Kronik i Altinget 20.12.2018
Af Lars Olsen
Rygraden i fagbevægelsen – de lokale tillidsfolk – er blevet afpolitiseret. Det skader de »røde« partier op til valget, men fører også til øget politisk mistillid i arbejderklassen. Frankrigs Gule Veste er et wake-up-call – også for os.
Det er en stor forsamling. Omkring 80 er samlet i det store auditorium på Metalskolen i Jørlunde, hvor jeg holder foredrag om »Det forsvundne Folk«. To tredjedele er kursister fra Metal, der er på ugeophold på skolen – resten er borgere fra Frederikssund-området, mange fra 3f og FOA.
Da jeg halvt inde i foredraget åbner for dialog, er forsamlingen straks med. Og der skydes voldsomt på to grupper: Djøf’ere og politikere. Jeg har talt om utryghed som følge af politiske reformer, men den massive – og firkantede – vrede kommer bag på mig.
Jeg giver ordet til en ung fyr med kasket og forventer endnu en bandbulle, men til min overraskelse siger han: »Jeg er enig med Lars Olsen, jeg siger det samme, når jeg kommer ned i min socialdemokratiske partiforening. Men alle jer brokkerøve hér i salen: Hvor mange af jer er overhovedet medlem af et parti?«
Det er – som man siger – et godt spørgsmål. Jeg beder forsamlingen markere, hvem der er med i ét parti. Under en tredjedel rækker hånden op.
Tidligere ville langt de fleste i en forsamling som denne være organiserede: Mange socialdemokrater og nogle på venstrefløjen. Der er i de senere år sket en omfattende afpolitisering af rygraden i fagbevægelsen, tillidsmandskorpset. Ved foredrag nogle led længere ude – i de lokale fagforeninger – er de politisk organiserede endnu færre.
Skiftet får stor betydning for folketingsvalget. Tidligere byggede den legendariske socialdemokratiske valgmaskine på mobilisering af tusindvis af tillidsfolk landet over. Det var dem, der ved kantinebordene overbeviste kollegerne og fik dem op af sofaen på valgdagen. I fagbevægelsens »røde« lommer gjorde tillidsfolk fra venstrefløjen det samme.
Den sidste store mobilisering var ved valget i 2011, der bragte Thorning-regeringen til magten. 3f’s Skævt-kampagne engagerede tusindvis landet over. Kampagnen flyttede stemmer fra sofaen og Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet og Enhedslisten. En lignende mobilisering foregik på arbejdspladser indenfor andre fagforbund.
De mange tusinde aktive fik imidlertid en kold dukkert. Thorning-regeringen videreførte Løkkes økonomiske politik. Efterlønsreformen stod ved magt, og forringelserne af dagpengene forpestede forholdet til fagbevægelsen. Mange tillidsfolk meldte sig ud af Socialdemokratiet, andre mistede troen på, at politik overhovedet gør en forskel.
Det er denne frustration, jeg møder ved foredrag rundt i landet. De fagligt aktive er godt inde i arbejdsmarkedspolitik, men oplever at Christiansborg befinder sig på en anden planet. Vreden retter sig ikke kun mod Løkke & Co, men ofte mod politikerstanden som sådan.
Lad mig tage endnu et spadestik. Den demokratiske kløft bunder også i en fundamental ændring i fagbevægelsen. Forholdet mellem top og bund har ændret sig mere, end mange udenforstående er klar over.
Frem til Berlinmurens fald foregik der en politisk kamp om fagbevægelsen. Medlemmer og tillidsfolk blev mobiliseret af Socialdemokratiet eller venstrefløjen, hvor især Danmarks Kommunistiske Parti lejlighedsvis udfordrede den socialdemokratiske dominans.
Murens fald var intet mindre end et paradigmeskifte. Der blev lagt en dæmper på den politiske kamp, ikke-socialdemokrater fik lettere ved en faglig karriere, men samtidig blev forbindelsen til medlemmer og tillidsfolk mindre afgørende for fagtoppene.
Samtidig skete en anden ændring. Med forestillingen om »videnssamfundet« rykkede store stabe af Djøf’ere og kommunikationsfolk ind i forbundshusene. Ledelserne og deres velbetalte stabe blev selvkørende i forhold til den arbejdsklasse, de skal repræsentere. Fagbevægelsen blev i 00’erne mindre knyttet til Socialdemokratiet, men også mere djøf’iseret og topstyret.
Frustrationen hos tillidsfolk og aktive retter sig således også mod fagbevægelsen. Utrygheden i arbejderklassen er stigende, levevilkårene er under pres, men »fagbevægelsen tør ikke for alvor slå i bordet og sige stop« – som én udtrykte det.
Et markant eksempel er de sene år på arbejdsmarkedet, der vækker massiv bekymring blandt faglærte og ufaglærte. Pensionsalderen stiger, efterlønnen afvikles, og mange med hårde job kan ikke se sig selv arbejde til 68 eller 70.
Da Løkke-regeringen i 2016 foreslog yderligere forhøjelse af pensionsalderen, mobiliserede 3f i en effektfuld kampagne. På rekordtid indsamledes 217.145 underskrifter – den største underskriftindsamling i Danmark. Kampagnen kulminerede med stormødet i Cirkusbygningen i København, hvor Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF) optrådte imod planerne. Morgenen inden opgav Løkke forslaget.
3f fulgte imidlertid aldrig op på sejren. De allerede planlagte »reformer« er ellers dramatiske, og kampagnen viste den kraft, spørgsmålet kan rejse på arbejdspladserne.
Nu er Danmark omsider ved at få en debat om differentieret pensionsalder: At mureren kan gå på pension før juristen. Flere partier forbereder pensionsudspil, det skyldes dog kun i beskedent omfang fagbevægelsen. FOA og NNF (slagteriarbejderne) har presset på, men magtfulde aktører som 3f og LO var indtil for få uger siden påfaldende tavse.
Afpolitiseringen af tillidsmandskorpset svækker i første omgang Socialdemokratiet og venstrefløjen. De »blå« politikere skal dog ikke glæde sig for tidligt: Det kan hurtigt blive et problem for hele det politiske system. Frankrigs Gule Veste forklarer hvorfor.
Protestbevægelsen viser i klartekst de nye brudflader i vores samfund. Arbejderklassen og den lavere middelklasse oplever sig tilsidesat af et politisk system, der domineres af storbyernes højere middelklasse. Samtidig er den franske fagbevægelse så svag og splittet, at den ikke længere repræsenterer store dele af arbejderklassen.
Med andre ord: Samfundets demokratiske kanaler er sandet til, og utryghed og desperation ryster den sociale stabilitet.
Gule Veste er et wake-up-call – også for Danmark. Situationen er ikke så grel som i Frankrig, men også hos os er de demokratiske kanaler ved at sande til.
Politikerne må erkende, at utrygheden og mistilliden kan få dramatiske følger. Det samme må toppen i fagbevægelsen.
Fra nytår opstår den nye store Fagbevægelsens Hovedorganisation – en oplagt anledning til at genopfinde sig selv. Fagbevægelsen skal ikke være partipolitisk, men må i langt højere grad blive samfundspolitisk. Utrygheden og presset på levevilkårene kalder på nye former for politik og organisering.
Det er ikke nok, at fagforbundene er lobbymaskiner overfor arbejdsgiverorganisationerne og Slotsholmen, medlemmer og tillidsfolk må involveres og mobiliseres i kampen for tryghed og velfærd. Ellers glider også Danmark længere ned i sumpen af utryghed, mistillid og desperation.
