Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 31.3.2014
Af Lars Olsen
At der er et skisma mellem EU og danske velfærdsydelser, er sikkert læseren bekendt. På Christiansborg handler det især om børnepenge til polakker og andet godtfolk. Antallet af udlændinge på dansk SU er imidlertid også dramatisk stigende, efter at en EU-dom sidste år gav EU-borgere ret til SU – blot de har et studiejob. Dagpengesystemet kommer også under pres, hvis Finland taber en igangværende sag ved EU-Domstolen.
Presset fremstilles ofte som en følge af arbejdskraftens frie bevægelighed. Det er noget vrøvl. Det er en politisk strid. Ved sidste uges besøg i København advarede formanden for Europaparlamentet, den tyske socialdemokrat Martin Schulz, imod, at EU-domme ukritisk omsættes i lov, sådan som SR-regeringen har gjort. »Ingen kan forvente, at en medlemsstat i EU opgiver ideen om at have sit eget velfærdssystem og retten til at beskytte det,« sagde Martin Schulz til JP.
Selvfølgelig skal EU-borgere med job i Danmark efter en tid have ret til sociale ydelser. EU-Domstolen fortolker imidlertid dette på en måde, som systematisk udvider EU-rettighederne og svækker det nationale statsborgerskab. Nøjagtig det samme sker i udlændingepolitikken. Med Metock-dommen i 2008 gav EU-Domstolen fire afrikanere ret til familiesammenføring med ægtefæller fra Afrika, blot fordi de havde et midlertidigt job i Irland. At være »vandrende arbejdstager« er efterhånden et vidt begreb …
For denne klummeskriver er EU-dommene ikke overraskende. Som journalist havde jeg i 1990’erne EU som stofområde. I 1996 interviewede jeg professor i EU-ret Hjalte Rasmussen, der allerede dengang advarede imod, at den aktivistiske EU-Domstol tolker lovgivningen, så det fremmer yderligere integration.
Samtidig har EU-systemet fået en radikalt anden tilgang til sociale rettigheder. Jacques Delors, der var formand for EU-kommissionen frem til 1995, kæmpede for »det sociale Europa« – et sæt minimumsrettigheder, der løftede tilbagestående EU-lande i retning af velfærdsstaterne. For eksempel fik britiske lønmodtagere 4 ugers ferie som følge af et EU-direktiv.
Delors ville etablere et europæisk klassekompromis mellem staten, erhvervslivet og arbejderbevægelsen, sådan som det var sket i de nationale velfærdsstater. Også mere tilbagestående lande skulle leve op til EU-regler om arbejdsmiljø og lønmodtagerrettigheder.
I dag er det mere liberalistiske kræfter, der spiller førsteviolin i Bruxelles. Velfærdsstaten opfattes som en hæmsko og søges rullet tilbage. EU-systemet henter nu legitimitet gennem individuelle EU-rettigheder, der underminerer nationalstaterne og deres velfærdssystemer. Derfor spiller kommissionen tæt sammen med EU-Domstolens aktivistiske praksis. Og derfor bliver selv en jubeleuropæer som socialdemokraten Martin Schulz bekymret.
At dette er gefundenes fressen for EU-skeptikerne i Enhedslisten og Dansk Folkeparti, siger sig selv. Heldigvis er også de etablerede partier ved at vågne. Venstres næstformand Kristian Jensen peger på, at EU-Domstolen er for aktivistisk og tolker reglerne videre end »der er politisk mandat til«. Det samme har beskæftigelsesminister Mette Frederiksen givet udtryk for på de indre socialdemokratiske linjer.
Presset på velfærdsydelserne vækker også bekymring i andre lande. Det er på tide, at de folkevalgte politikere træder i karakter. Konflikten handler reelt om, hvorvidt der er plads til forskellige velfærdssystemer inden for EU. Den europæiske Union er ikke en forbundsstat, men et samarbejde mellem nationalstater. Måske skal kommissærer og dommere mindes om dét.
