Manurkipt til klumme i Altinget 1.5.2022
Af Lars Olsen
For første gang er der 1.maj i Fælledparken uden politiske talere på den store scene. Fagbevægelsen har droppet bindingen til Socialdemokratiet, men er samtidig blevet djøfiseret og meget af den tillige afpolitiseret.
Forleden var vi en tur i den lokale biograf. Vi småkedede os under de sædvanlige reklamer for bilforhandlere og tøjfirmaer, men pludselig sker der noget:
På lærredet ses en kvinde med en servicevogn. Hun triller rundt i udkanten af en konference, hvor velklædte mødedyr taler om økonomi og samfund.
»Det er altid de samme mennesker der taler – og så ryger fornuften«, siger en ledsagende stemme.
Nu er det kvinden med servicevognen, der står på talerstolen: »Det er lidt trættende at høre på, at vi er blevet rigere, sikrere og tryggere, når det nu ikke gælder alle,« siger hun.
I det næste halvandet minut møder vi en lagerarbejder, en buschauffør og en håndværker, der til sin store overraskelse havner i et tv-studie. Folk i arbejdstøj med trucks, værktøj, koste, skovle og servicevogne – nogle af dem, der betragtes som anonyme tjenende ånder, men nu kommer til orde med små statements.
Det er en reklame for 3f. En stilfærdig og nærmest underspillet kommentar til de stigende klasseskel i samfundet – og til en samfundsdebat hvor store grupper føler sig tilsidesat.
Men det er også eksempel på noget sjældent: et politisk indlæg fra fagbevægelsen, der med glimt i øjet taler for det brede lag af faglærte og ufaglærte.
Mange i arbejderklassen oplever, at samfund og politik køres hen over hovedet på dem, og ”deres” organisationer ændrer ikke for alvor på dette. Trods vigende medlemstal har Danmark en af de bedst organiserede fagbevægelser i verden, men den formår ikke at rette op på en demokratisk skævhed, hvor folk med lange uddannelser og høje indkomster spiller førsteviolin.
Fagbevægelsen tegner overenskomster, arbejder for ordentlige løn og arbejdsforhold, på en god dag støtter de også tillidsfolkene på arbejdspladserne, men ofte er de store organisationsmaskiner fraværende eller ligegyldige i spørgsmål af vital interesse for arbejderklassen – bolig, transport, skole, pension osv. For mange i apparatet er fagbevægelsen ikke en social bevægelse, men endnu en dag på kontoret.
Historisk opstod fagbevægelsen hånd i hånd med Socialdemokratiet, i de første årtier var det ligefrem én organisme. Siden blev arbejderbevægelsen til tre tæt forbundne dele – parti, fagbevægelse og kooperation.
Nogle lokale fagforeninger blev domineret af Danmarks Kommunistiske Parti og anden venstreopposition, men det ændrede ikke det store billede. Fagbevægelsen – og de tusindvis af tillidsfolk landet over – var rygrad i den legendariske socialdemokratiske valgmaskine, og dette blev vekslet til reformer til gavn for arbejderklassen. Vi »har sejret ad helvedet til,« lød det i 1982 fra den stolte LO-formand Thomas Nielsen.
I de seneste årtier er båndene løsnet. I 2001 var der ligefrem borgerligt flertal i arbejderklassen; i 2019 blev Socialdemokratiet igen det store arbejderparti, men over halvdelen af arbejderne stemmer fortsat til venstre og (især) højre for Socialdemokratiet. Tætte bånd til ét parti er ude af trit med nutidens politiske mønstre.
Det nødvendige farvel til partipolitik har imidlertid en skyggeside: svagere samfundspolitik. Store dele af fagbevægelsen er blevet afpolitiseret.
Ved dagens 1.maj arrangement i Fælledparken skrives historie: hverken den socialdemokratiske statsminister eller andre politikere taler på hovedscenen. Et manifest symbol på den politiske håndskyhed, der har afløst tidligere tiders partimæssige binding.
Under den kolde krig var fagbevægelsen nærmest overpolitiseret. Fra lokale generalforsamlinger til forbundskongresser blev der kæmpet – medlemmer og tillidsfolk blev mobiliseret af socialdemokrater, kommunister, SF’ere og andre stridende fraktioner.
Berlinmurens fald ændrede fagbevægelsen mere, end mange udenforstående er klar over. Ikke-socialdemokrater fik lettere gang på jord, men den politiske debat blev også mindre afgørende. Samtidig blev også fagbevægelsen djøfiseret. Store stabe af djøfere og kommunikationsfolk rykkede ind i forbundshusene, også dette gjorde dem mere selvkørende i forhold til dem de repræsenterer.
Det er ikke blevet lettere med den nye store Fagbevægelsens Hovedorganisation, der også samler skolelærere, bankfolk m.fl. Før repræsenterede LO faglært og ufaglært arbejderklasse – dem der ikke havde fået den store andel i samfundets uddannelsesmilliarder, og hvor mange tillige havde fysisk arbejde. I dag skal FH bygge bro over større forskelle i uddannelse og arbejdsliv, og det komplicerer politisk interessevaretagelse.
Disse års vigtigste fremskridt for arbejderklassen – Arne-pensionen – kan da heller ikke tilskrives fagbevægelsen. Da Løkke-regeringen i 2016 foreslog yderligere forhøjelse af pensionsalderen, mobiliserede 3f en effektfuld kampagne. Kulminationen var det berømte stormøde i Cirkusbygningen, hvor Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF) optrådte sammen – og Løkke opgav planerne.
3f fulgte imidlertid aldrig op på sejren. Når vi alligevel fik tidlig pension for folk med mange år på arbejdsmarkedet, skyldes det kredsen omkring Mette Frederiksen, hjulpet på vej af fagforbund som FOA og NNF (slagteriarbejdere m.v.) og uafhængige røster som undertegnede, arbejdsmiljøforskere m.fl. Magtfulde aktører som LO og 3f var løjerligt fraværende.
Forhåbentlig har fagbosserne taget ved lære. På onsdag kommer rapporten fra Pensionskommissionen om den langsigtede stigning i pensionsalderen og differentieret pensionsalder for folk, der kommer tidligt på arbejdsmarkedet. Spørgsmål af vital interesse for faglærte og ufaglærte.
Kampen for en langsigtet Arne-pension bør blive et vendepunkt. Fagbevægelsen skal ikke være partipolitisk, men må i langt højere grad optræde samfundspolitisk. Utrygheden og presset på levevilkårene kalder på nye former for politik og organisering.
Det hører med, at der er stor forskel på forskellige dele af fagbevægelsen. 3f har på lange strækninger en stærk politisk tradition, det samme har mindre forbund som NNF og elektrikerne. Men rigtig mange steder er det politiske engagement svækket, meget af organisationens liv handler om systemets drift og løbende sager.
Lad mig slutte med vores tur i biografen: Et par reklamer efter 3f kom et andet fagligt indslag. Det var fra HK, men hvad? Noget med at fremtiden afhænger af vores forestillinger, hverken min hustru eller jeg kan rigtig huske det…
