorganisationer. DSU ser ikke kun sig selv som Socialdemokratiets unge, men også som fagbevægelsens politiske ungdomsorganisation«.

Op til kommunalvalget næste år bruges store ressourcer på at skole faglige unge til at stille op. Der skal skabes en bredere rekruttering til politik.

21